Kort nyt

Sommerhusejere elsker Ebeltoft

Ebeltoft er lige nu landets mest populære sommerhusområde, viser en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home. Analysen har en liste over de 10 mest efterspurgte områder, og sommerhusområderne ved Ebeltoft topper med antal boligjagter. Også Isefjorden, Nyrup Bugt og Vesterhavet er populære steder.

Ser man på antallet af søgninger i forhold til antal sommerhuse, slår Kattegat de andre områder med flere længder. Home antager, at den korte afstand til Århus gør Ebeltoft og Kattegat-området så populære.


Holstebros egen kulturkanon

Danmark får endnu en kanon, når Holstebro Kommune løfter sløret for, hvilke kulturelle emner, der fortjener en placering som Holstebros bedste. Borgerne har mulighed for at være med til at pege på kommunens fælles værdier, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Avisen præsenterer igennem foråret og sommeren ni emner, som så skal skæres ned til seks, som kan få plads i den endelige kanon. Til sidst udsendes en bog med i alt 99 værdier, som er vigtige for Holstebro.


Lige nu siger mange atju!

Røde rindende øjne og en stoppet næse er nogle af de lyksaligheder, der følger med foråret. Høfeber er den mest almindelige overfølsomhedssygdom, og man regner nu med, at 5-10 procent af danskerne lider af sygdommen.

Horsens er for alvor blevet ramt af høfeber-sæsonen, og Horsens Folkeblad skriver, at apotekerne må ansætte ekstra arbejdskraft til at betjene de mange røde øjne. I Søndergades Apotek er der for tiden 100-150 flere kunder end sædvanligt.


Singler tør rejse alene

Det er ikke længere tabubelagt at rejse alene. Ifølge en rundspørge foretaget af singlesiden E-kontakt overvejer mange singler at tage på ferie alene i år. Hver fjerde af kvinderne og knap hver tredje af mændene finder ikke en rejse alene afskrækkende.

Den slags ture har været forbeholdt de få, og det er da stadig svært at finde rejseselskaber, som tilbyder sol og sommer til dem, der gerne vil rejse alene. Endnu har kun 2-3 procent af personerne i rundspørgen prøvet at rejse alene.


Karnevalsbryllup

I dag kulminerer karnevals-ugen i Aalborg med den store parade gennem byen. Nu tilbyder karneval en helt særlig service du kan nemlig blive gift med din udkårne og holde festen til karnevallet i Kildeparken.

Karnevallet er kommet i besiddelse af et stort antal bryllupsattester, og bunkebrylluppet er døbt SpeedWedding. Dagen efter behøver dog ikke at gå med moralske tømmermænd, for det hele er for sjov og er ganske ugyldigt. Se mere på karneval.dk.


Danmark vært for EM i pløjning

Landboungdom i Danmark lover pløjning af allerhøjeste klasse, når de i oktober er vært for det 25. europamesterskab i pløjning, skriver Ritzau.

Mesterskaberne afvikles i Sunds ved Herning. Den midtjyske muld bliver i dagene 17.-18. oktober ikke alene udsat for EM for vendeplove, men også de danske mesterskaber i konkurrencepløjning for standard- og vendeplove samt danmarksmesterskabet i veteranpløjning.


barslev@kristeligt-dagblad.dk