Kovending i Liberal Alliance bremser anerkendelse af armensk folkedrab

Efter regeringsskiftet mener Liberal Alliance ikke længere, at Danmark officielt bør anerkende, at op mod 1,5 millioner armeniere blev udsat for folkedrab i 1915. Pinligt, mener Enhedslisten

”Vi er ikke historikere, og vi mener, at det principielt er et emne, som forskere må tage stilling til,” siger Henrik Dahl i dag. Han afviser, at holdningsændringen skyldes, at Liberal Alliance er kommet i regering.
”Vi er ikke historikere, og vi mener, at det principielt er et emne, som forskere må tage stilling til,” siger Henrik Dahl i dag. Han afviser, at holdningsændringen skyldes, at Liberal Alliance er kommet i regering. . Foto: Lars Krabbe.

Den daværende Venstre-regering blev i sommer presset fra begge sider. Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance indgik et tværpolitisk samarbejde og opfordrede til, at Danmark officielt anerkendte Det Osmanniske Riges fordrivelse af armenierne i 1915 som et regulært folkedrab.

Tidligere udenrigsordfører for Liberal Alliance Mette Bock, som i dag er kirke- og kulturminister, kaldte dengang Venstre-regeringens holdning for ”slap”.

”Regeringen har ikke modet til at sige og gøre noget, der ikke er populært – noget, der kan give ubehagelige diplomatiske kurrer på tråden,” udtalte hun dengang til Berlingske.

I dag, hvor Enhedslisten og Alternativet har indkaldt udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til forespørgselsdebat om emnet, er meldingen fra det nye regeringsparti en anden. Udenrigsordfører Henrik Dahl fortæller, at man ikke længere går ind for en officiel anerkendelse. I stedet vil man arbejde for, at tyrkerne ”åbner arkiverne, så man frit kan forske i hele begivenhedsforløbet under Første Verdenskrig og årene efter”.

”Vi er ikke historikere, og vi mener, at det principielt er et emne, som forskere må tage stilling til,” siger Henrik Dahl.

At holdningsændringen skyldes, at partiet er kommet i regering, afviser Henrik Dahl. Partiets holdning til arbejdsdelingen mellem politikere og forskere er bare blevet mere konsistent, lyder det.

”Vi er heller ikke tilhængere af, at politikere skal afgøre, om der findes global opvarmning. Det må relevante forskere afgøre, og det samme gælder, når det drejer sig om historiske begivenheder. Vi har den holdning, at vi som politikere skal kende vores begrænsninger. Vores position er lidt mindre ulogisk nu, end den var tidligere,” siger Henrik Dahl.

Skiftende danske regeringer har, i modsætning til lande som Sverige, Frankrig og Tyskland, tidligere afvist officielt at anerkende massakren som et folkedrab, fordi det er en opgave for historikerne. Men flere historikere udtalte i sommer til Kristeligt Dagblad, at bolden i dag ligger hos politikerne. En af dem var historiker og professor emeritus ved Copenhagen Business School Uffe Østergaard.

”Der er ingen seriøse forskere, der benægter, at det var et folkedrab. Beviserne er overvældende, og siden midten af 1990’erne, hvor man dykkede ned i kildematerialet, har det stort set ikke været til diskussion uden for Tyrkiets grænser. Politikerne spillede bolden over til historikerne og sagde, det var et anliggende for forskningen. Nu har historikerne gjort deres, så nu må politikerne komme på banen, for det er også et politisk anliggende,” udtalte han.

Udenrigsordfører for Enhedslisten Nikolaj Villumsen mener, at det er ”pinligt og dybt tragisk”, at Liberal Alliance nu foretager en kovending.

”Vi ser en helt ekstrem undertrykkelse i Tyrkiet, som går ud over alle landets minoriteter: kurdere, kristne og armenere. Derfor er det højaktuelt, at vi fra dansk side bakker op om disse kræfter, som undertrykkes på det groveste. Det bør vi gøre både for at give dem en hjælpende hånd, men også for at modarbejde yderligere konflikt.”

Hverken Dansk Folkeparti eller SF mente tilbage i juni, at det var en opgave for Folketinget, mens Socialdemokratiet, De Radikale og Det Konservative Folkeparti endnu var uafklarede på spørgsmålet.

De Radikale oplyser nu, at de tager afstand fra den tyrkiske censur, men at de ikke anser det for en politisk opgave at afsige en endelig dom.

De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, mener heller ikke, at det er en sag for politikerne, selvom han personligt mener, at det er et folkedrab. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.

Udenrigsminister Anders Samuelsen har ikke ønsket at udtale sig før forespørgselsdebatten i dag, men Henrik Dahl bekræfter, at budskabet er det samme.