Konservativ politiker: Vi bliver historieløse, hvis vi fjerner statuer af slavehandlere og koloniherrer

Som følge af den aktuelle racedebat er man i flere lande i gang med at fjerne statuer af personer med tilknytning til slavehandel. Men det gavner intet at fjerne mindesmærker, for vi er nødt til at anerkende historien, som den nu engang var, mener Nikolaj Bøgh (K)

I Belgien har vrede demonstranter også set sig sure på statuer af den kontroversielle koloniherre kong Leopold II.
I Belgien har vrede demonstranter også set sig sure på statuer af den kontroversielle koloniherre kong Leopold II. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det krævede ikke mere end et par flygtige ryk i de reb, som demonstranterne i Bristol i Storbritannien havde kastet over en 125 år gammel statue af den britiske handelsmand og slavehandler Edward Colston, og så var den væk.

Og det tyder ikke på, at det bliver det sidste historiske monument, som kommer til at lide den skæbne.

I løbet af de seneste dage har der i forbindelse med Black Lives Matter-demonstrationerne, der har spredt sig som en steppebrand efter politidrabet på amerikanske George Floyd, været en bølge af vredesudbrud på angiveligt racistiske historiske monumenter. Det begyndte i USA, hvor det primært gik ud over sydstatsmonumenter, og det har siden bredt sig til England, hvor selv ikke en statue af Winston Churchill i London er gået fri for hærværk. I Belgien har vrede demonstranter også set sig sure på statuer af den kontroversielle koloniherre kong Leopold II, og myndighederne er begyndt at fjerne statuer for at undgå demonstranternes vrede.

Også i Danmark er der nu rejst debat om resterne af fortidens synder, og det er blandt andet blevet diskuteret, om De Conincks Vej i Holte, der er opkaldt efter den dansk-nederlanske handelsmand Frédéric de Coninck, som var involveret i slavehandel, nu også skal omdøbes. Men det bør man holde sig fra, mener Nikolaj Bøgh, konservativ rådmand i Frederiksberg Kommune.

Hvorfor er du imod, at demonstranter i Bristol river en statue af en afdød slavehandler ned?

”Det er forkert at rense vores fællesrum for, hvad man opfatter som en racistisk fortid, for det hverken kan eller skal man. Man skal derimod anerkende historien, som den nu en gang var. Den har gode og dårlige sider, og fortidens mennesker så mange ting på en helt anden måde, end vi gør i dag. Det er en vigtig del af en historisk bevidsthed at være klar over, at tingene har udviklet sig, og hvis man forsøger at rense alle de elementer ud, som ikke passer med nutidens opfattelse af tingene, så bliver man både dum og historieløs. Det udtrykker skamferingen af Winston Churchills statue i London. Det var jo hans fortjeneste, at England gik ind i krigen mod Hitlers Nazi-Tyskland, og at Europa ikke blev domineret af en fascistisk raceideologi. Så det er helt vanvittigt, at det lige er ham, demonstranterne har set sig onde på.”

Hvad kan man gøre for at imødekomme denne udvikling og undgå, at historiske monumenter bliver fjernet?

”Jeg håber på, at man kan arbejde lidt med den generelle historiske bevidsthed, og at vi kan blive enige om, at det altså ikke er sådan, vi behandler vores historie. Derfor er der brug for bedre historieundervisning og noget mere debat på området. Vi er nødt til at være enige om, hvor vi kommer fra, hvis vi skal vide, hvor vi skal hen. Det er også vigtigt, at vi får en diskussion om det herhjemme, for jeg frygter, at denne ekstremt destruktive udvikling også kan sprede sig til Danmark, og at det vil gå ud over danske historiske monumenter og bygningsværker.”

Men kan du forstå, at nogle finder det problematisk, når personer med tilknytning til tidligere tiders undertrykkelse bliver hyldet i det offentlige rum?

”Undertrykkelse, hvordan? Hvis man eksempelvis ser på Edward Colston, så var han jo en stor filantrop, der skænkede en række sociale institutioner til Bristol, og det er derfor, man har rejst en statue af ham. Ikke fordi, han var slavehandler. Statuen udtrykker ikke opbakning til racisme og slavehandel, men til andre dele af hans virke. Hvis man i Bristol gennem en demokratisk proces vurderer, at statuen skal fjernes, så er det jo sådan, det er. Men det skal foregå på en ordentlig måde. Det er ikke acceptabelt i et demokrati, når folk tager magten i egen hånd og ødelægger historiske monumenter. ”

Én ting er Churchill, men er der en grænse? Findes der ikke statuer, som er acceptable at fjerne? Hvad med for eksempel den belgiske kong Leopold II, der allerede i sin samtid var berygtet og forhadt for sit brutale styre i Congo?

”Jeg synes ikke, at man skal fjerne statuer af Leopold II. Han var jo konge af Belgien og en vigtig del af belgisk historie. Det her med, at han havde et ualmindeligt modbydeligt kolonistyre i Congo, er jo et historisk faktum, og det ændrer sig ikke ved, at man fjerner statuen. Man kan jo bruge et monument af Leopold II til at skabe øget bevidsthed om, at der dengang foregik noget forfærdeligt, men at vi i faktisk har udviklet os og i dag er et bedre sted. Der er jo ingen, der bliver klogere af, at man fjerner fortiden.”