Kristeligt Dagblad førte indædt kamp mod antisemitismen før Anden Verdenskrig

Allerede inden Adolf Hitler kom til magten i Tyskland, talte Kristeligt Dagblad jødernes sag i nyheder, interviews og artikler, og avisen fastholdt den skarpe kritik af jødeforfølgelserne, så længe det var muligt. Professor Martin Schwarz Lausten har gennemgået avisens dækning af antisemitismen frem til juni 1945

Kristeligt Dagblad førte an i kampen mod antisemitismen allerede i 1930'erne.
Kristeligt Dagblad førte an i kampen mod antisemitismen allerede i 1930'erne.

Kort efter at Adolf Hitler var blevet rigskansler den 30. januar 1933, fulgte en række love og forordninger, som begrænsede jøders arbejde og liv mere og mere. I sin bog ”Min Kamp” havde Hitler tydeligt nok skrevet om jøderne som ”folkefordærvere”. Gennem en jødisk verdenssammensværgelse var de skyldige i den økonomiske krise. De forurenede den germanske race. De skulle fjernes. Pseudovidenskabelige teorier om racer, hvor den hvide, germanske var den øverste og den semitiske den laveste, blev uddybet og ofte kombineret med religiøs antijudaisme. Chikanerier og overfald på jøder havde forekommet jævnligt, men efter nazisternes magtovertagelse blev jødeforfølgelsen sat i system.

Den 1. april 1933 foranstaltedes boykot af jødiske forretninger. Vagter og politi hindrede folks adgang til dem. Ved den såkaldte arierparagraf (7. april 1933) blev alle ikke-ariere, det vil sige jøder, afskediget fra offentlige embeder. I løbet af 1933-1934 fik jødiske læger og advokater forbud mod at virke, jøder blev udelukket fra kunst og medier. Med Nürnberglovene (1935) blev ægteskab mellem jøder og kristne forbudt, jøder mistede deres statsborgerskab og fik deres liv i samfundet yderligere begrænset.

Galskab og Vanvid. Allerede før Hitler kom til magten, havde Kristeligt Dagblad i nyheder, interviews og artikler ført en indædt kamp mod antisemitismen. Den forstærkedes fra 1933. I februar 1933 holdt den amerikanske administrator Conrad Hoffmann foredrag i København. Han var en kendt skikkelse i det internationale arbejde for krigsfanger og flygtninge. Avisen refererede hans foredrag, og i et stort interview fordømte han antisemitismen og opfordrede til kristnes solidaritet med og støtte til jøderne. Som hovednyheder på forsiden beskrev avisen nu nøje den prøjsiske rigsdags åbning, den larmende hyldest ved Hitlers og de andre uniformerede nazisters indtog og deres vulgære trusler mod andre.

Under overskriften ”Hitler-Diktaturet vedtaget i Gaar” refererede man Hitlers tale. I samme opsætning på de samme sider oplyste man om de mange jøder, som ”drevet fra Hus og Hjem under det Hitlerske Regimente” flygtede til udlandet. Avisen orienterede også om den boykot af tyske varer, som udenlandske jødiske organisationer og enkeltpersoner som blandt andre Albert Einstein opfordrede til. Man berettede om den nystiftede engelske ”Liga mod Antisemitisme” og om de amerikanske ortodokse jøders beslutning om at gøre den 27. marts til fastedag i protest mod de tyske jødeforfølgelser.

I en stor forsideartikel – ”Jødernes sorte Dag i Tyskland” – beskrev man derefter den tyske boykot af jødiske forretninger, firmaer, sagførere og læger, som under overskriften ”Ingen Tysker køber hos en Jøde” blev iværksat den 1. april 1933. Plakater og butiksruders overmalinger med ordet ”Jøde” og vagtposter gjorde aktionerne effektive. Der forekom både overfald og drab. Men nazisterne skrev, at flygtede tyske jøder fyldte verden med løgn og bagvaskelse af en rent ud hårrejsende perversitet. Selv ville de bare leve i fred med hele verden, men nu var de tvunget til at angribe jøderne. De lovede dog fromt, at ”der maa heller ikke i Fremtiden krummes et Haar paa nogen Jødes Hoved”.

I den faste rubrik ”Dagen og Vejen” afviste Kristeligt Dagblad hele den nazistiske raceteori og erklærede – profetisk – at racemodsætningerne i sig bar enhver mulighed for eksplosion. Der var hverken den mindste fornuft eller kristensind i dette. Det var den rene galskab. En lederartikel under overskriften ”Vanvid” fordømte den tyske antisemitisme, den ukristelige racekamp og hele boykotkampen som rent vanvid.

