Når politisk stærkt omdiskuterede beslutninger i den nære fortid bliver behandlet i store udredninger og kommissioner, kan de føre til, at der rent politisk ruller hoveder. Men i tilfældet med den uvildige udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, som offentliggøres i dag, vil følgerne højst blive, at offentligheden ved mere om, hvad der foregik i hovederne på de ledende beslutningstagere, som førte Danmark i krig i 1999, 2001 og 2003.
Ifølge lektor Peter Viggo Jakobsen, der forsker i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet, skal man ikke forvente, at udredningen indeholder de store afsløringer, men dog et større indblik i tankerne bag den danske krigsindsats.
”Man kan håbe, at vi får mere at vide om, hvad politikerne diskuterede og tænkte, da de tog beslutningerne om, at Danmark skulle drage i krig. Vi har ikke tidligere haft et indblik i, hvad der skete på den allerøverste etage i dansk politik. Men jeg tror ikke, at der kommer noget afgørende nyt frem, som gør, at vi skal skrive erindringerne om krigsindsatserne om,” siger Peter Viggo Jakobsen.
Krigsudredningen har været undervejs siden efteråret 2016 og har allerede skabt stor debat. Ikke bare politisk, hvor den har blotlagt en intern strid i regeringen. Modsat de to andre regeringspartier, V og K, har Liberal Alliance nemlig ønsket større åbenhed om den danske krigsindsats.
Også i akademiske kredse har krigsudredningen skabt store principielle diskussioner. Historieprofessor emeritus Claus Bryld fra Roskilde Universitet har sammen med Bent Jensen, historieprofessor emeritus ved Syddansk Universitet, og fire andre centrale samtidshistorikere opfordret universitetskolleger til at boykotte krigsudredningen, fordi myndighederne ifølge den politiske aftale bag undersøgelsen kunne afvise at udlevere særligt følsomme dokumenter.
Siden da har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) imidlertid fået en politisk næse for at have givet forskerne bag udredningen tilladelse til at citere fra ellers fortrolige møder i Udenrigspolitisk Nævn.
Ikke desto mindre frygter Claus Bryld stadig, at udredningen ikke er tilstrækkeligt kritisk over for især beslutningerne om at gå i krig i Afghanistan og Irak, som blev truffet under VK-regeringen ledet af Anders Fogh Rasmussen (V).
”Problemet er, at nogle af de tidligere rapporter om Politiets Efterretningstjeneste (fra 2009, red.) og Danmark under den kolde krig (fra 2005, red.) har været ret glatte. Man forsøgte at gå i dybden, men passede samtidig på med ikke at kritisere de politiske beslutningstagere. Derfor har jeg min tvivl om, hvor dybtgående og kritisk det bliver. Jeg var mere tilhænger af den oprindelige undersøgelse, som også indebar et retligt ansvar. Det gør denne her ikke,” siger han.
Andre historikere har imidlertid talt for, at det trods begrænsningerne ville være værdifuldt med en historisk udredning. Herunder Paul Villaume, professor i den kolde krig og dansk udenrigspolitisk historie ved Københavns Universitet.
”I forhold til den nedlagte Irak- og Afghanistan-kommission er krigsudredningen indrettet på en anden måde. Opgaven er ikke at placere et juridisk ansvar, og historikere kan også få en uheldig rolle i en sådan sammenhæng. Jeg mener, det er bedre med rene historikerundersøgelser,” siger Paul Villaume.
Selve udredningen ledes af lektor, dr.phil. Rasmus Mariager fra Københavns Universitet og udføres i samarbejde med historiker-kollegerne Anders Wivel og Clara Lyngholm Mortensen. Han mener også, at det er bedst, hvis historikerne leverer så uvildige informationer som muligt om, hvad der konkret er foregået, hvorefter det er op til det politiske niveau selv at drage konsekvenser heraf.
”For mig er det ikke et succeskriterium for en udredning, at den fører til, at der politisk ruller hoveder. For mig er det vigtigste at opnå viden og indsigt i fortiden, for at vi kan blive klogere på nutiden,” siger Rasmus Mariager.
Hvordan udredningen gør os klogere på fortiden, vil han ikke løfte sløret for før offentliggørelsen i dag, men han slår fast, at det ikke kun bliver en rapport, der skuer bagud.
”Vi har direkte til opgave at opstille nogle læringspunkter, så det gør vi. Det er ikke kun en rapport om, hvordan det gik til, da Danmark gik i krig, men også hvad vi kan lære af det, der skete, og anbefalinger til de politikere, som måtte stå i lignende situationer i fremtiden,” siger han.
Den oprindelige Irak- og Afghanistan-kommission, der skulle fastsætte et folkeretligt og juridisk ansvar, blev nedsat af den socialdemokratisk ledede regering i 2012. Men da Venstre overtog regeringsmagten i 2015, blev denne kommission nedlagt, hvorefter den mere brede udredning, som tager Kosovo-krigen med, blev sat i gang i 2016. Denne sammenkædning er Claus Bryld modstander af.
”Jeg synes, at det er problematisk, at man begynder med Kosovo og fører det videre frem til beslutningen om at gå ind i først Afghanistan og derefter Irak. Det kommer til at se ud, som om krigsdeltagelsen er sket som perler på en snor. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg ser beslutningen om at gå ind i Irak i 2001 som den helt afgørende beslutning, fordi der var så få lande med, og at beslutningen var et brud på FN’s bestemmelser og et brud med dansk sikkerhedspolitik og hensyntagen til store europæiske Nato-lande som Tyskland og Frankrig,” siger Claus Bryld.
Omvendt ser lektor Thomas Wegener Friis, der forsker i militærhistorie ved Syddansk Universitet, frem til den debat, som krigsudredningen givetvis afstedkommer:
”Den fælde, vi ofte dumper ned i med de store statslige udredninger, er at lade, som om det er enden på historieskrivningen. Der skal vi være bedre til at se forskel på bidrag til vores allesammens fortælling og så en brændende busk. Det er ikke Moses, der stiger ned fra bjerget, men det kan forhåbentlig være et kvalificeret indspark til fortællingen om vores nyere historie.”