Kortlægning skal redde truede kirkegårde

Egnshistoriske kirkegårde er få og truede, men nu vil kirkegårdsforening kortlægge en del af dem. Vigtigt tiltag, mener forsker fra Nationalmuseet

”Man skal være opmærksom på, at gravstedskulturen – ligesom kirkebygningerne – bærer vigtige vidnesbyrd om kultur og historie,” siger kirkegårdskonsulent i Ribe Stift Mette Fauerskov.
”Man skal være opmærksom på, at gravstedskulturen – ligesom kirkebygningerne – bærer vigtige vidnesbyrd om kultur og historie,” siger kirkegårdskonsulent i Ribe Stift Mette Fauerskov. Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix.

Sneum Kirkegård nær Esbjerg er som et minikort over sognet: Boede man vest for kirkegården, er man begravet vest for kirken, og boede man mod syd, ligger man dér.

Da et hjørne af sognet i 1911 blev skilt ud til nabosognet Bramming, skiltes også et hjørne af kirkegården ud: Det henligger som blomstereng i dag. For som et menneske har sin plads blandt de levende, har det også blandt de døde, og strukturen på Sneum Kirkegård strækker sig så langt bagud i tiden, at ingen længere ved, hvor gammel den er, kun at den er bevaret uændret i hvert fald siden 1904.

I 1986 blev kirkegården erklæret bevaringsværdig i sin helhed af det lokale provsti og Esbjerg Museum, og den indgår også i en registrering af bevaringsværdige kirkegårde, som Foreningen for Kirkegårdskultur har påbegyndt.

Foreningen har indtil videre fundet 15 kirkegårde i hele Danmark, hvor en for området særegen og historisk struktur for gravstederne stadig er intakt, og dertil et større antal med delvist intakte strukturer. Og det er stort set alt, der er at komme efter, vurderer næstformand og kirkegårdskonsulent i Ribe Stift, Mette Fauerskov:

”Mit bud er, at vi kun når op på 20-25 kirkegårde, når alle er fundet og talt med. Kirkegårdene rummer kulturværdier, som få har haft øje for. Blot de seneste 25 år er der forsvundet mange af disse bevaringsværdige strukturer, og de sidste er akut truet. Med en registrering ønsker vi at sætte fokus på, at det her er en kulturarv, der bør sikres mod at forsvinde,” siger hun, som har påtaget sig arbejdet på frivillig basis.

Det er en vigtig indsats, mener Ulla Kjær, seniorforsker på Nationalmuseet og formand for Udvalget for Kirkegårde under kirkeministeriet.

”Med en kortlægning får man et meget sikrere grundlag for at handle for at bevare kirkegårdene. Det er nødvendigt, hvis man vil redde dem,” siger hun.

Kristeligt Dagblad har over to somre bragt reportager fra lokalhistoriske kirkegårde. I artikelserien har eksperter advaret om, at de egnshistoriske kirkegårde er ved at forsvinde, og kritiseret, at der hverken findes en national kortlægning eller tilstrækkelig lovgivning til at sikre dem.

Foreningen for Kirkegårdskultur har kun taget fat ”på et lille hjørne” af en registrering, pointerer Mette Fauerskov: Hun ser udelukkende på bevaringsværdige gravstedsstrukturer, altså organiseringen af gravsteder på kirkegården.

Hun har indtil videre inddelt de registrerede kirkegårde i fem kategorier: østvendte gravsteder, parterre-struktur, labyrintisk struktur – som i Sneum – samt såkaldte ejendomsbegravelser og ”store felter”.

De forskellige strukturer har ofte særlig lokalhistorisk betydning. For eksempel spejler ejendomsbegravelserne samt de ”store felter” i flere tilfælde landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet, hvor landsbyernes fællesdrift af jord blev ophævet, hoveriet afløst og en del af bønderne fik selveje. Således fordelte man også jorden på kirkegårdene påny: Her fik sognebørnene deres egen parcel, hvis størrelse afhang af gårdens størrelse og deres position i samfundet.

”Man skal være opmærksom på, at gravstedskulturen – ligesom kirkebygningerne – bærer vigtige vidnesbyrd om kultur og historie,” siger Mette Fauerskov.

Ulla Schaltz, museumsdirektør på Museum Lolland Falster, så gerne, at man nationalt tog ansvar for at registrere og bevare alle lokalhistoriske kirkegårde.

”Mange forhold kan gøre en kirkegård bevaringsværdig. Man skal også være opmærksom på den kultursammensætning, som spejler livet, hvor en given kirkegård ligger. For eksempel fortæller gravminderne på Marstal Kirkegård på Ærø om søfarts-samfundet dér, og på Nakskov Kirkegård kan man aflæse historien om det lollandske sukkerkogeri,” siger hun.