Prøv avisen
Historiens nulpunkt

Efter krigen udviklede Auschwitz sig til et symbol

Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske soldater kz-lejren Auschwitz. Billedet viser en gruppe fanger, der overlevede i lejren. Foto: Yad Vashem Archives/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er 75 år siden, at kz-lejren Auschwitz blev befriet af sovjetiske soldater. Auschwitz er gået over i historien som et billede på absolut ondskab og civilisationens totale selvdestruktion. Hvad kom udryddelseslejren til at betyde for eftertidens historieforståelse?

Den 3. september 1941 blev insektmidlet Zyklon B anvendt i Auschwitz-Birkenau for første gang som en test på sovjetiske og polske fanger. På samme tid blev jøder fra Tyskland og Vesteuropa myrdet ved ankomsten af politifolk.

Med disse to oplysninger introducerer den britiske historiker Antony Beevor i værket ”Anden Verdenskrig” fra 2012 sine læsere til den udryddelseslejr og det massedrab, der skulle blive symbol på hele krigen – på side 236. Ikke fordi Beevor ønsker at nedtone Auschwitz’ betydning. Men det siger noget om lejrens begrænsede strategiske betydning tidligt i krigens forløb.

For hvad vidste de allierede lande om nazisternes omfattende folkedrab? Og ville det alligevel ændre på krigens forløb? Det diskuterer Anden Verdenskrigs-historikere stadig. Blandt dem er mange overbevist om, at beretninger om nazisternes systematiske myrderier var nået frem til de allieredes ledere allerede i 1942. I slutningen af det år var det samlede antal dræbte jøder over 1,35 millioner.

I dag er navnet Auschwitz ensbetydende med Anden Verdenskrig, og Anden Verdenskrig ensbetydende med Auschwitz. Men trods kendskabet til forfølgelser og udryddelseslejrene havde britiske Winston Churchill og amerikanske Franklin D. Roosevelt andre problemer at tage sig af, påpeger lektor i historie Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet.

”Auschwitz havde ikke høj militær prioritet. Det var ikke et krigsmål, og det til trods for den viden, man havde ret tidligt i krigen,” siger han.

De allierede efterretningstjenester havde ifølge historikeren indblik i, hvad der foregik i kz-lejre gennem beretninger og luftfotografier taget af allieredes flyvemaskiner over lejren, hvor man kan se folk stå i kolonne på vej i gaskamre. Man vidste altså besked om de systematiske drab, om anvendelse af stationære gaskamre, som også blev omtalt i et BBC-program, fortæller Claus Bundgård Christensen. Men på højeste plan valgte man at bruge ressourcerne på anden vis i krigen.

”Hverken briterne eller amerikanerne bombede gaskamre og krematorier – en beslutning, der er blevet kritiseret. Det kunne lade sig gøre, og det ville ret sandsynligt have haft en stor symbolsk betydning, ikke mindst for fangerne i lejrene. Men fokus var på de militære mål,” siger Claus Bundgård Christensen, som nævner, at Auschwitz heller ikke var forbundet med folkemordet i første omgang, fordi en anden lejr, Majdanek, blev befriet først, og pressen fik mulighed for at bringe billeder og skrive om stedet.

At Auschwitz blev befriet af Den Røde Hær havde formentlig også en betydning for udbredelsen af dens betydning. Lejren blev hurtigt en brik i et nyt og større magtspil om historieskrivningen og om det delte Tyskland, som også var præget af fortrængning. På den måde gik der flere årtier, før Auschwitz fik den ikoniske betydning for krigen, som vi tillægger den i dag, mener Claus Bundgård Christensen.

”Ser man på overgangsperioden mellem krig og fred, skulle man samle overblik over alle dræbte, og det var både jøder, polakker og så videre. Erkendelsen af, at jøder i særlig grad var ofre for et så systematisk drab, som ikke tåler nogen sammenligning, kom ret sent,” siger Claus Bundgård Christensen.

Efter 1945 kom der en grundfortælling om en alliance af gode mennesker over for en alliance af onde, der tabte, fortæller historiker og forfatter Mikkel Kirkebæk. Og så kom den kolde krig.

”På Sovjets side lægger man ikke så meget vægt på, at ofrene var af en bestemt race, men at de blev myrdet af politiske og ideologiske grunde. I Vesten fik man straffet nazistiske topfolk, de ansvarlige blev henrettet, og så gjaldt det om genopbygning og om hurtigt at få Vesttyskland inkorporeret i Europa, og imens turde ingen tyskere kigge på hinanden og sige eller tænke, ’hvad gjorde du i krigen’,” siger han.

Den store lære af Auschwitz kom først rigtig, da man i Europa kom mere eller mindre på fode igen, og her var der tale om små 20 år efter krigen, mener Mikkel Kirkebæk.

”Det hang meget sammen med retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann og hans død i 1962. Man fik ansigt på bødlen, men også på ofrene, der stod frem. De moralske bevidsthed blev større end tidligere, og med det tanken om kollektiv skyld og skam, som har forplantet sig til kommende generationer i Tyskland på en måde, man ikke har set nogle andre steder,” siger Mikkel Kirkebæk.

Auschwitz har, og med rette, i lang tid været meget i fokus, når det handler om krigen, konstaterer de to danske historikere. På den måde har historieskrivningen om Anden Verdenskrig været forskudt, mener de.

”Der gik lang tid, før fokus også kom på andre forbrydelser, og før man begyndte at se nærmere på nedskydningen af polske officerer, de allieredes brandbombning af Dresden, den røde hærs voldtægter af tyske kvinder. De kapitler af krigen rykkede måske lidt i baggrunden og er kommet frem de senere år,” siger Mikkel Kirkebæk og fortsætter:

”Det har også noget at gøre med, at afstanden til krigen giver rum for flere nuancer i grundfortællingen, som ikke gør forbrydelserne mod jøder mindre, men åbner op for andre sider af krigen. Men uanset hvor meget vi åbner for historien, så vil massemordet og Auschwitz stadig være determinerende for billedet af krigen, og ikke slaget ved Ardennerne eller indtagelsen af Polen,” siger Mikkel Kirkebæk.