En ”Arierparagraf”… fører ud i det rene vrøvl. Hvad sagde kirken i Tyskland til Arierparagraffen? Bevægelsen ”Tyske Kristne”, som havde fået magten i den evangeliske kirke, besluttede, at evangeliske præster og andre ansatte, som havde familiemæssig jødisk baggrund, skulle afskediges. På den fløj ville man også fjerne Det Gamle Testamente fra kirken og alt andet, som kunne minde om jødedom.

Kristeligt Dagblad orienterede grundigt om vedtagelsen og angreb den i adskillige artikler i rubrikken ”Dagen og Vejen” og i lederartikler. Man mindede om, at Jesus trods alt var jøde og ikke arier. Forståelsen for kristendom var temmelig uudviklet hos de ”Tyske Kristne”, som havde bragt skam over sig. Der var tale om en åndelig forvildelse, og avisen fik dette bekræftet gennem interviews med mænd, som kom fra Tyskland. I en forsideartikel omtalte man 3000 evangeliske tyske præsters protestmøde og erklæring, og i en lederartikel refererede man en stor gruppe teologiske professorers afvisning af paragraffen.

Hadefulde Angreb paa Jøderne i Danmark. ”Vi kender heldigvis ikke noget til dette [antisemitisme] her i Landet, og vi maa haabe, at denne Galskab maa forblive uden for vore Grænser.” Sådan skrev Kristeligt Dagblad i rubrikken ”Dagen og Vejen” den 25. marts 1933. Men forfatteren skulle, sørgeligt nok, snart blive klogere. Kun to år senere udsendte translatøren Aage H. Andersen og andre danske nazister jødehadende skrifter, blandt andet en dansk oversættelse af det stærkt antisemitiske skrift ”Zions Vises Protokoller”.

Det hævdede, at en hemmelig jødisk sammensværgelse snart ville erobre al magt i verden, og Andersen gentog de ”Tyske Kristnes” påstand om, at Jesus ikke var jøde, men arier, og at jøderne var ”Forraadnelsesbacillerne i alle andre Folk og Racer”. Han gengav uddrag af Luthers ”Om jøderne og deres løgne” med den begrundelse, at Luther var folkekirkens grundpille. Med henvisninger til bibelsteder ”beviste” han, at jøderne var legemliggørelsen af Antikrist og skulle fordrives fra landet ”med Spot og Spe” og så videre.

Rystet over ”de haarde og meningsløse Anklager” udsendtes en offentlig protest fra Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard og de teologiske professorer og docenter, som underviste i Ny Testamente og Gammel Testamente, Frederik Torm, Aage Bentzen, Flemming Hvidberg og Johs. Pedersen. De kunne oplyse, at det for længst var bevist, at ”Zions Vises Protokoller” var én stor forfalskning. I en stort opsat illustreret forsideartikel gengav avisen hele udtalelsen på forsiden med den ovennævnte overskrift og gav Torm lejlighed til at uddybe det i et interview.

I en efterfølgende retssag idømtes Andersen 80 dages hæfte, og loven med racismeparagraffen blev vedtaget (1939).

Kirkens indsamling til landflygtige tyske ”ikke-ariske kristne”. Den danske regering holdt lav profil over for det nazistiske Tyskland og udviste ikke synderlig gæstfrihed over for flygtende jøder, for at sige det mildt. Alligevel lykkedes det på initiativ af Kirkeligt Verdensforbund, hvor den danske biskop Valdemar Ammundsen var formand, og ”Life and Work”-bevægelsen at udvirke et cirkulære fra kirkeministeren til biskopperne, som opfordrede til indsamling i kirkerne (den 30. august 1936) til nødlidende ”ikke-ariske kristne”.

Det var kristne af jødisk afstamning, som nu også blev forfulgt og fordrevet fra de tyske områder. Der var behov for tre millioner kroner. England og USA havde hver lovet at give en million. Resten håbede man ville blive givet fra andre protestantiske lande. Midlerne skulle bruges til at betale de nævnte flygtninges rejse til de lande, som ville modtage dem, og yde dem støtte der, indtil de havde fundet et erhverv. Der var udtænkt planer om at oprette tyske emigrantkolonier i Brasilien, Columbia og Sydafrika, hvor de landflygtige kunne skabe sig en ny tilværelse.

