Prøv avisen

Kristelig Dagblad journalist modtager pris for at fortælle de åndssvages historie

Journalist på Kristeligt Dagblad Line Vaaben modtager i dag N.E. Bank-Mikkelsens Pris Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Journalist Line Vaaben modtager i dag N.E. Bank Mikkelsen prisen for sin store artikelserie om en af dansk socialhistories sorteste perioder

Der var ingen, der hverken så eller hørte de overgreb og ydmygelser, der fandt sted på landets forsorgshjem i perioden fra 1959 til 1980, hvor den danske stat havde ansvaret for de udviklingshæmmede. Åndssvageforsorgens beboere blev ikke bare spændt fast, tvangsmedicineret og behandlet voldeligt og nedværdigende, men også isoleret på store centralinstitutioner og gemt væk og glemt af omverdenen.

Mere end et halvt århundrede senere fortalte journalist Line Vaaben deres historie.

Og i dag modtager den 38-årige Kristelig Dagblad journalist N.E. Bank-Mikkelsens Pris for sit store arbejde med at dokumentere og formidle fortællingen om en de sorteste perioder i danske socialhistorie. Line Vaaben får prisen for at afdække historien om de udviklingshæmmede gennem en omfattende research, hvor hun blandt andet har interviewet tidligere beboere, deres pårørende, ansatte, politikere, embedsmænd og forskere. I motiveringen for prisen står der blandt andet:

I en tid hvor det nærmest er blevet legalt at bruge udtryk som at de handicappede koster for meget, din autistiske søn malker kommunekassen, og hvor der efterlyses ret til at bruge mere tvang og mere beroligende medicin, har det været godt at blive erindret om, hvad sådanne udsagn kan føre til. Journalist Line Vaaben har i en artikelserie om de udviklingshæmmedes historie i Kristeligt Dagblad, erindret os om al den tvang og al den misbrug af magt som de udviklingshæmmede har været udsat for. Vilkårlige fikseringer, tvangsmedicineringer, unødig vold, tusindvis af tvangssterilisationer, kastrationer og det hvide snit. Alene det hvide snit blev gennemført overfor 700 udviklingshæmmede, heraf børn ned til 6 år.

Line Vaabens artikler har ikke bare skabt debat, men også ført til enighed hos et bredt flertal i socialudvalget om behovet for at få de udviklingshæmmedes historie frem i lyset. Og så sent som i denne måned bebudede socialminister Benedikte Kiær som direkte konsekvens af Kristeligt Dagblads artikelserie en tilbundsgående kuglegravning af de udsattes historie i Danmark heriblandt ikke mindst historien om de åndssvage.

Læs alle de prisvindende artikler her