Kontrol med coronapas lempes på biblioteker og ved idræt

Fra på fredag behøver man ikke længere vise coronapas ved indgangen til biblioteket eller til foreningsidræt.

SFs Pia Olsen Dyhr var blandt de partiledere, der mandag eftermiddag mødte op til forhandlinger om næste fase af genåbningen. Efter indgåelsen af aftalen glædede hun sig blandt andet over, at det fra fredag den 21. maj bliver lettere for danskerne at komme på biblioteket.
SFs Pia Olsen Dyhr var blandt de partiledere, der mandag eftermiddag mødte op til forhandlinger om næste fase af genåbningen. Efter indgåelsen af aftalen glædede hun sig blandt andet over, at det fra fredag den 21. maj bliver lettere for danskerne at komme på biblioteket. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Coronapasset vil fra på fredag den 21. maj fungere på samme måde som et kørekort, når man skal på biblioteket eller til idræt.

Det er en del af den seneste aftale om genåbning af Danmark, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Dermed vil danskerne fortsat skulle have et gyldigt coronapas, hvis de skal på bibliotek eller til idræt i en forening. Men coronapasset vil ikke blive kontrolleret ved indgangen. I stedet kan man - ligesom med kørekortet - blive bedt om at vise det ved en kontrol.

Det skal gøre det lettere for danskerne at bruge nogle af de faciliteter, som har stor betydning for mange i fritiden.

- Det giver ikke mening, at man skal vise coronapas for at komme ind på et bibliotek, hvor der ikke er andre mennesker. Der er måske ikke engang en bibliotekar, man kan vise coronapasset til, siger SF's formand Pia Olsen Dyhr.

I aftalen fastslår partierne, at kontrollen fra på fredag kan løses med "én daglig stikprøvekontrol af alle tilstedeværende personer, der er undergivet krav om coronapas".

- Ansvaret for gennemførelsen af den daglige stikprøvekontrol placeres hos den, der har rådighed over lokalet. Kontrollen vil efter aftale kunne varetages af andre, herunder foreningen, kommunen med videre, hedder det i aftaleteksten.

Det kan måske få betydning for bibliotekernes åbningstid. Den har i mange kommuner været begrænset under corona.

Samtidig kan det lette de praktiske udfordringer for frivillige foreninger, at man fra fredag kan nøjes med stikprøvekontroller.

Ifølge aftalen vil partierne i starten af juni skulle drøfte erfaringerne med stikprøvekontrollen af coronapasset i de frivillige foreninger og på biblioteker. Det kan måske betyde, at ordningen bliver udvidet til at omfatte andre områder.

De borgerlige partier presser blandt andet på for at få kørekortordning på restauranter og caféer.

Når alle danskere over 16 år er blevet tilbud vaccine, skal coronapasset ifølge aftalen udfases. Det ventes ifølge justitsminister Nick Hækkerup at ske efter sommerferien.

/ritzau/