Da regeringen i oktober sidste år præsenterede sit forslag til en kontanthjælps- reform, forventedes det, at de nye regler ville ramme mange indvandrere.
Nu viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, at forventningerne holder stik. Langt de fleste – helt præcis 84 procent – af de ægtepar, hvor begge parter er på kontanthjælp, er af ikke-vestlig oprindelse. Tallet er fra den seneste opgørelse på området fra december 2015.
Overrepræsentationen af indvandrere på overførselsindkomst er ikke ny, men antallet af ægtepar på kontanthjælp, hvoraf langt de fleste altså er indvandrere eller efterkommere, er steget betydeligt de seneste år. Beregningerne fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der fra 2011 og frem til 2015 er kommet godt 2340 flere ægtepar på kontanthjælp, svarende til en stigning på 50 procent.
Dermed vil den aftale, der tredjebehandles i morgen i Folketinget, og som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, i høj grad ramme netop indvandrere på økonomien.
Regeringen blev tilbage i oktober, da forslaget først blev fremlagt, beskyldt for at være i færd med en straffe-aktion mod flygtninge og indvandrere, og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), sagde dengang som nu, at der tværtimod er tale om en hjælp til at bryde den sociale arv, så indvandrere ikke ender på overførsler i generationer.
Ifølge undersøgelser fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd gav det første kontanthjælpsloft, der blev indført i 2004, imidlertid kun tvivlsom effekt i forhold til at løfte kontanthjælpsmodtagere ud af arbejdsløshed. Og den ny kontanthjælpsaftale vurderes også ifølge regeringens egne beregninger at have en begrænset effekt på godt 700 flere personer i job.
”Den umiddelbare effekt er ikke stor, men en kontanthjælpsreform er alligevel et skridt i den rigtige retning,” siger Martin Ågerup, direktør i den borgerligt-liberale tænketank Cepos.
Beregninger fra tænketanken viser, at personer med ikke-vestlig baggrund har en gennemsnitlig negativ effekt på de offentlige finanser på godt 11 milliarder kroner årligt, og at det i høj grad skyldes, at denne gruppe er mindre i beskæftigelse end resten af befolkningen.
”Det er ikke bæredygtigt hverken i et økonomisk eller integrationsmæssigt perspektiv, og det er derfor åbenlyst, at det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde. Men stramninger gør det ikke alene. Vi bliver nødt til at indrette os i en ny samfundsmodel, hvor flere flygtninge og indvandrere rent faktisk kan komme i arbejde. Det kræver større fleksibilitet i forhold til, hvem der skal kunne få foden indenfor. Arbejdsmarkedet kan ikke lukke sig for dem, der ikke har de rigtige papirer, men som kan have andre forudsætninger for at bidrage. Det betyder, at vi må acceptere et lavtlønsmarked, der kan rumme dem med færre eller andre kvalifikationer, end dem arbejdsmarkedet er indrettet til i dag.”
Analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul er enig i, at en måde at løfte kontanthjælpsmodtagere – heriblandt også kontanthjælpsmodtagere med flygtninge- og indvandrerbaggrund – ud af arbejdsløshed, kan være at sikre dem en lettere adgang til arbejdsmarkedet. Blandt andet ved den såkaldte trappemodel. Men det er ikke et greb i regeringens kontanthjælpsreform, som i hans øjne står tilbage som ren symbolpolitik:
”Man dækker sig ind under, at færre penge vil give flere et incitament til at arbejde og foregøgler, at det bliver mere indbringende at gå på arbejde – at det kan betale sig. Men kassedamen og rengøringsassistenten får jo ikke flere penge, fordi kontanthjælpsmodtageren får færre. Og når vi ved, at kun et meget begrænset antal personer flytter sig, når der bliver skåret i deres kontanthjælp, så er det reelt set det, vi står tilbage med: At de fattige bare bliver fattigere.”