Prøv avisen

Politisk uenighed om fremtiden for IS-krigeres børn i Danmark

Hvad stiller man som samfund op med børn, der er født midt i en krigszone, hvor halshugninger og hårde militante kampe er hverdag? Arkivfoto. Foto: Jonathan Hyams/AP/Ritzau Scanpix

I stort antal vender europæiske syrienkrigere fra Islamisk Stats nu så trængte kalifat tilbage til deres hjemlande. Flere af dem har deres børn med, men de vil få meget svært ved at indgå i de europæiske samfund, mener eksperter. Politisk er der uenighed om, hvorvidt børnene overhovedet skal hjælpes

I takt med at Islamisk Stats selvudråbte kalifat i Syrien og Irak stort set er blevet nedkæmpet, forsøger hundredvis af syrienkrigere, som siden 2013 er taget af sted for at kæmpe på jihadisternes side, at vende tilbage til deres hjemlande i Europa.

En af dem er den meget omtalte 24-årige danske statsborger, hvis navn ikke er kendt i offentligheden, som lige nu sidder i Tyrkiet og håber på at komme til Danmark, selvom han har mistet sit pas. Og selvom de danske myndigheder holder sig tilbage for at give ham et nyt, er det allerede lykkedes for mange andre europæiske krigere at vende tilbage. I Danmark skønner PET, at det drejer sig om over en tredjedel af de i alt 150 krigere, som skønnes at være rejst til Syrien eller Irak for at kæmpe på Islamisk Stats side. Men de slagne eks-krigere, hvoraf mange hævder at være blevet hjernevasket til at deltage i kampen og nu har fortrudt, kommer ikke hertil alene. I de godt fire år, hvor Islamisk Stat har hærget i Mellemøsten, er der blevet født titusindvis af børn, og mange af disse har forældre fra et europæisk land og kommer med hertil, når deres forældre søger tilbage.

Det står ikke klart, hvor mange børn, der er kommet til Danmark, men PET har tidligere oplyst til Jyllands-Posten, at ”man kender til børn, som er kommet til Danmark fra en konfliktzone”. Disse børn opnår i henhold til dansk lov automatisk dansk statsborgerskab, når de har mindst én dansk forælder. PET oplyser videre, at man holder øje med andre børn, der kunne tænkes at komme hjem.

I Frankrig ved man dog, at det drejer sig om mindst 59 mindreårige franskmænd, og at der stadig befinder sig yderligere 500 børn med fransk oprindelse i krigszonen eller regionen, har det franske indenrigsministerium oplyst.

Også i lande som Sverige, Belgien og Rusland er der med sikkerhed kommet børn til, som er født i kalifatet.

Men hvad stiller man som samfund op med børn, der er født midt i en krigszone, hvor halshugninger og hårde militante kampe er hverdag?

Der er nemlig med al sandsynlighed tale om en gruppe dybt traumatiserede børn, som nu ankommer til en helt ny tilværelse, som de vil have meget svære vilkår for at navigere i på grund af de ting, de har set og været udsat for. Det vurderer Anne-Sophie Dybdal, psykolog hos Red Barnet.

”På baggrund af undersøgelser af civile børn i Syrien og Irak ved vi, at det er børn, som har set voksne mennesker hænge fra lygtepæle og kvinder og børn blive nedslagtet på åben gade. Og jeg vurderer ikke, at disse børn har haft det meget anderledes. Det er børn, som har været vidne til den værste menneskelige grusomhed, og det kommer til at have alvorlige konsekvenser for dem resten af deres liv,” siger hun.

Udover det, som børnene fra Islamisk Stat har været vidner til, er der også eksempler på, at flere af dem selv er blevet pålagt at udføre voldshandlinger. Fra en ung alder er de blevet hjernevasket med Islamisk Stats ideologi, og der er eksempler på, at børn helt ned til seks-årsalderen har indgået i kampe. Nogle af dem har efterfølgende siddet fængslet i Irak, skriver det amerikanske nyhedsmedie CBS News.

Det får kun Anne-Sophie Dybdahl til at bekymre sig endnu mere for børnenes adfærd i fremtiden.

