Krisen styrker Mette Frederiksens vinderchancer

Socialdemokrater kritiserer skarpt De Radikale for at insistere på, at valget skal udskrives nu midt i en alvorlig international krise. Måske skulle de hellere takke støttepartiet for at øge regeringens overlevelseschance markant.

Meget taler for, at et snarligt valg vil øge regeringens vinderchance betydeligt.
Meget taler for, at et snarligt valg vil øge regeringens vinderchance betydeligt. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Den internationale usikkerhed blev skruet en tand i vejret, da der mandag gik hul på de to gasledninger mellem Rusland og Tyskland, og enorme mængder gas sivede ud i Østersøen. Onsdag blev krisen yderligere skærpet, da Rusland ville have FN's sikkerhedsråd indkaldt til møde om sagen. 

Politisk samlede interessen sig herhjemme allerede tirsdag om, hvorvidt De Radikale vil stå fast på det ultimative krav om, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal udskrive folketingsvalg senest ved Folketingets åbning på tirsdag den 4. oktober - og at partiet i modsat fald vil stille et mistillidsvotum til regeringen.

Det vil De Radikale stadig. På Industriens topmøde i København tirsdag fastholdt partileder Sofie Carsten Nielsen (R), at der skal udskrives valg, og at tiden ikke er inde til "otte måneders valgkamp". Luften skal renses, så vælgerne igen kan få tillid til politikerne, lød det.

Både kommentatorer og politiske modstandere noterede, at den radikale leder dermed forspildte en stor chance for at "kravle ned fra træet". Sofie Carsten Nielsen fik en gylden mulighed for at sige, at i lyset af den alvorlige verdenssituation må valget vente, så regeringen kan håndtere den krise, landet står i.

På de sociale medier skældte socialdemokraterne ud på De Radikale, og partiet er fortsat under hårdt pres for i sidste øjeblik alligevel at lade regeringen fortsætte.

I virkeligheden taler meget for, at et snarligt valg vil øge regeringens vinderchance betydeligt. I deres stille sind skulle socialdemokraterne derfor nok takke De Radikale for at holde fast i valgtruslen, i hvert fald hvis de alene ser på regeringspartiets taktiske chancer. Om fire ugers valgkamp så er i nationens interesse netop nu, forekommer mindre entydigt.

Det er velkendt, at kriser øger opbakningen til en siddende regering. Fænomenet med, at vælgerne i de tider rykker sammen om regeringen, kaldes på engelsk "rally around the flag". Under coronakrisen oplevede Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for eksempel en historisk høj opbakning, hvor partiet i nogle målinger nåede op på en tilslutning fra hver tredje vælger.

Internationalt voksede den amerikanske præsident George Bush popularitet tilsvarende massivt efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001, under invasionen af Irak i foråret 2003, og igen da den irakiske diktator Saddam Hussein blev fanget senere samme år.

I Danmark forsøgte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i november 2001 at høste vælgergevinsten ved at fremstå som landsfader efter terrorangrebet i USA, men det fik han til gengæld ikke meget ud af. Socialdemokratiet gik kortvarigt frem, men ved valget var effekten forsvundet, og Socialdemokratiet tabte det. Der gik for lang tid mellem krisen og valgdagen.

Tilsvarende ligger Socialdemokratiet i dag meget lavere end under coronakrisen. Så et valg må ikke udskrives for længe efter "den gode krise", hvis det skal gavne et regeringsparti.

Den risiko er dog til at overse for Socialdemokratiet lige nu. Efter at de borgerlige partiet hen over sommeren overraskende så ud til at kunne få flertal med Inger Støjbergs fremstormende parti, Danmarksdemokraterne, peger de seneste meningsmålinger på dødt løb mellem blokkene. Desuden står Socialdemokratiet en smule bedre.

Partiet har reelt været i valgkamp i lang tid, og der er allerede brugt mange penge på valgreklamer på stationer og i aviser. Alene af den grund er det svært at se argumentet for, at regeringen nu skulle vente flere måneder på at udskrive valget.

Historisk er Socialdemokratiet gået frem under valgkampe.

Lægger man dertil, at De Radikale står til at få et ualmindelig elendigt valg, må det være en meget stor fristelse for statsministeren på tirsdag at give Folketinget besked om, at der skal holdes folketingsvalg inden for de følgende tre-fire uger. International krise eller ej.

Dette er en politisk analyse.