Tag med en tur tre årtier tilbage i tiden til dengang Kristeligt Dagblad var i tilbagegang.
Avisens stærke ungdom i 1940’erne med et oplagstal på over 23.000 daglige aviser lå langt bagude. Ledelse og medarbejdere brugte deres kræfter på at få en kristen avis på gaden, men viljen til fornyelse var begrænset.
På dette tidspunkt dukkede en yngre erhvervsmand op som medlem af Kristeligt Dagblads repræsentantskab – den kreds på 19 personer, der på vegne af en række organisationer og interessegrupper udgør avisens bagland, som vælger bestyrelsen, og som på anden vis forsøger at fremme avisen. Det var KFUM-spejdernes plads i repræsentantskabet, han overtog, men i de år var han mest kendt for som koncernchef i William Demant Holding A/S, der ejede høreapparatvirksomheden Oticon, at vende op og ned på Oticons struktur og øge virk-somhedens omsætning markant.
Lars Kolind var én af flere personer, som bidrog til, at Kristeligt Dagblad med nød og næppe slap for at lukke, men først efter at avisen havde vist sig som et eksempel på, at virksomheder, der går i stå, ofte ”skal meget langt ned med nakken, før forandringsbehovet bliver erkendt,” som han formulerer det.
”Da jeg kom til, var Kristeligt Dagblad et meget støvet foretagende. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået lov at være med på hele vejen derfra og til den store succes, avisen er i dag,” siger han.
Oplagstallet er steget stabilt, siden Erik Bjerager i 1994 tiltrådte som chefredaktør, og det ligger i dag adskillige tusinde eksemplarer højere end i avisens første ungdom. Lars Kolinds tid som medlem af Kristeligt Dagblads repræsentantskab har varet siden 1980’erne, og siden 1998 har han også været formand. Men kun akkurat frem til dagen i dag, hvor han – fire dage før sin 70års-fødselsdag – fratræder i forbindelse med avisens generalforsamling.
”Efter så mange år mener jeg, det er tid til forandring, og uanset hvem repræsentantskabet vælger, er jeg sikker på, det er et godt valg, og så er der forhåbentlig noget andet, jeg kan gøre for Kristeligt Dagblad bag kulisserne,” siger han.
Billedet med avisens første og anden ungdom passer sammen med den bog, som i 2006 udkom på dansk som ”Kolind Kuren”, men egentlig var en amerikansk bog med titlen ”The Second Cycle – Winning the War against Bureaucracy”, altså ”Den anden cyklus – at vinde krigen mod bureaukrati”. I bogen analyserer Lars Kolind, hvad der skal til for, at en virksomhed efter en nedgangstid kan få en anden ungdom.
”Virksomheder, som har eksisteret i 100 eller 200 år, har alle haft op- og nedgangstider. Men det fælles træk ved succeserne er, at de føler sig forpligtede på deres ultimative formål, som aldrig er at tjene penge, men at gøre en positiv forskel for nogen,” siger han.
”På grund af mange gode kræfter lykkedes det Kristeligt Dagblad at få sin anden ungdom. Den er vi på toppen af nu, og det kan være, vi bliver ved med at være på toppen længe, men det er ikke en garanti,” erklærer Lars Kolind, som mener, at en del andre dagblade har glemt, hvad de oprindelig blev sat i verden for.
”For dem er det blevet et spørgsmål om at overleve økonomisk, og derfor griber de i desperation til alt muligt i stedet for at tage udgangspunkt i den opgave, de har. Den dag, Kristeligt Dagblad glemmer det, har avisen ingen eksistensberettigelse,” siger han.
Hvor Kristeligt Dagblad omkring 1990 var et nichemedie for særligt kirkeligt interesserede, er avisen i dag igen en avis med en mission i det danske samfund. Langtfra så snævert forstået, som da Indre Mission grundlagde den i 1896. I dag appellerer avisen bredt til kvalitetsbevidste avislæsere, der interesserer sig for tilværelsens religiøse, etiske og eksistentielle aspekter. Det kunne i princippet være de fleste, mener Lars Kolind:
”Formålet har dybest set altid været at påvirke danskerne til at tænke og handle på en anden måde. Gennem tiden er det blevet udtrykt på forskellig vis. For tiden hedder det tro, etik og eksistens. Om 10 år hedder det måske noget andet. Hvis avisen bevarer det sigte, er jeg helt tryg ved avisens langsigtede overlevelse.”
