Kriselovgivning kan blive permanent. Det sker dog næppe med corona-restriktionerne

Intet tyder på, at coronakrisens restriktioner bliver permanente. Derimod er der andre krisereguleringer, som aldrig er blevet ophævet, ikke mindst på grund af økonomiske interesser

Statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde i Landstingssalen efter partilederdebat om epidemiloven i Folketinget på Christiansborg, tirsdag den 19. januar 2021.
Statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde i Landstingssalen efter partilederdebat om epidemiloven i Folketinget på Christiansborg, tirsdag den 19. januar 2021. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Corona-pandemien har medført en række restriktioner, som kraftigt regulerer folks liv og færden.

I marts 2020 vedtog Folketinget en restriktiv og vidtrækkende lov på grund af pandemien. Den gav sundhedsmyndighederne beføjelser til at gribe ind i den personlige frihed og forsamlingsfriheden for borgerne i Danmark. For eksempel blev det gjort muligt at tvangsindlægge personer, som var smittet med coronavirus. Det blev også muligt at forbyde afholdelse og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer og begivenheder, hvis sundhedsmyndighederne og regeringen mente, at det var nødvendigt for at bekæmpe pandemien.

Det var oprindeligt regeringens ønske, at myndighederne skulle kunne skaffe sig adgang til folks boliger uden retskendelse, men denne bestemmelse kom ikke med i den endelige version af loven, som et enigt folketing stemte igennem.

Loven fra marts 2020 fik også en udløbsdato på cirka ét år: den 1. marts 2021.

Det er ikke mindst denne ”lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme”, som har fået Facebook til at boble med indlæg vendt mod loven, og gaderne til at se demonstranter á la Men in black, som demonstrerer mod coronarestriktionerne. Modstanden er dels en slags modstand mod, hvad der i disse kredse betragtes som en politisk overreaktion mod coronavirussen, dels båret af en frygt for, at de indgribende restriktioner blev permanente i en eller anden grad.

Der er en vis præcedens for, at undtagelseslove bliver normalen. Anti-terrorlovene fra 2002 i anledning af angrebet den 11. september 2001 på World Trade Center i New York indebar blandt andet lettere adgang til ransagninger og mulighed for at pålægge tredjemand at udlevere dokumenter og lignende uden forudgående retskendelse. De er stadig i kraft, men kun få mærker til dem.

Det klassiske eksempel på undtagelseslove, som er blevet gjort til normalen, er imidlertid huslejereguleringen, der blev gennemført af regeringen i 1939 som en midlertidig kriseforanstaltning.

I dag, mere end 80 år senere, er reguleringerne imidlertid stadig i betydeligt omfang i kraft. Stauning-regeringen gennemførte huslejeregulering for at undgå, at ejerne af udlejningsejendommene skulle spekulere i at tjene på den bolignød, som der var. Derfor blev huslejen i udlejningsejendomme underlagt politisk styring.

Problemet med huslejereguleringen er, at den skævvrider lejeboligmarkedet. Lejen i både private og almene udlejningsejendomme afspejler ofte ikke, hvad lejligheden er værd, hvis der er tale om en ældre ejendom. De kunstigt lave priser på at leje lejligheder i ældre udlejningsejendomme betyder desuden, at det ofte er privilegerede personer med særligt gode forbindelser til ejerne, som får lejlighederne. Folk uden disse forbindelser må ty til nyere og dyrere udlejningsejendomme eller ejerboliger. Huslejereguleringen fra 1939 er således i vidt omfang asocial.

Efter alt at dømme er huslejereguleringen udtryk for, at de privilegerede vinder på de ikke-privilegeredes bekostning. Det er imidlertid vanskeligt at ændre den politiske styring af huslejerne i den ældre boligmasse. Det skyldes, at de eksisterende lejere heri har økonomiske incitamenter til kraftigt at stritte imod en ændring af status quo.

Det samme gør sig ikke gældende med lovgivningen om bekæmpelsen af coronavirussen. Her har langt de fleste en interesse i, at den afskaffes. Samtidig var der også i loven fra marts 2020 indsat det, som altid anbefales som vigtigste middel mod, at undtagelseslove bliver permanente, nemlig en såkaldt solnedgangsklausul i form af en deadline. Hvis der havde været en sådan i huslejereguleringen fra 1939, ville situationen på det skævvredne danske lejeboligmarked have set meget anderledes ud.

Da regeringen skulle have ny lovgivning igennem i forbindelse med udløbet af den første anti-coronalov den 1. marts 2021, betingede de andre partier sig samtidig, at fremtidige restriktioner i forbindelse med pandemier skulle forelægges Folketinget på forhånd. Det førte til etableringen af Folketingets Epidemiudvalg, som skal godkende nye restriktioner eller nedlukninger. Det gjaldt for eksempel også de seneste gennemførte restriktioner i december 2021.

Alt i alt er der ikke den store fare for, at coronarestriktionerne bliver permanente. Der er meget få interesser involveret i, at det sker, og meget store interesser involveret i, at de fjernes. Desuden er den parlamentariske kontrol med coronarestriktionerne blevet styrket. Der er imidlertid andre felter, hvor opmærksomheden burde rettes hen, når det drejer sig om, at undtagelseslove er gjort permanente.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.