Professor: Konservativ bølge i Europa er gået uden om De Konservative

Det er et paradoks, at en i stigende grad konservativ tidsånd ikke som i Danmarks nabolande fører til øget opslutning til De Konservative. Forklaringen er sandsynligvis, at partiet står idémæssigt svagt

I Danmarks nabolande ses en stigende tilslutning til de konservative partier. I Danmark ser det dog anderledes ud.
I Danmarks nabolande ses en stigende tilslutning til de konservative partier. I Danmark ser det dog anderledes ud. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Man har i den seneste tid kunnet øjne en konservativ bølge, som går hen over mange lande i Nordeuropa. Det har som regel betydet en stigende tilslutning til de konservative partier. Alene i landene rundt om Danmark står norske Høyre i de seneste meningsmålinger til godt 27 procent, de konservative kristendemokratiske partier i Tyskland står til cirka 38 procent, mens de britiske konservative står til over 50 procent. Hertil kunne man indvende, at der er tale om partier, som sidder med regeringsmagten, og i disse coronakrisetider ser det ud til, at det i sig selv giver tilslutning.

Omvendt klarer det svenske konservative parti Moderaterne sig med knap 20 procents tilslutning i meningsmålingerne også godt.

I forhold til disse tal er tilslutningen i meningsmålingerne til Det Konservative Folkeparti i Danmark på seks-syv procent af stemmerne meget ringe, selvom den er højere, end da partiet var tæt på spærregrænsen. Derfor er det en overvejelse værd, hvorfor De Konservative i Danmark ikke har bedre fat i en strømning, som burde være en motor for større tilslutning.

En forklaring på, at De Konservative ikke høster fra den konservative åndsstrømning kunne være, at partiet er meget lidt ideologisk modtageligt. Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter havde et bonmot om, at ”ideologier er noget bras”. Hvis et parti ikke hviler på et sammenhængende sæt af idéer – en ideologi – har det naturligvis svært ved at fange personer ind, som er fanget af de konservative idéer. Partiet står uden fangstkroge.

Der er naturligvis medlemmer af De Konservative både dengang og nu, som er uenige med Schlüters tese om ideologier, men alene det, at den kunne udsiges af en prominent figur, som nyder stor reverens, siger noget i sig selv.

Det er da også et faktum, at De Konservative i mange år har haft yderst få, som har kunnet fremføre konservativt ideologisk baserede synspunkter. Den mest fremtrædende i så henseende er sandsynligvis Per Stig Møller, og han er muligvis af samme grund langt fra at være populær hos De Konservative. Da han en kort overgang var formand for partiet, endte det da også med en yderst brutal sortie, hvor han efter eget udsagn blev dolket i ryggen fra posten.

Et af de dynamiske idékonservative miljøer er personerne omkring årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique, som også afholder løbende konferencer. Ambitionen for kredsen er især at bidrage kvalificeret til den borgerlige og konservative idé-, kultur- og samfundsdebat.

I både Critique og Replique skriver blandt andet en lang række akademikere som historikerne Christian Egander Skov og Jens Wendel-Hansen, litteraterne Anders Orris og Rasmus Pedersen, den teologistuderende Mikael Brorson, politologen Morten Jarlbæk Pedersen og lektorerne Stefan Agger og Anne-Marie Vestergaard.

Det er imidlertid kendetegnende, at kun to personer, som endda er i periferien af denne kreds af konservative, har en erklæret organisatorisk tilknytning til De Konservative: Kuzma Pavlov er formand for Konservativ Ungdom i København, og Nikolaj Bøgh er konservativ folketingskandidat og medlem af Frederiksberg Byråd.

Det er også symptomatisk, at selvom der deltog både partipolitisk konservative og liberale i stiftelsen af Center for Politiske Studier – Cepos – 2004, endte det med en tænketank på et borgerligt-liberalt grundlag og med rene liberale mærkesager. De Konservative var tilsyneladende ikke villige til at stå op for deres konservatisme.

Cepos har siden præget den offentlige debat med analyser, som klart hviler på en liberal ideologi. Noget slagkraftigt modstykke findes der ikke, selvom den langt mindre tænketank Unitos muligvis er det på et afgrænset område med hensyn til oplysning om indvandringen til Danmark og Vesten i bred forstand. Alt i alt er en hovedårsag til, at De Konservative i Danmark ikke evner at høste frugterne af den konservative åndsstrømning, sandsynligvis, at man ikke har udviklet en intellektuel ideologisk modtagelighed.

Partiet evner ganske enkelt ikke at stille ind på de åndskonservative frekvenser.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.