Kræftpatient: Sygdommen spiser noget af mig, så jeg ikke kan det samme som før, og det giver stress

Den 57-årige it-konsulent Bent Holst er uhelbredeligt syg af den kræftsygdom, han blev ramt af for 15 år siden. Sygdommen giver en følelse af utilstrækkelighed, men han kæmper for at opretholde livskvaliteten og forsøger at fokusere på det, han kan, frem for det, han ikke kan

Den 57-årige it-konsulent Bent Holst tilbringer mange timer i naturen og i sin have i Blovstrød. "Jeg elsker naturen og at gå ture. Jeg forsøger at fokusere på det, jeg stadig kan,” siger Bent Holst, der blev ramt af kræft første gang for 15 år siden. – Foto: Leif Tuxen.
Den 57-årige it-konsulent Bent Holst tilbringer mange timer i naturen og i sin have i Blovstrød. "Jeg elsker naturen og at gå ture. Jeg forsøger at fokusere på det, jeg stadig kan,” siger Bent Holst, der blev ramt af kræft første gang for 15 år siden. – Foto: Leif Tuxen.

Lægen var forundret, da han i sommeren 2019 mødte Bent Holst på Gentofte Hospital. Røntgenbilledet af Bent Holsts metastaser i lungerne passede ikke med den veltrænede mand, han så i konsultationen.

”Nåh, er det dig. Det skulle man ikke tro, når man ser lungerne på røntgenbilledet,” udbrød lægen.

Det var tredje gang i løbet af 15 år, at den i dag 57-årige it-konsulent fik konstateret kræft. Hver gang har sygdommen fyldt ham med en følelse af angst og stress. Værst var det, da han senest fik diagnosticeret sygdommen i 2019. Han har siden deltaget i et kursus under Kræftens Bekæmpelse for at modvirke stress.

En ny undersøgelse fra Region Midtjylland viser, at sygdom er den vigtigste årsag til stress, når man måler i befolkningen som helhed, og konklusionen overrasker ikke Bent Holst, der bor i et parcelhus i Blovstrød nord for København sammen med sin hustru. Parret har to voksne døtre på 22 og 26 år.

Bent Holst har i mange år haft et job som højt specialiseret it-medarbejder i den internationale virksomhed IBM, og hans arbejdsliv har betydet meget for ham. I dag har han fleksjob 10 timer om ugen hos IBM. Han er ikke i tvivl om, at alvorlig sygdom er en af de største stressbelastninger, et menneske kan komme ud for.

”Når man bliver ramt af kræft, ligger der en bagvedliggende grundfrygt for døden, som kræver ressourcer. Samtidig er jeg ofte fysisk træt. Der er så mange ting, jeg ikke længere kan overkomme både fysisk og mentalt, selvom jeg gerne ville. Jeg har arbejdet i IBM, siden jeg var 19 år, og mit arbejde har betydet rigtig meget for min identitet. Jeg er dybt taknemmelig over, at min arbejdsgiver har været forstående under hele forløbet, og at Allerød Kommune og sundhedsvæsenet har hjulpet mig så godt. Men sygdommen sætter mange begrænsninger for mit liv. Jeg har altid elsket fysisk aktivitet, og jeg kan stadig gå og løbe langsomt,” fortæller Bent Holst og fortsætter:

”Sygdommen spiser noget af mig, så jeg ikke kan det samme som før, og det giver en følelse af utilstrækkelighed og stress. Det er et vilkår, når man bliver ramt af sygdom. Man skal erkende, at man ikke er den, man gerne ville være, og ikke kan det samme som tidligere, og det har været svært.”

Bent Holst var 42 år, da familie og venner bemærkede, at det ene øjeæble var lidt større end normalt. En nærmere undersøgelse viste, at han havde kræft i tårekanalen. Det er en sjælden kræftform, der hvert år rammer et par personer i Danmark.

Han fik stereotaktisk strålebehandling, som dengang var en ny behandling.

"Jeg skiller mig ud ved mit udseende. Når små børn spørger mig, hvad der er sket, svarer jeg dem ærligt. Det, at jeg ikke har et kunstigt øje, har hjulpet mig til at stå ved det tab, jeg har lidt. Det føles mere ærligt."
"Jeg skiller mig ud ved mit udseende. Når små børn spørger mig, hvad der er sket, svarer jeg dem ærligt. Det, at jeg ikke har et kunstigt øje, har hjulpet mig til at stå ved det tab, jeg har lidt. Det føles mere ærligt." Foto: Leif Tuxen

”Som person har jeg altid haft kampgejst, og den brugte jeg, da jeg første gang blev ramt af kræft. Strålebehandlingen havde jeg det godt med. Jeg kunne tage direkte fra behandlingen på arbejde, og jeg tror, at jeg til en vis grad fortrængte sygdommen. Min familie var hårdere ramt end mig. Mens jeg fokuserede på at blive stærkere fysisk og mentalt, så kunne mine døtre og min hustru ikke stille noget op. Nogle gange løb jeg alene i skoven og skældte kræften ud. Jeg var vred. Hvorfor havde kræften valgt mig? Jeg havde jo altid levet sundt. Jeg ville vise, at jeg var stærk nok til at bekæmpe sygdommen. Det blev en slags krig mellem mig og kræften. Strålebehandlingen hjalp, og jeg blev erklæret kræftfri,” fortæller Bent Holst.

