Prøv avisen
Historisk set

Konservatismen er ikke, hvad den har været

Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den nykonservative retorik. På billedet ses ægteparret Rune og Eva Agnete Selsing, der udgør en del af en ny generation af konservative. Foto: Jens Welding Øllgaard

Traditionelt har konservatismen repræsenteret et ønske om at bevare. Men en ny generation af meget aktive konservative debattører virker nærmere fjendtligt indstillet over for det bestående samfund, skriver historiker Jes Fabricius Møller

På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle. Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug, debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles, at de ikke er medlem af Det konservative Folkeparti.

I udgangspunktet ønsker konservatismen at bevare. En af konservatismens fædre er den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797), hvis hovedargument var, at samfundet er en pagt indgået mellem de døde, de nulevende og de ufødte, hvorfor vi altid er i mindretal. Og ifølge Burke er det bedste, vi kan efterlade vores efterkommere, ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Derfor er der i øvrigt også en alliance mellem klassisk konservatisme og den økologiske bevægelse.

Samuel P. Huntington – ham med ”Civilisationernes sammenstød”, som så mange af de nye konservative tilslutter sig – skrev som ganske ung i 1957 en meget indflydelsesrig analyse af konservatismen som ideologi. Her gjorde han blandt andet opmærksom på, at konservatismen i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, er en foranderlig og formbar ideologi.

Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den nykonservative retorik.

Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som fejlbehæftet og præget af en latent konflikt, der er ved at bryde ud, en kommende borgerkrig.

Det har fået nogle til at pege på, at der er et slægtskab mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede konflikt som en mulighed for renselse og afklaring.

Derfor har de historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden om, at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.”

Replikken udtrykker det paradoksale ønske, at en ydre fjende kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov har vist, trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i kølvandet på Første Verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade.

På den måde kan man tale om en vis form for tradition, stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.