I henvendelsen til præster og menighedsråd blev det understreget, at indsamlingskampagnen ”ikke paa noget Punkt bør indeholde Kritik af det nuværende Styre i Tyskland”. På nær den katolske kirke blev henvendelsen støttet af stort set alle cirka 40 kristne kirker og bevægelser i landet, hvis lederes navne blev nævnt. Det gjaldt også Kristeligt Dagblad, som i en lang artikel, der begyndte på forsiden og fortsatte senere i avisen (den 23. august 1936), oplyste om hensigten og forretningsudvalgets navne. Som tidligere fulgte man det op gennem et interview med en af planens vigtige mænd, professor Frederik Torm.

Den 1. november kunne man opgøre det indsamlede beløb til 30.000 af datidens kroner, men indsamlingen fortsatte året ud.

Avisens indsamling ”Fra danske Kristne til tyske Jøder”. Da Gunnar Helweg-Larsen overtog redaktionen i 1936, forøgedes oplysningerne om de tyske forhold, for eksempel om Martin Niemöllers fængsling, Franz Hildebrandts oplæsning i en berlinsk kirke af arresterede kirkeledere og hans arrestation, fængslingen af store grupper af Bekendelseskirkens folk, deportationen af tyske jøder til lejrene i Polen. Avisen oplyste grundigt om stærkt antijødiske taler af Himmler, Goebbels og af Rudolf Hess, om koncentrationslejre, om jødeforfølgelser i de af Tyskland besatte lande og om ”Tyske Kristnes” udtalelser og handlinger.

Kritiske artikler om de hjemlige nazister og genrejserpartierne fulgte også i en lind strøm. En oplysende og fordømmende kronik, ”Det jødiske Spørgsmaal” af Frederik Torm, blev fulgt op af en meget lang lederartikel, hvor redaktøren advarede mod farlige folkestemninger også i Danmark.

Krystalnatten med nazisternes afbrændinger af de tyske synagoger blev omtalt i en stor forsideartikel, som fortsatte inde i bladet. I lederartiklen udtryktes afsky – ”Verdensfortvivlelse og Verdensvanvid” – og en opfordring til de demokratiske lande om nu i fællesskab at hjælpe de flygtende jøder til bosættelse i oversøiske kolonier.

Men avisen lod det ikke blive ved nyheder og overvejelser. Under overskriften ”Fra danske Kristne til tyske Jøder” iværksatte den nu (november 1938) en særlig indsamling blandt læserne. I opfordringen hed det, at ”Ufattelige Rædsler er i disse sidste uger gået hen over Tysklands Jøder. Tusinder er blevet anbragt i Koncentrationslejre, ribbet for alt, Hjem er ødelagt, selv deres Gudshuse har den vildførte Hob ødelagt. Nøden er ubeskrivelig (...) Det er en Broder i Nød, en jødisk Broder i stor materiel og sjælelig Vaande”.

I Danmark føler den kristne menighed nu skam og ydmygelse. Bønner i kirkerne er ikke nok, hedder det. Nu skal menigheden gennem støttebeløb på praktisk og håndgribelig måde vise sin medfølelse. Avisen skriver, at det skal foregå i stilhed. Man vil ikke bringe sensationelle skildringer af rædslerne og kan af gode grunde ikke skrive i detaljer, hvorledes de indsamlede midler vil blive brugt. Senere oplyste man dog, at mange af midlerne blev brugt på at hjælpe jødiske børn i sikkerhed og voksne jøder ud af Tyskland, hvor det var muligt, og sørge for unge jødiske mænds transport til Palæstina.

Trods den oprindelige hensigt kom indsamlingen dog ikke til at foregå særligt diskret. Tværtimod sørgede redak- tionen for på helt moderne vis at anvende en række effektive midler fra reklameverdenen. I avisens næsten daglige lister kunne man se de enkelte bidragyderes beløb. De fleste skrev blot deres initialer, men mange nævnte også det fulde navn og stilling. En kunstner ville sælge et af sine store malerier til fordel for indsamlingen og blev omtalt i et interview.