Fire år senere, i 2009, blev han sygemeldt på grund af stress. Han fik psykologhjælp og begyndte at meditere for at finde ro. Han gik også i gang med en uddannelse til psykoterapeut.

”Jeg har ofte funderet på, om min stress var arbejdsrelateret eller udløst af mit sygdomsforløb, og jeg ved det faktisk ikke. Jeg var begyndt at komme til hægterne efter stress-sygemeldingen, da jeg fik jeg at vide, at kræften var vendt tilbage,” fortæller Bent Holst.

En kontrol viste, at canceren i det ene øje var kommet tilbage. Lægerne skulle vurdere, om det var muligt at operere. Ventetiden var nervepirrende.

”Vi havde inviteret min datters kammerater til morgenmad blå mandag efter hendes konfirmation, da vi fik at vide, at jeg skulle tage ind på Rigshospitalet med min hustru for at få svaret på undersøgelsen. Jeg fik det gode svar, at de kunne fjerne øjenhulen, og at kræften ikke havde spredt sig. Da jeg ringede hjem til min datter, sagde hun, at det var den bedste konfirmationsgave, hun havde fået,” fortæller Bent Holst.

Det var hårdere at blive ramt af kræft anden gang end første gang.

”Hvor jeg første gang betragtede kampen mod kræft som en krig, fandt jeg ud af, at jeg måtte ændre strategi. Jeg blev nødt til erkende, hvordan sygdommen havde ramt mig. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke ville tage så meget hensyn til, hvad andre mente. Jeg begyndte at reflektere mere over, hvad jeg selv fandt rigtigt,” fortæller Bent Holst.

Bent Holst valgte ikke at få et kunstigt øje, selvom mange ikke forstod den beslutning.

"Det har været godt at møde andre i samme situation (...) jeg er blevet bedre til at fokusere på det, jeg kan, i stedet for på det, jeg har mistet."
"Det har været godt at møde andre i samme situation (...) jeg er blevet bedre til at fokusere på det, jeg kan, i stedet for på det, jeg har mistet." Foto: Leif Tuxen

”Jeg ville se mig selv som den, jeg var blevet på grund af skaderne efter behandlingen. Jeg skiller mig ud ved mit udseende. Når små børn spørger mig, hvad der er sket, svarer jeg dem ærligt. Det, at jeg ikke har et kunstigt øje, har hjulpet mig til at stå ved det tab, jeg har lidt. Det føles mere ærligt,” siger Bent Holst.

Efter operationen var Bent Holst symptomfri i 10 år. Men i foråret 2019 fik han konstateret metastaser i lungerne. Lægerne tilbød kemoterapi, men da der kun var fem procents chance for, at behandlingen ville hjælpe, takkede Bent Holst nej.

Siden efteråret 2019 har han fået en eksperimentel behandling. Den har hjulpet ham til ikke at få vand i lungerne.

”Min kræftform er langsomt voksende, og det vigtigste er at beholde livskvaliteten. Jeg har lagt min kost om, og på et tidspunkt udlevede jeg en drøm om at bo midt i København ved at leje en lejlighed en måned på Christianshavn. Jeg har i mange år også haft en drøm om at vandre i Nepal. Men jeg kan ikke flyve på grund af risikoen for, at mine lunger klapper sammen. Derfor har jeg de sidste to år dyrket vandreture i Danmark,” fortæller Bent Holst.

I begyndelsen af 2020 kom han med i en gruppe, ”Styrk din mentale robusthed”, i Kræftens Bekæmpelse i Hillerød. Gruppen fortsatte virtuelt under corona, og de fysiske møder blev genoptaget i efteråret.

”Det har været godt at møde andre i samme situation. For eksempel har jeg haft gavn af en øvelse, hvor man tænker på tre gode ting, der skal ske i løbet af en dag, og andre øvelser, hvor jeg arbejder på at få større accept af situationen. Jeg er blevet bedre til at fokusere på det, jeg kan, i stedet for på det, jeg har mistet,” siger Bent Holst.

For et halvt år siden skrev han sine livsmuligheder ned. Han noterede, at han ikke kommer til at opleve flyrejser og en pensionisttilværelse. Men han har stadig samværet med familie og venner og vandringer i naturen.

”Det hjalp mig at skrive mine muligheder ned. Hvis man tænker på mit liv som et klippekort, så har jeg ikke så mange klip tilbage. Jeg har dage med tunge tanker. Det kan ikke undgås. Men jeg forsøger at få det bedste ud af det liv, der er. Og hvem ved, måske når jeg at få børnebørn. Det ville være en stor lykke.”