Finanslovsforslaget, som finansminister Kristian Jensen (V) præsenterede torsdag, er kemisk renset for poster, der kunne provokere Dansk Folkeparti. Tidligere overvejelser om at lempe arveafgiften er droppet, ligesom forslag om skatte- og afgiftslettelser i det hele taget er fåtallige.
Til gengæld er der i udspillet under overskriften ”Større tryghed og mere nærhed” en række forslag om ekstra udgifter til velfærd for børn, unge, syge og gamle. Ved at indregne økonomiaftalerne med kommuner og regioner kan finansministeren regne sig frem til, at der bliver 4,2 milliarder kroner ekstra til velfærd i 2019. Hertil kommer blandt andet bevillinger til erhvervsuddannelser, afgiftslettelser, klima- og miljøinitiativer, bedre kystsikring, en landsbypulje og cyber- og it-sikkerhed.
Ikke overraskende mente oppositionen, at regeringen bare har travlt med at pynte op inden valget, og at de små justeringer på ingen måde kan reparere de seneste tre års skader, hverken på velfærds- eller miljøområdet.
Nu går de politiske forhandlinger så småt i gang, men allerede på forhånd er Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, blevet grundigt briefet af regeringen, som også har afsat 1,3 milliarder kroner til at imødekomme partiets ønsker.
Det ligner en reprise af mønstret fra 2000’erne, hvor samarbejdet mellem de daværende VK-regeringer og Dansk Folkeparti i mange år forløb forholdsvis gnidningsfrit.
Så hvad har ændret sig fra de to foregående år, hvor forhandlingerne var tæt på at køre helt af sporet? Først og fremmest har Liberal Alliance lagt sig fuldstændig fladt ned. Partiet har lært i hvert fald to ting: for det første, at man intet får igennem uden at have 90 mandater bag sig på Christiansborg, og det betyder i praksis, at ingen af Liberal Alliances mærkesager har en chance, så længe Dansk Folkeparti siger nej.
Det andet er, at det er en rigtig dårlig idé at flage offentligt med sine krav, hvis man gerne vil have noget igennem politisk. Begge dele har Liberal Alliance taget til sig, men risikoen for partiet er, at dets vælgere får meget sværere ved at se dets eksistensberettigelse.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) præsenterede i går en ny budgetredegørelse, som viser, at dansk økonomi har det rigtig godt, og ministeren brugte anledningen til at reklamere for de afgiftslettelser på biler, som hans parti har fået igennem. Det har fået danskerne til at købe større biler til gavn for færdselssikkerheden, lød det. Hvad det betyder for miljøet, kom han ikke ind på, men målet var at minde vælgerne om partiets tidligere bedrifter.
Det er imidlertid ikke kun Liberal Alliance, der er blevet presset i defensiven. Det er hele regeringen. Genlæser man dens arbejdsgrundlag, var målet at gøre danskerne ”friere, rigere og mere trygge”. I finanslovsudspillet koncentrerer man sig om det med trygheden og nærheden. I regeringsgrundlaget defineres økonomisk tryghed ved, at ”almindelige hårdtarbejdende danskere skal have mere luft i privatøkonomien og større selvbestemmelse i hverdagen. Derfor skal det bedre betale sig at arbejde, og der skal være tryghed for boligejerne”.
I finanslovsforslaget er trykket lagt på, at den ”borgernære velfærd” for børn, unge og ældre skal styrkes.
Skulle regeringen have fulgt sine egne mål konsekvent, skulle den have fokuseret på fortsat at øge det såkaldte arbejdsudbud, fordi der meget snart kan blive alvorlig mangel på arbejdskraft. I stedet henter regeringen langt størstedelen af pengene til de nye udspil i det såkaldte råderum, der er skabt ved tidligere reformer på pensions- og arbejdsmarkedsområdet.
Regeringen forklarer det ændrede fokus med, at folk på arbejdsmarkedet allerede har fået skattelettelser, selvom de ikke blev så store, som regeringen havde ønsket. Og måske kan man øge udbuddet af arbejdskraft på anden vis, for eksempel ved at øge indvandringen af kvalificeret arbejdskraft.
Kalkulen er, at chancen for dels at få en finanslovsaftale og dels vinde næste valg øges, når man signalerer, at man gør mere for velfærden og miljøet. Risikoen er, at økonomien løber løbsk, og at man får en ny dyb krise, muligvis hjulpet på vej af forhold ude i verden. For eksempel kan handelskrigen mellem USA og Kina ende i en ny lavkonjunktur, og som en politiker fra et af regeringspartierne bemærker, skulle man måske have afsat en ”Trump-pulje”.