Prøv avisen

Nazismens folkemord kendt længe før Befrielsen

Der findes adskillige beretninger om, hvor chokerende det var for soldaterne at erfare, hvilke ugerninger der havde fundet sted i de tyske udryddelseslejre. Foto: Axel Schmidt/Reuters/Ritzau Scanpix

I disse markeres 75-året for Befrielsen af udryddelseslejren Auschwitz. Men allerede i 1942 var de allierede lande klar over, at Nazityskland var i gang med et folkemord på jøder, og en kommission arbejdede med at registrere tusindvis af konkrete forbrydelser, oplyser britisk historiker

For 75 år siden blev verdenshistoriens største forbrydelse bragt til en ende, da sovjetiske soldater den 27. januar 1945 befriede koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i det tyskbesatte Polen. I april samme år befriede amerikanerne Buchenwald og Dachau og briterne Bergen-Belsen.

Der findes adskillige beretninger om, hvor chokerende det var for soldaterne at erfare, hvilke ugerninger der havde fundet sted i lejrene. Men selvom det måske var chokerende nyt for menige soldater, var der på regerings- og øverste officersniveau i de allierede lande et grundigt kendskab til de nazistiske forbrydelser mod primært jøder flere år før befrielsen af lejrene.

Allerede den 17. december 1942 udsendte repræsentanter fra 12 lande – herunder USA, Storbritannien og Sovjetunionen – således en fælles fordømmelse af den systematiske udryddelse af mindst to millioner jøder, som man vidste fandt sted med de tyskbesatte områder i Polen som ”det førende nazistiske slagtehus”. Og i tiden kort derefter begyndte en kommission under det, der skulle udvikle sig til FN, systematisk at indsamle tusindvis af dokumenter med oplysninger om konkrete personers konkrete folkemord og krigsforbrydelser – også dokumenter fra personer i Danmark.

Det oplyser dr. Dan Plesch, historiker og leder af center for internationale studier og diplomati ved University of London. Han leder The UNWCC Project, et forskningsprojekt, som undersøger tusindvis af dokumenter fra The United Nations War Crimes Commission og løbende offentliggør dem digitalt. Desuden er han forfatter til bogen ”From Hitler to Human Rights” fra 2017, som også handler om den forholdsvis ukendte kommission, som i 1943-1948 behandlede nazityske krigsforbrydersager, men hvis dokumenter blev hemmeligstemplet i 70 år, før det lykkedes Plesch og hans kolleger at få dem udleveret fra FN.

”Det er højst overraskende, både at der findes så stort et dokumentationsmateriale, og at det efter krigen blev glemt. Mængden af dokumenter viser, at der i de allierede lande blev gjort en fælles juridisk indsats, der var ikke bare nogle få intellektuelle, der registrerede forbrydelser,” siger Dan Plesch, som tvivler på, at den danske offentlighed kender til, at der også fra Danmark blev indberettet oplysninger til kommissionen om tyske krigsforbrydelser.

Hertil siger Therkel Stræde, lektor i historie ved Syddansk Universitet, at han og andre danske holocaust- og nazismeforskere er bekendt med Dan Pleschs bog, men dens konklusioner er givetvis nye for de fleste danskere.

”Bag UNWCC stod i øvrigt de enkelte allierede landes respektive nationale krigs-forbryder-efterforskningsenheder, hvor den sovjetiske var den, der havde flest ressourcer og nåede flest resultater, primært med hensyn til at dokumentere den omfattende ’holocaust-by-bullets’, på tyskbesat sovjetisk jord,” tilføjer Therkel Stræde med henvisning til de jøder, der blev dræbt ved skydning.

Når UNWCC-dokumenterne blev holdt hemmelige, skyldtes det ifølge Dan Plesch politik. Under den kolde krig havde USA brug for en alliance med Vesttyskland, hvorfor der ikke var interesse for at offentliggøre dokumenter om et stort antal navngivne tyskere.

Det store moralske spørgsmål, som oplysningerne om det tidlige og indgående kendskab til holocaust rejser, er imidlertid, om de allierede kunne have gjort mere for at forhindre, at antallet af dræbte jøder nåede helt op på omkring seks millioner. Det mener Dan Plesch, at der er eksempler på:

”I 1942, da holocaust var på sit højdepunkt, var de allierede ved at tabe og kunne intet andet gøre end kæmpe. Men fra de fik kontrol over Middelhavet i slutningen af 1943 og frem, er der eksempler på situationer, hvor mere kunne være gjort for jøderne, blandt andet på Balkan, i Frankrig og i Spanien.”