Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Krav om øget screening af donorsæd

Ifølge ny undersøgelse er der ondsindede vira i hver sjette sædprøve

Sæd fra donorer bør tjekkes mere end tilfældet er nu. Anbefalingen kommer efter en ny undersøgelse viser, at mange sædprøver er inficeret med HPV-virus. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kimen til en HPV-relateret kræft, f.eks. livmoderhalskræft, endetarmskræft og celleforandringer kan dannes i fosterstadiet, og årsagen kan være sæd, som er inficeret med smitsomt HPV-virus.

Det viser forskningsresultater fra Aarhus Universitet og Skejby Sygehus, som afslører, at hver sjette sædprøve fra sædbanken Cryos International er inficeret med HPV. Undersøgelsen omfatter 188 sædprøver.

Og det er bekymrende, ifølge professor, overlæge Jakob Ingerslev, Fertilitetsklinikken ved Skejby Sygehus.

- Vi har fundet nogle af de ondsindede vira, som giver høj risiko for kræft. Med den viden, som vi nu har, har jeg svært ved at se, at man med god samvittighed kan blive ved med ikke at screene donorsæden, siger Jakob Ingerslev til Jyllands-Posten.

Han understreger, at HPV-vira i sæd ikke nødvendigvis betyder, at kvinden bliver smittet, men så længe der er uafklarede spørgsmål, bør sæden screenes, mener han.

Donorsæd bliver i dag screenet for hiv, leverbetændelse og andre seksuelt overførte sygdomme, men altså ikke smitsomme HPV-vira. Læge Lotte Hvas fra Det Etiske Råd er enig i, at det bør føre til krav til sædbankerne.

Cryos International er villig til at reagere på anbefalingerne, og screene prøverne yderligere.

- Der er en skrigende international efterspørgsel på sæd. Derfor handler det for os mere om at skaffe sæd, der opfylder de gældende regler, men hvis vi får besked på det, så gør vi det, siger sædbankens direktør Ole Schou til Jyllands-Posten.