Men overlever indholdet, så er det formentlig uomgængeligt, at den trykte papir-avis’ dage er talte. Lars Kolinds gæt er, at om mellem 10 og 50 år ophører aviser med at blive trykt på papir, Kristeligt Dagblad formentlig som en af de sidste i Danmark.
”Selvfølgelig elsker vi alle vores papiravis, men hvis der ikke er grundlag for vores papiravis, så finder vi en anden måde at opfylde formålet på. En avis er ikke defineret ved papir, men ved sit formål, sit ståsted og sit indhold. Den teknologiske udvikling giver os gode alternativer til papir-avisen. Vi har slet ikke set enden på den udvikling, som har givet os smartphones og tablets, og Kristeligt Dagblad skal – ikke nødvendigvis som de første – være til stede og præsentere sit indhold på de platforme, der er,” forklarer Lars Kolind.
Kristeligt Dagblad bringer ikke alt. Ud fra sit ståsted udvælger eller kuraterer Kristeligt Dagblad sit stof. At dette sker med en klækkelig offentlig støtte har han ingen problemer med.
”Ligesom samfundet må være med til at betale, hvis der skal sikres bredbånd til alle, eller hvis alle skal kunne sende et brev på tværs af landet med levering næste dag, finder jeg det rimeligt, at samfundet understøtter bredde og kvalitet i informationsformidlingen. Desværre er der med postudbringningen sket en yderst beklagelig degenerering,” siger han.
At kvalitetsbevidste mediers kuratering helt skulle afløses af, at alle borgere, interessegrupper og debattører bliver deres egne chefredaktører på de sociale medier, vil ifølge Lars Kolind ikke være befordrende for pluralismen, kvaliteten og lødigheden i debatten. Til gengæld må de professionelle medie-kuratorer leve med, at den enkelte borger i stigende grad også kuraterer sit eget mediebrug.
”Jeg bruger selv den app, som hedder Flipboard, hvor jeg dagligt kan sammensætte min egen elektroniske avis. Der indgår nyt fra nogle bestemte mennesker, som jeg følger på Twitter, Facebook og LinkedIn, relevante nyheder, The Economist plus andre ting, som passer til akkurat det, jeg interesserer mig for. Det erstatter ikke Kristeligt Dagblad for mig, men Kristeligt Dagblad kan heller ikke erstatte denne helt personlige udvælgelse,” forklarer Lars Kolind, som for eksempel synes, det er en fejl, at der ikke er mere erhvervsstof i avisen.
Selvom han nu bliver 70 år, er Lars Kolind ikke på vej på pension. Han har et travlt virke i ind- og udland. Dels som serieiværksætter, der hjælper nye virksomheder i gang, både med råd og dåd og med økonomiske investeringer. I alt 29 virksomheder er på nuværende tidspunkt blevet hjulpet til verden på denne måde.
Derudover skriver han bøger, holder foredrag og forelæsninger verden over og virker som konsulent og mentor i god ledelseskultur. Han har beklædt flere bestyrelsesposter. Og endelig er han kraftigt engageret i at udvikle internationalt spejderarbejde og tiltræder til november som formand for World Scout Foundation, fonden som understøtter spejderaktiviteter på verdensplan. Det lyder måske som vidt forskellige ting, men for Lars Kolind hænger det hele sammen:
”Formålet med spejderbevægelsen er at udvikle næste generation af ledere i fremtiden. Der har vi cirka 50 millioner i 165 lande i gang med lederudviklingsprogrammet nu, og langt over 500 millioner har gennemført det, så det er en meget stor samfundsmæssig påvirkning,” påpeger Lars Kolind, som tilføjer, at der ikke alene er et påfaldende sammenfald mellem de mennesker, der befolker alverdens spejderkorps, og dem, som senere sidder på betydende poster i succesrige virksomheder. I verdens spejderkorps har man forholdsvis let ved at tale sig til rette om tingene, fordi man ligesom succesrige virksomheder har et formål og værdisæt, man er fælles om at tage alvorligt.
”Man kunne måske tro, at spejdere verden over har et rent vestligt, kristent grundlag, men to tredjedele af verdens spejdere er faktisk muslimer. Der er i det forum langt mere, vi er fælles om, end der adskiller os. Det handler grundlæggende om at opføre sig ordentligt med alt, hvad det indebærer.”
