”I har ventet længe. Nu skal I ikke vente mere.”
Sådan lød det fra statsministeren for præcis et år siden, da hun undskyldte til tidligere børnehjemsbørn for den misrøgt, de oplevede på Godhavn og andre børnehjem gennem 1960’erne og 1970’erne.
I morgen vil 15 af de tidligere anbragte så stævne staten og søge erstatning på mindst 4,5 millioner kroner. Dengang Foreningen Godhavnsdrengene stadig kæmpede for en undskyldning, gjorde foreningen det ellers klart, at penge ingen rolle spillede, og da den blev rådet til at gå rettens vej, søgte formanden Poul-Erik Rasmussen minimumsbeløbet på 10.001 kroner – som symbol på, at pengene ikke alene var sekundære, de var uden betydning.
Derfor er det også faldet flere Godhavnsdrenge for brystet, at sagsanlægget næsten kolliderer med etårsdagen. Samtidig har det ikke været tydeligt, at det ikke er alle de tidligere anbragte på Godhavn, der går efter økonomisk erstatning. Det mener Bent Pedersen, medlem af Foreningen Godhavnsdrengene.
”Jeg er personligt enormt sur over, at man skal høre, at Godhavnsdrengene søger erstatning. Det er ikke foreningen, der står bag, og så kan man godt føle, at navnet bliver misbrugt,” forklarer han.
Siden nyheden om erstatningskravet ramte medierne, har Bent Pedersen måttet forsvare sig mod reaktioner fra omverdenen.
”Flere klager over, at vi bagefter kommer og siger, at vi vil have penge ud af det her. Men vi er trods alt en hel del Godhavnsdrenge, der siger, jamen vi har fået den undskyldning – slut, prut, finale.”
Alle 15, der søger erstatning, har boet på Godhavn. En af dem er Peer Balken, der var anbragt på drengehjemmet i årene 1969 og 1970.
”Jeg har egentlig altid haft den holdning, at hvis vi fik undskyldningen, burde der automatisk følge en erstatning med fra regeringen. Nu har mange hverken modet eller overskuddet til at gå gennem retten, og derfor vil jeg gå forrest, så regeringen bliver nødt til at lave en generel erstatning til alle,” forklarer Peer Balken.
I hans journaler står det sort på hvidt, at han fik piller som en del af de medicinske forsøg, børnene var udsat for.
Hvis foreningen ikke lægger navn til, har Bent Pedersen ikke noget imod, at man søger erstatning, men han har svært ved at forstå, hvilken forskel penge gør.
”Uanset størrelsen på beløbet fjerner det jo ikke de ar, du har på sjælen. Det fjerner ikke mareridtene. Jo, man kan tage på en ferie på statens regning, men staten er jo også mig og alle andre, der betaler skat.”
Det er ikke ualmindeligt, at betydningen af økonomisk erstatning er forskellig fra person til person. Det forklarer Lisa Villadsen, som forsker i officielle undskyldninger på Københavns Universitet.
”Der kan være en opfattelse af, at kravet om erstatning tager noget fra ønsket om en undskyldning og nærmest forplumrer eller snavser undskyldningen til og på den måde gør den mindre ærværdig.”
Lisa Villadsen sætter dog spørgsmålstegn ved idéen om, at formålet er mindre anerkendelsesværdigt, fordi man ønsker en materiel kompensation.
”Hvis nogen har lånt min cykel og kørt den ind i en parkeret bil, så er jeg da glad, hvis de siger undskyld, men jeg vil sådan set også gerne have min cykel tilbage. Så forestillingen om, at det er uetisk at søge om erstatning, forstår jeg ikke.”
I Børns Vilkår har man længe arbejdet for muligheden for økonomisk godtgørelse, hvis man har været udsat for offentlig omsorgssvigt. I denne sag har organisationen været med til at vurdere, hvilke sager der med størst sandsynlighed kan danne præcedens i fremtiden.
”Hvis man kigger på de undskyldninger, der er givet i andre lande om samme emne, så er de undskyldninger fulgt op af en økonomisk kompensation,” fortæller Ingrid Hartelius Dall, juridisk seniorrådgiver hos Børns Vilkår.