”Jeg vil tro, man kan sammenligne dem med børnesoldater, som vi har studeret andre steder, for eksempel i Uganda. Det er bestemt ikke godt for børn at vokse op et sted, hvor vold og drab er gjort legitimt af de voksne. De vil have en øget risiko for at få PTSD eller det, der hedder toksisk stress, som gør, at hjernen hele tiden er i alarmberedskab. De vil vågne med mareridt om natten, og de vil få svært ved at kontrollere deres impulser. De vil være mere voldsparate end andre børn, og de vil have svært ved at føle empati. Dermed vil de også let kunne komme til at isolere sig, for de andre børn kan jo godt mærke, at de ikke er behagelige at være i nærheden af,” forklarer hun.

Men hun understreger også, at hvis børnene har fået tilstrækkelig omsorg, fra for eksempel deres mødre, så er der også en chance for, at de kan blive velfungerende mennesker i fremtiden. Anne-Sophie Dybdahl håber derfor også, at myndighederne i de enkelte lande vil gøre, hvad de kan, for at passe på børnene.

”Vi skal huske, at alle børn har ret til en tryg opvækst. Det står i FN’s børnekonvention,” siger hun.

Men den politiske vilje i Europa til at række ud efter denne gruppe børn er minimal, vurderer den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm, som har specialiseret sig i emnet.

”Både hos danske og svenske myndigheder, og blandt europæiske myndigheder generelt, har børnene lige nu ikke ret stor prioritet. Man lever kun op til minimumskravene ved at forsøge at tage sig af de børn, som allerede er kommet. Men der er endnu flere af dem, som stadig sidder fast i Mellemøsten, og som man ikke gør noget for at hente hjem,” siger han.

”Men det kræver selvfølgelig også en meget omfattende praktisk indsats, og dertil kommer, at alle, der har været i kontakt med Islamisk Stat, udgør en sikkerhedsrisiko. Det har disse børn, som har oplevet en voldsom indoktrinering, også. Og selvfølgelig kan man gennem tryghed og kærlighed påvirke børn i en anden retning, men de vil altid blive set på som dét barn, der er vokset op i kalifatet. Derfor er der også en reel risiko for, at de, når de kommer i puberteten og leder efter deres identitet, vil søge tilbage til det, de har lært hos Islamisk Stat,” forklarer Magnus Ranstorp videre.

Men uanset om børnene i fremtiden vil kunne udgøre en trussel for sikkerheden her i landet, så bør der, hvis det står det til Enhedslisten, være politisk vilje på Christiansborg til at hjælpe de børn af danske IS-krigere, som ved fødslen har fået dansk statsborgerskab. Sådan lyder det fra partiets retsordfører, Rosa Lund.

”For mig er det afgørende, at der er tale om danske statsborgere, og om børn, som fortjener en tryg og kærlig barndom væk fra krig og terrorisme. De danske myndigheder er lige nu alt for passive, og vi ønsker en mere aktiv indsats for at hente så mange børn som muligt hjem,” siger hun.

Også De Konservatives retsordfører, Naser Khader, bekymrer sig om børnene, men han mener ikke, der er grund til at øge indsatsen for at hente flere børn til Danmark.

”Står vi over for et konkret tilfælde, hvor et barn - med dansk statsborgerskab vel at mærke - kommer hertil, så skal vi selvfølgelig hjælpe det. Men vi skal samtidig huske, at nogle af dem er så hjernevaskede, at de er utilregnelige. Vi taler om børn, der måske har skudt andre mennesker eller halshugget gisler. Derfor er vi nødt til at forberede os med robuste radikaliseringsprogrammer, for det er en kæmpe udfordring, og det bliver rigtig svært,” siger han.

Hos Dansk Folkeparti mener man dog, at børnene slet ikke skal have mulighed for at komme til Danmark - på trods af, at de har dansk statsborgerskab.

”Jeg synes for det første ikke, vi skal tage nogen IS-krigere tilbage. De skal enten stilles for en lokal domstol eller for FN’s krigsforbryderdomstol. For det andet synes jeg, det er underligt, hvis de har fået børn, som de måske har fået med lokale kvinder, der skal vokse op her. I mine øjne har de ikke en dansk fremtid foran sig,” siger partiets retsordfører Peter Kofod Polsen.