Prøv avisen

Kornbek truer med at gå

ARKIVFOTO 2007 af Bodil Kornbek-- Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbæk, vil melde sig ud af partiet, hvis ikke hun bliver genvalgt som formand på partiets landsmøde sidst i oktober. Det oplyser Kornbæks pressemedarbejder, Henriette Muus. Når Kornbæ Foto: Rune Evensen

Bodil Kornbek vil ikke være medlem af Kristendemokraterne, hvis partiets højrefløj sejrer ved det forestående landsmøde og afsætter hende som formand.

Der er lagt op til hård konfrontation, når Kristendemokraterne afholder landsmøde sidst i oktober.

Partiets formand, Bodil Kornbek, siger forud for landsmødet, at hun vil melde sig helt ud af partiet, hvis ikke hun bliver genvalgt som formand.

Kornbeks modkandidat til formandsposten er bornholmeren Bjarne Hartung Kirkegaard, og hans linje bryder den nuværende formand sig meget lidt om. Især når det handler om en af partiets gamle mærkesager: abortspørgsmålet.

- Jeg kan ikke være en del af et parti, hvor man accepterer religiøse argumenter. Jeg synes faktisk, det er slemt, at man siger, at abort er en forbrydelse, som skal ind under straffeloven. Jeg synes, det er slemt at kalde det fosterdrab, siger Bodil Kornbek til Ritzau.

I modsætning til Kornbek har Bjarne Hartung Kirkegaard besluttet, at han bliver i partiet uanset udfaldet af formandsvalget.

- Jeg elsker mit parti. Jeg tror på, at Kristendemokraterne har en fremtid, så derfor stiller jeg mig til rådighed som ny KD-formand, udtaler han.