Gennem referater af prædikener, beretninger fra Tyskland og direkte appeller til læserne opflammede avisen til at yde bidrag – ”sørg for, at intet kristent Menneske i Danmark er uvidende om Indsamlingen”. For at henlede opmærksomheden på den kunne redaktøren, Gunnar Helweg-Larsen, berette om en sensationel oplevelse: 20 år tidligere havde han på en københavnsk restaurant tilfældigvis talt med en ung tysk flyverofficer, som havde gjort tjeneste under Første Verdenskrig. Det havde lært ham fredens betydning, sagde han og mente, at ”den tid må komme engang. Vanviddet må få en ende både hos os og i hele verden”. Piloten var den nuværende tyske ministerpræsident, generalfeltmarskal Hermann von Göring, skrev redaktøren, og kunne derefter ved jødefjendtlige citater af Goebbels og Himmler vise, at den nazistiske regering aldeles ikke arbejdede for fredelige forhold:

”Hvis jøderne ikke kommer væk fra Tyskland, vil de til sidst blive udryddet med ild og sværd (…) det vil være den fuldkomne tilintetgørelse af jødedommen i Tyskland.” (Himmler).

Redaktøren bad derefter læserne om at slutte op om indsamlingen til ”de ulykkelige, som Europas Vanvid gaar haardest ud over.” (November 1938).

Hjælp fra Poul Reumert. Stor opmærksomhed om indsamlingen vakte det også, da avisen den 6. december 1938 sammen med Dansk Forbund mod Racehad arrangerede en aften i Odd Fellow Palæet, København. Danmarks mest berømte skuespiller, Poul Reumert, havde ønsket at støtte det danske hjælpearbejde blandt tyske jøder. Han havde valgt at oplæse og spille alle rollerne i Kaj Munks ungdomsstykke ”Fugl fønix”. Redaktør Gunnar Helweg-Larsen bød først den totalt udsolgte sal velkommen og takkede Kaj Munk, fordi han havde stillet sit arbejde til disposition, og Poul Reumert, fordi han havde tilbudt ”sin værdifulde kunstneriske Medhjælp”. I den store reportage fra aftenens forløb, hvor ”Kaj Munks Fugl Fønix bruste (…) gennem Koncertpalæets store Sal”, beskrev avisens journalist oplæsningen, som udløste både smil, latter og dyb bevægelse. Sognepræst og litteraturkritiker Oscar Geismar leverede en længere omtale af stykket og Poul Reumerts præstation. Reportagen sluttede med en liste over de senest indkomne bidrag til avisens indsamling til nødlidende tyske jøder.

Aftenens overskud til indsamlingen beløb sig til 4400 kroner, og i den følgende tid strømmede bidrag ind. I januar 1939 nåede man 80.000 kroner og ville egentlig standse der, men bidragene vedblev faktisk, helt til to dage før tyskerne besatte Danmark i april 1940, så man nåede op på cirka 100.000 kroner. Den årlige gennemsnitsløn for en præst var dengang cirka 6100 kroner. Kristeligt Dagblad fremhævede, at selvom det var blevet en landsindsamling, hvor også ikke-abonnenter bidrog, blev indsamlingens karakter fastholdt:

”Den staar fortsat som Udtryk for det kristne Danmarks Følelser overfor de nødstedte tyske Jøder. Tværs henover alt, der maatte skille, rækkes fra kristen dansk Side en hjælpende Haand ud til en Broder i Nød.”

Bøn i kirkerne for jøderne. I de samme uger holdt biskop Fuglsang-Damgaard en tale ved indvielsen af Lundehus Kirke (den 13. november 1938). Han nævnte, hvorledes Israels gudshuse i Tyskland nu gik op i luer. Det havde den kristne menighed erfaret med dyb smerte, og han ønskede, at man i kirkerne den følgende søndag ville bede specielt for ”de lidende jøder”.

I en offentliggjort erklæring støttede 149 af de københavnske præster deres biskop. De inddrog også de danske jøder, idet de udtrykte deres ”dybe Medfølelse med vore jødiske Landsmænd i Anledning af de Lidelser, der i disse Tider overgaar deres Folkefæller andetsteds”.

Kristeligt Dagblad var overbevist om, at dette initiativ ville blive hilst med glæde i vide kredse. Hver dag bragte nemlig nye tegn på, hvor dybt gribende danske kristnes medfølelse var over for Tysklands jøder i disse lidelsens dage. Avisen modtog dagligt henvendelser fra ulykkeligt stillede tyske jøder i København, opfordrede igen til at sende bidrag til indsamlingen. Kort efter aftrykte avisen hele teologen Karl Barths memorandum ”Frelsen kommer fra Jøderne”.

Hjerteløs Taabelighed. Men også her måtte avisen reagere mod kritik. I Nordjyske Tidende skrev sognepræsten i Ejstruplund, Peter Jørgen Jessen, i et åbent brev til de 149 præster, at man måtte reagere lige så kraftigt imod visse forhold, som havde forringet danske landmænds økonomi, blandt andet det såkaldte Svinekort.

