Prøv avisen

Krav til moskéer kan udløse diplomatisk krise

Imam Ali-moskéen i Københavns Nordvestkvarter er bygget ved hjælp af donationer fra private aktører i Iran. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Regeringen og DF er på vej med et forbud imod udenlandske donationer til trossamfund og foreninger. Det kan betyde, at lande som Tyrkiet, Iran og Qatar ender på en særlig forbudsliste. Men der er risiko for, at det får udenrigspolitiske konsekvenser for Danmark, siger eksperter

Et kommende forbud imod donationer til trossamfund kan blive en udenrigspolitisk kattepine for Danmark.

Regeringen og Dansk Folkeparti har siden nytår været på vej med et forbud imod danske og udenlandske pengedonationer til trossamfund og foreninger, hvis formålet med donationen er at mod-arbejde og underminere demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder.

Men som noget særligt foreslår regeringen og Dansk Folkeparti, at forbuddet ikke bare skal gælde enkeltpersoner, private foreninger eller fonde, men også statslige myndigheder, som vil blive sat på en særlig forbudsliste, erfarer Kristeligt Dagblad. Både gaver, lån, lånegarantier, lån af lokaler, donation af udstyr eller aflønning af personale vil være omfattet.

”Hvis et forbud skal være effektivt i forhold til at undgå samfundsundergravende formål i Danmark, skal det også gælde andre lande og statslige institutioner,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, med henvisning til de moskébyggerier i Danmark, der på forskellige måder er blevet støttet af Iran, Qatar og Tyrkiet.

”Vi har været enormt frustrerede over de eksempler om moskébyggerier, der er blevet finansieret fra udlandet, og jeg er sikker på, at et forbud imod udenlandske donationer vil stoppe de pengestrømme fremover,” siger Martin Henriksen, som tager det forbehold, at modellen ikke er endeligt forhandlet på plads.

Netop aspektet om at inddrage statslige organisationer på en forbudsliste huer dog ikke regeringens egne jurister, som ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger vurderer, at det kan være problematisk at sætte en specifik statslig organisation på en forbudsliste, da det kan have væsentlige udenrigspolitiske konsekvenser.

Et indgreb imod udenlandske donationer kan da også blive mødt med vrede i udlandet. Eksempelvis i Tyrkiet, siger Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker i Dansk Institut for Internationale Studier.

”Det er klart, at det kan blive opfattet som chikane i Tyrkiet og endnu et eksempel på manglende ligebehandling. Der er i Tyrkiet en vis bitterhed over for Europa, som præsident Erdogan gerne bruger politisk, når han kan se nytten af det. Tyrkiet har jo længe følt, at man bliver behandlet anderledes end andre lande, når det eksempelvis kommer til EU-medlemskab,” siger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Også professor Martin Marcussen, der forsker i diplomati ved Københavns Universitet, vurderer, at Danmark kan opleve negative følger af det foreslåede forbud.

”Man vil bruge vores egne demokratiske principper imod os og spørge, om et sådant forbud ikke er det samme, som når Rusland forbyder Jehovas Vidner, og undre sig over, hvordan et forbud harmonerer med de internationale konventioner og retten til religionsfrihed. Samtidig vil et forbud betyde, at vores egne idealer skal vurderes i forhold til de normer, der er i modtagerlandet. Er de i strid med den siddende regerings praksis? I Danmark har vi altså 70 udenlandske ambassader, der laver alle mulige former for arrangementer,” siger Martin Marcussen.

Professor Dietrich Jung, der forsker i mellemøstlige og tyrkiske forhold ved Syddansk Universitet, finder det helt legitimt, at den danske regering vil forsøge at bremse udenlandske donationer fra lande som Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar og Iran.

”For de lande gælder det ikke så meget om at hjælpe de muslimer, der ikke har en moské. Når de investerer i mosképrojekter, er det fordi, at deres regeringer vil fremme en vis politisk og ideologisk dagsorden. På den baggrund synes jeg, at det er fuldstændig legitimt at sige, at vi ikke ønsker udbredelse af en særlig ideologi i Danmark,” siger Dietrich Jung, som samtidig peger på, at de danske myndigheder siden indvandringen af særligt tyrkiske gæstearbejdere fra slutningen af 1960’erne har set igennem fingre med og faktisk glædet sig over, at Tyrkiet understøttede diasporamiljøer i Danmark med hensyn til det religiøse liv.

”Derfor kræver politiske indgreb over for donationer også, at man indenrigspolitisk overvejer, hvordan man kan facilitere en religionsgruppes religiøse anliggende, når gruppen udgør cirka fem procent af befolkningen,” siger Dietrich Jung.