Hvor mange af de store problemer, samfundet står overfor, kan politikerne reelt gøre noget ved – eller ligefrem løse?
Det spørgsmål flagrer i efterårsvinden efter fire ugers valgkamp, der har skabt udstrakt forvirring hos vælgerne, inden de i dag har det sidste ord i stemmeboksen.
Aldrig tidligere i en danske valgkamp har valgforskerne set så store bevægelser som dem, meningsmålingerne har vist denne gang. Flere partier er flakset op og ned i meningsmålingerne i hidtil uset tempo.
Først og fremmest ser det ud til, at mange vælgere har haft svært ved at orientere sig om, hvad de vil få for deres stemme.
Det begyndte med statsminister Mette Frederiksens (S) overraskende budskab om, at en bred regering over midten var blevet hendes førsteprioritet, da hun udskrev valget.
Hvad var det ved det røde samarbejde de foregående tre år, som fik hende til at kaste det på møddingen? Mindre blev forvirringen ikke, da Socialdemokratiet undervejs åbnede for skattelettelser på tre milliarder kroner, finansieret af besparelser på jobcentrene. Et kamikazeangreb på Socialdemokratiets eget tidligere valgslogan valg efter valg – "velfærd eller skattelettelser".
Oven i det kom et løfte om at give offentligt ansatte tre milliarder kroner mere i løn frem til 2030, men hvilke grupper, der skal have hvor meget, må vælgerne selv gætte. Toppet af med et frontalangreb på Moderaterne for dets planer om at afskaffe folkepensionen om mange år, selvom det ellers er det eneste borgerlige parti, der også har en bred regering som førsteprioritet. Så mente Socialdemokratiet alligevel ikke det med den brede regering alvorligt?
Også på den borgerlige stjernehimmel har uklarheden tindret. De seks partier har stillet op til fælles pressemøder og har sendt fælles pressemeddelelser ud for at fortælle vælgerne, at den borgerlige borgerkrig fra 2015 til 2019 ikke vil blive gentaget. Men hvad partierne konkret er enige om, fortabte sig undervejs – med få undtagelser. For eksempel at regeringens aftale om at fordele gymnasieelever efter forældrenes indkomst skal rulles tilbage. Nok en mindre sag for de fleste vælgere, trods alt. Skatterne skal også sættes ned, men hvilke skatter og hvor meget, var det svært at blive klog på.
Klimadebatten er et eksempel på en politisk debat, der på tværs af højre-venstreskalaen er svær at gøre tilgængelig for vælgerne. Når næsten alle partier er enige om, at udledningen af CO2 skal reduceres med 70 procent i 2030, ender man hurtigt i en meget teknokratisk debat om CO2-afgifter og deres mulige effekt på landbruget og klimaet globalt.
Det har heller ikke bidraget til klarhed.
I temaet om sundhed og psykiatri har alle partier igen og igen understreget, hvor vigtigt det er, at psykisk sygdom betragtes med samme alvor som fysisk sygdom. Derudover har partierne gensidigt beskyldt hinanden for ikke at have gjort nok for at løse problemerne de seneste 25 år.
Valgkampens diskussioner peger på et mere fundamentalt problem i forholdet mellem vælger og politiker: at de to parter mangler at afstemme forventningerne til politikerne. Kendetegnende for mange af samfundsproblemerne er, at de er for store og for indviklede til en politisk boksekamp. Ofte har løsningerne ikke ret meget med ideologi at gøre, og måske kan politikerne slet ikke løse dem. Måske er der grænser for politik, som Venstre-veteranen Bertel Haarder kaldte en debatbog i 1990.
Den konservative tidligere minister Per Stig Møller skrev i 2018 en anden bog, De fire isbjerge – om verdens største udfordringer. Han tegnede billedet af det liberale, demokratiske samfund som et skib i Arktis, der i bedste Titanic-stil styrer mod fire tætliggende isbjerge.
Det første isbjerg var det demografiske – at Europas befolkning ældes og skrumper, mens den muslimske verdens befolkning vokser. Netop demografien er baggrunden for manglen på arbejdskraft de næste årtier både herhjemme og i resten af Europa – som igen er en del af forklaringen på det enorme pres på sundhedssektoren. Men det ville være synd at sige, at meningsfulde og langsigtede løsningsforslag på den demografiske udfordring kom til at dominere valgkampen.
Det næste isbjerg var det økonomiske. Det handlede om den økonomiske ubalance mellem verdens rige og fattige lande, som siden i høj grad er blevet forstærket med krigen i Ukraine og yderligere fødevareknaphed og prisstigninger. I et snævrere perspektiv har krisen stor betydning for danskernes levestandard, men det er begrænset, hvad danske politikere kan gøre ved det.
Der er blevet åbnet en del gaveboder undervejs med løfter om skattelettelser, ekstra checks til de ældre, til gaskunder og til mindre butikker i yderområder, men grundlæggende har danske politikere ikke redskaber til at stoppe skadevirkningerne af krigen og inflationen.
Så var der for det tredje det økologiske isbjerg. Det handlede om klimaproblemet, som muligvis kan løses globalt med et "teknologisk fiks", muligvis ikke. Under alle omstændigheder er det et problem, der næppe afgøres af, om Danmark får en CO2-afgift på landbruget eller ej.
Det fjerde isbjerg var ifølge Per Stig Møller det demokratiske. Demokratiet er under pres og vil ikke blive det mindre med Ruslands krig mod Ukraine. Igen er problemet for stort til en dansk valgkamp, og sigende nok har krigen været fraværende i valgkampen.
Tilbage står, at vælgerne i høj grad er blevet henvist til at forholde sig til valgets ansigter. Som skrevet i en leder her i avisen for nogle dage siden blev det en valgkamp om nogen og ikke om noget. Men om partiledere klarer sig godt eller skidt er en følelsessag, og følelser er flygtige. Derfor står vi i dag over for det mest uforudsigelige og forvirrende valg siden jordskredsvalget i 1973.
Dette er en politisk analyse.