Krigen i Ukraine har vendt den danske EU-debat på hovedet

Ved at kæde højere forsvarsudgifter og afstemning om forsvarsforholdet sammen, gør de fem gamle partier EU og Nato til nationalstatens, frihedens og demokratiets bedste, fælles værn. Det udfordrer EU-modstandernes fortælling om EU som nationalstatens fjende

De brutale billeder fra krigen i Ukraine har gjort det svært at viderebringe fortællingen om EU som nationalstatens fjende herhjemme.
De brutale billeder fra krigen i Ukraine har gjort det svært at viderebringe fortællingen om EU som nationalstatens fjende herhjemme. Foto: Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix.

Lige siden Danmark trådte ind i det daværende EF i 1972, har Europa-debatten herhjemme kredset om, hvad Danmark som land kunne få ud af samarbejdet – og hvordan vi samtidig kunne undgå at afgive mere suverænitet end højst nødvendigt.

På ja-siden er EU primært blevet set som en institution, der kunne fremme de nationale interesser, særligt i forhold til økonomi, beskæftigelse og erhvervsliv. På nej-siden har det dominerende tema derimod været, at EU begrænser den nationale selvbestemmelsesret.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Den grundfortælling bliver testet den 1. juni, når vælgerne igen skal tage stilling til en EU-folkeafstemning – denne gang om forsvarsforbeholdet fra 1993.

De fem ældste partier i Folketinget - Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, de Radikale og SF - fortalte på et pressemøde søndag aften, at de i lyset af Ruslands krig mod Ukraine var blevet enige om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet og om gradvist at øge det danske forsvarsbudget til to procent af bruttonationalproduktet i 2033. Samt om at Danmark skal gøre sig uafhængig af russisk energi, om end partierne ikke satte dato på den målsætning.

Selv kaldte partierne det et ”nationalt kompromis”– en direkte reference til den politiske aftale, der i 1993 med SF i hovedrollen banede vej for de fire danske forbehold over for EU’s Maastricht-traktat.

Gennem alle årene har EU-modstanden været særlig stærk på de politiske fløje, og alligevel er det tre gange lykkedes dem at få flertallet af vælgere med sig ved folkeafstemninger.

I alt har der siden 1972 været otte folkeafstemninger om EU-forhold. Fem gange er det blevet til et ja og tre gange et nej. Sat på spidsen har danskerne stemt nej, når afstemningernes tema har været tab af national suverænitet og ja, når det handlet om at skaffe nationale fordele.

Danmarks medlemskab i 1972 blev solgt på at sikre beskæftigelse og flæskepriser. I 1986 blev det ja til det indre marked, som skulle sikre dansk erhvervsliv bedre eksportmuligheder. I 1992 sagde vælgerne nej til Maastricht-traktaten efter en valgkamp, som i høj grad handlede om, at Danmark skulle afgive suverænitet. Noget af den blev vundet tilbage med det nationale kompromis og de fire forbehold året efter, og så sagde et flertal ja til Edinburgh-aftalen.

Afstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 skiller sig ud som den eneste uden en markant national, dansk dagsorden, som vælgerne alligevel sagde ja til. Afgørende blev formentlig argumentet om, at traktaten skulle bane vej for de tidligere østbloklande i EU efter murens fald.

Folkeafstemningen i 2000 om euroen var reelt en afstemning om at bevare den danske mønt, kronen, og det var der et flertal for blandt vælgerne, som derfor sagde nej til den fælles, europæiske valuta. Endelig blev afstemningen om EU’s patentdomstol i 2014 til et spørgsmål om danske virksomheders adgang til nemt at søge patenter i Europa, og det stemte et flertal for.

Den seneste afstemning om at fjerne det danske retsforbehold i 2015 endte igen med et nej. Et flertal skulle ikke nyde noget af at afgive suverænitet på retsområdet, uanset at tilhængerne argumenterede for, at kriminaliteten var blevet grænseoverskridende, og at der derfor var behov for mere internationalt samarbejde.

Nu gælder det forsvarsforbeholdet, og allerede fra første dag er der kamp om den fortælling, vælgerne skal forholde sig til.

Regeringen og de fire andre partier bag aftalen understregede søndag aften igen og igen behovet for at styrke Danmarks sikkerhed efter Ruslands overfald på Ukraine. Beslutningen om at øge forsvarsbudgettet og afskaffe forsvarsforbeholdet blev kædet tæt sammen.

Putins angreb på Ukraine anskues modsat som et overgreb på en uafhængig stat og som et forsøg på at genskabe fortidens Sovjetunionen. I den fortælling ender EU og Nato med at blive nationalstatens, frihedens og demokratiets bedste, fælles værn.

Det udfordrer især de borgerlige modstanderpartier, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. I deres verden er EU nationalstatens fjende, og burde alene være et handelssamarbejde, mens Nato er og fortsat skal være rygraden i Vestens forsvar. Forsvar og sikkerhedspolitik er dog endnu et nationalt anliggende for EU-landene, men partierne ser for sig, at det kan ende med en EU-hær, og at EU kommer til at stå i vejen for Nato.

Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt mener i øvrigt , at det absurd at tale om et fælles EU-forsvar, når Storbritannien som en stærk militærmagt har meldt sig ud. Efter hans mening skulle man hellere satse på at få de sidste seks EU-lande, som ikke er medlem af Nato, meldt ind.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har længe sagt, at Danmark reelt ikke mister noget ved at stå uden for EU’s forsvarssamarbejde, og de udtalelser vil hun med sikkerhed få stukket i næsen frem til den 1. juni. Hendes hovedargument er nu, at det er en ”værdimæssig beslutning”, at Danmark helt og fuldt skal være en del af EU’s forsvarssamarbejde.

Under normale omstændigheder ville det være et svagt argument, men omstændighederne er alt andet end normale. Denne gang har krigen vendt EU-debatten på hovedet.