Krænkende humor er ildeset, men styrkes af identitetspolitik

Mange komikere verden over frygter pres og censur fra krænkelsesparate. Men forargelseskulturen har formentlig hjulpet dem kommercielt ved at skabe et større marked for politisk ukorrekt humor

Komikeren Jonatan Spang er en af dem, der ifølge forfatteren Henrik Palle gør grin med - og brug af- identitetspolitiken. Arkivfoto.
Komikeren Jonatan Spang er en af dem, der ifølge forfatteren Henrik Palle gør grin med - og brug af- identitetspolitiken. Arkivfoto. . Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix.

Satireprogrammet ”Den Korte Radioavis” blev i sine fem år på sendefladen rost til skyerne af anmeldere og vandt stort set alle priser for satire. Det blev rost for at gå kritisk til alt og alle på det politiske spektrum og for at være grænseoverskridende gennem figuren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en fiktiv seniorjournalist i 60’erne med tendens til alkoholisme, racisme og direkte kriminel adfærd. I et afsnit taler hun med sin kollega om sprogkundskaber.

”Jeg kan sagtens gøre mig forståelig på arabisk. Jeg kan for eksempel spørge: ’hvor er biblioteket?’ Og så kan vedkommende så svare: ’Det har vi brændt ned.’ Eller jeg kan spørge: ’Hvor er togstationen?’ ’Den har vi bombet’.”

Eksemplet er i den milde ende af de mange eksempler på politisk ukorrekt humor i radioprogrammet, der stoppede med lukningen af Radio24syv sidste år. Der blev gjort grin med islam, homoseksuelle, tykke mennesker og alverdens minoriteter. Ingen af de politisk ukorrekte vittigheder kom dog til at stå i vejen for programmets succes. Måske tværtimod.

For ifølge anmelder af standup-komik ved dagbladet Politiken Henrik Palle har mange komikere stor succes med at udfordre politisk korrekthed som følge af tidens identitetspolitiske bevægelse.

”Komik og standup-comedy lever af at udfordre normer og tingenes tilstand. På den måde har identitetspolitik og krænkelseskultur ændret den komiske diskurs. For når folk stiller sig op og kritiserer komikere for at være krænkende, vil mange reagere ved at blive endnu mere grænsesøgende. Og den type komik har helt åbenlyst et stort publikum,” siger Henrik Palle, der er medforfatter til bogen ”Dansk stand-up: historien om comedy i Danmark.”

Her nævner han komikeren og satirikeren Jonatan Spang som et eksempel. Spang har haft succes med standup gennem flere år og har senest stået bag det anmelderroste satireprogram ”Tæt på sandheden” på DR 2. Her gør han ofte grin med identitetspolitikken som i en sketch om Emil fra Lønneberg, der er blevet identitetspolitisk vakt og nu ikke længere ”identificerer sig som en del af det hvide ekkokammer Lønneberg”, men beskriver sig med ordene: ”Jeg er menneske fra et sted.”

Og det har et stort publikum, fordi komikken altid vinder ved at gå efter magtbevægelser, mener Henrik Palle.

”Jonatan Spang er meget ude efter krænkelsesparathed, og det spiller ind i en lang tradition med at gøre grin med magthavere. Identitetspolitikken har magt, fordi den kan mobilisere masserne, og derfor føler komikere sig kaldet til slå til bolledejen,” siger han.

I udlandet er der endnu flere eksempler på, at den politisk ukorrekte humor har kronede dage, selvom komikerne selv frygter censur.

Standup-komikeren Dave Chappelle fra USA fik anmeldere på nakken for at gøre grin med LGBT- og MeToo-bevægelsen, men fik ifølge The New York Post på trods af det omkring 60 millioner dollars af Netflix for at lave tre shows for streamingtjenesten.

Det misforhold mellem markedet og anmelderne bemærkede The Financial Times’ klummeskribent Janan Ganesh i en kommentar sidste år. Hans pointe var, at jo mere folk føler, at den offentlige samtale er blevet indsnævret, desto mere vil de prøve at finde aflastning inden for underholdning:

”Netflix, Hollywood og andre indholdsfabrikker kan ikke se bort fra anmeldernes manglende evne til at tale på vegne af et bredere marked. Hvis der er en uforløst efterspørgsel efter en mere rå form for underholdning, vil den ikke forblive uforløst meget længe. Film- og tv-selskaberne vil bøje sig for det kommercielle incitament og ikke over for moralsk pres,” lød det.

Heller ikke den feministiske komiker Sanne Sønder-gaard er i tvivl om, at man kan skabe sig en karriere inden for komik ved at være politisk ukorrekt. Hun peger særligt på flere af de mest respekterede amerikanske komikere som eksempler på dette.

”Flere af dem har fået en karriere ved højt at stille de spørgsmål, som den gængse hvide mand alligevel undrer sig over. Sådan noget om, hvorvidt kvindekampen er gået for vidt, og om der er kommet for stort fokus på LGBT’ere. Det har et enormt publikum, men i mine øjne er det fortærskede emner og derfor dovent comedy. Mange af den samme type komikere bliver alt for insisterende i deres bestræbelse på at være politisk ukorrekte i stedet for på at være nyskabende sjove.”