I et trængt avismarked er Kristeligt Dagblad et sjældent lyspunkt. Avisens læsertal er vokset til 109.000 læsere, og Kristeligt Dagblad er nu Danmarks femtemest læste avis blandt 30 lokale, regionale og landsdækkende betalingsdagblade.
Det viser netop opgjorte læsertal for andet halvår af 2018 fra analyseinstituttet Kantar Gallup. Læsertal er et udtryk for, hvor mange, som dagligt læser avisen – hvis et ægtepar holder Kristeligt Dagblad og læser den, har avisen dermed to læsere. Blandt de landsdækkende dagblade har kun Kristeligt Dagblad og Information læserfremgang sammenlignet med samme periode året før.
Men hvad kan forklare udviklingen på avismarkedet?
Ifølge den selvstændige medieforsker Søren Schultz Jørgensen, der har skrevet ph.d. om borgernes brug af nyhedsmedierne, har Kristeligt Dagblad formået at knytte tætte relationer til læserne.
”Kristeligt Dagblad dyrker en journalistik, der er specialiseret og derfor dyb – eksempelvis eksistensstoffet, weekendtillægget og kirkestoffet. Avisen dækker ikke ’breaking news’, vold og kriminalitet, medmindre det har berøring med kernefelterne. Når Kristeligt Dagblad kan noget med stoffet, så kan avisen også noget med brugerne – den kan skabe en stærk relation. Og groft sagt er det med medier som med mennesker. Man kan ikke have en nær relation med nogen, man ikke ved, hvad står for. Hvis man har en markant person, skræmmer man nogle væk, men man skaber også nære relationer. Med et avismarked som det nuværende gælder det om at stå for noget– nogle værdier, satsninger og områder, der knytter an til folks identitet. Jo dybere journalistik, desto dybere relationer.”
Kristeligt Dagblads chefredaktør og administrerende direktør Erik Bjerager forklarer også avisens fremgang med dagbladets fokus.
”Jeg tror, at avisens fremgang i høj grad skyldes dens fokus på livsnære emner. Det er lykkedes at udvikle avisen over årene til at være en seriøs kultur- og eksistensavis. Avisens navn er blevet en styrke, for der er voksende interesse blandt mange danskere for, hvad kristendom har betydet for samfundet og os selv og vore værdier.”
Chefredaktøren tilføjer, at også avisens tilgang til digital journalistik kan være en del af forklaringen på fremgangen.
”Jeg tror også, at det har været vigtigt for avisens voksende udbredelse, at vi har satset meget stærkt på at udvikle avisens digitale univers samtidig med, at vi ikke har svigtet papiravisen. Vi bruger mange penge på at styrke avisens indhold samtidig med, at vi også udvikler os digitalt. Der er en tendens til, at de mange digitale muligheder kommer til at fjerne mediernes fokus fra indholdet, og den fælde synes jeg ikke, at vi selv er gået i.”