”Krig” er den enkelte glose, der mest dramatisk og signifikant har præget de politiske reaktioner på fredagens grusomme terrorhandling i Paris. Den franske præsident Franois Hollande gjorde ordet centralt i sin første reaktion på tragedien natten til lørdag, og han gentog det i sin tale til den samlede franske kongres i går. Han har begge gange understreget ordets betydning som en ”udslettelse af Daesh” med en bevidst brug af det franske og mere nedsættende udtryk for Islamisk Stat.
Men krigsretorikken er blevet modtaget meget forskellige i den vestlige verden. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke sluttet sig til. Det har derimod den danske justitsminister Søren Pind (V), som samtidig har gentaget - hvad han i flere år har argumenteret for - at de store ulykker, som følger af IS' fremmarch, er et resultat af, at USA og Vesten ikke gjorde arbejdet i Irak færdigt og ikke i tide greb ind i den syriske borgerkrig.
Pind synes at være tilhænger af en vestlig indgriben, også med soldater på jorden. Hans nærmeste fælle i den danske debat er den konservative Naser Khader - og De Konservative har i det hele taget åbnet sig for en mulig dansk militær deltagelse i krigen på landjorden i Syrien.
Krigsretorikken genkalder naturligvis retorikken fra den amerikanske præsident Bushs krig mod terror, der førte til invasioner i Afghanistan og Irak. Men også til de store krige i forrige århundrede, Første og Anden Verdenskrig samt den kolde krig i århundredets sidste halvdel.
Rationalet for at se disse krige i sammenhæng er krigen mod totalitarismen. Terror er tæt relateret til totalitarisme, som er kendetegnet ved at opretholde magtstrukturer ved hensynsløs ødelæggelse af menneskeliv og dermed følgende rædsel som et middel.
Den radikale islamisme - især i IS' version - lever fuldt ud op til den terroristiske totalitarisme. Anden Verdenskrig er - trods alle foruroligende elementer, som bliver stadig tydeligere, herunder massive drab på civile i Japan og Tyskland - af de fleste vurderet som en retfærdig og nødvendig krig.
Det er vel en realistisk vurdering, at en massiv krig, der i dag har principiel tilslutning fra koalitionen af 60 lande under USA's ledelse mod IS, kunne udslette denne organisation på få år.
Men omkostningerne vil være uhyrlige. De mange røster, der i den aktuelle situation taler for diplomatiske løsninger, påkalder sig imidlertid de kritiske vurderinger, der i eftertiden mødte den britiske premierminister Neville Chamberlains ”Fred i vor tid”, da han underskrev München-aftalen mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazityskland i 1938.
Frankrig fortsatte i går massive bombninger af IS i Syrien og synes at få følgeskab af Rusland, der i går erkendte, at IS stod bag den grusomme terrorhandling, som for få uger siden ramte et russiske fly over Sinai.
Mange eksperter vurderer, at en videre intensivering af krigen mod IS vil nødvendiggøre en midlertidig alliance med Syriens totalitære leder Assad, der har russisk støtte.
Debatten om krigen mod IS er kun lige for alvor begyndt. Meningerne er delte. Trods de mange forskelle i vurderingen har både Storbritannien og Danmark erklæret sig villige til at øge bombninger mod IS, ikke alene i Irak, hvor organisationen er trængt tilbage, men også i Syrien.
Debatten vil bidrage til at gøre folkeafstemningen om godt to uger om retsforbeholdet - som knap er begyndt, før den helt er blevet overdøvet af terror-handlingerne i Paris - om muligt endnu mere dramatisk og signifikant.
Debatten om krigen udstiller igen EU som en splittet og delvist handlingslammet organisation. Syriens borgerkrig er en hovedårsag til den eksplosion i flygtningestrømme, som foruroliger de europæiske lande. Den parisiske terror kaster et skarpt lys indover den mere eller mindre dedikerede tilslutning til EU som løsningsinstrument, der er på spil i folkeafstemningen.
Den 3. december skal vi stemme JA eller NEJ til, at retsforbeholdet ændres til en tilvalgsordning.
Dermed kan regeringen og Folketinget bestemme, hvilke af EU’s retsakter, Danmark skal følge.
Et JA vil være et ja til i hvert fald 22 EU-retsakter.
Hvad går de ud på?
Klik på opslagstavlen