I den faste rubrik på avisens forside lød det stærkt: ”Saadan skriver en Præst i den danske Folkekirke i en Stund, hvor de tyske Jøder, Mænd, Kvinder og værgeløse Børn er udsat for Lidelser i et Omfang og af en art, som den menneskelige Tanke næppe formaar at fatte.” Videre omtalte redaktøren koncentrationslejrene og de brændte synagoger og erklærede, at præsten udtrykte en hjerteløs tåbelighed, når han drog sammenligninger mellem dette og de danske landmænds økonomi.

Præsten søgte at forsvare sig, men under overskriften ”Jøde og Svinekort” svarede redaktøren, at siden præsten fastholdt sin holdning, kunne avisen kun gentage beskrivelsen af ham (december 1938).

”Den mest uforfalskede og beskidte Antisemitisme”. Avisens opgør med sognepræst Anders Malling.

Som tidligere nævnt var der adskillige højtråbende antisemitter i Danmark. En af de mest ihærdige var sognepræst og salmeforsker i Brøns, Anders Malling. Lige fra begyndelsen var han medlem af det danske nazistparti, hvor han indtog en ledende post og holdt ”feltgudstjenester” ved årsmøderne. Den nazistiske slagsang, Horst Wessel-sangen, oversatte han til dansk, og han var åbenbart en karismatisk folketaler. Efter et brud med partiet stiftede han (1936) sit eget småfascistiske parti Dansk Folkefællesskab.

Anders Malling holder politisk tale iført præstekjole.
Anders Malling holder politisk tale iført præstekjole. Foto: Foto fra bogen

Talrige artikler i bladet af samme navn viser den enorme rolle, som antisemitismen spillede der: Jøderne er som baciller, der ødelægger det rene folk, de er som en kræftskade, de er kun gæster her, Hitlers jødeforfølgelse er en nødvendig ”Folkerensning”, Danmark bør ikke modtage jødiske flygtninge efter Krystalnatten, at yde dem støtte er udtryk for pladderhumanisme, de er under Guds forbandelse, fordi de slog Jesus ihjel, Luther har ret i sin fordømmelse af dem og så videre. I hele 1938 beskrev Kristeligt Dagblad jævnligt hans og de andre småpartiers holdninger og indbyrdes rivninger, og da Malling hånede avisens indsamling til de tyske jøder som hykleri og bad dem tage sig af nødlidende i Danmark i stedet, stemplede avisen hans holdning med ordene ”den mest uforfalskede og beskidte Antisemitisme”: Malling udtrykte simpelthen vederstyggeligt ”kristeligt draperet Jødehad”.

Opgøret mellem avisen og Anders Malling blev personligt og bittert. Efter krigen undgik Malling retsforfølgelse. I 1961 blev han ridder af Dannebrogordenen.

Frø og Ugræs er føget over Hegnet… Avisens gendrivelse af tyske antisemitter i Sønderjylland. Nazismen havde fået et stærkt tag i mange af de tysksindede i Sønderjylland. Den 7. december 1938 angreb det tyske nationalsocialistiske blad Nordschleswigsche Zeitung i en redaktionel artikel frimenigheden i Rødding, fordi den havde indsamlet 116 kroner til ”fattige Jøder”. I samme nummer blev provst Frode Beyer i Rinkenæs anklaget for i sit kirkeblad at have udtrykt forfærdelse over den ukristelige jødeforfølgelse, som nu foregik i Tyskland: ”Vi er vidne til en Jødeforfølgelse og et Jødehad, som Verden knap har kendt Mage til før.” Kristne skal ikke tie, uanset følgerne, mente Frode Beyer. Men den tyske menighed i hans sogn så anderledes på den sag og spurgte ham blandt andet, om han ikke var klar over det tyske folks lidelser, og at de var jødernes skyld? Vidste han ikke, ”at Luther betegnede jøderne som sit Folks Udpinere og Udsugere”? Provsten havde, skrev de, nu ”mistet den sidste Rest af den tyske Menigheds Tillid og skabt forbitrelse rundt omkring i hjemmene”.

Det var sognepræsten i nabobyen Holbøl, E.B. Christensen, som havde sendt disse oplysninger til Kristeligt Dagblad. Han vidste nemlig, skrev han, at avisens læsere havde et godt kendskab til de ubehageligheder, som præster og lægfolk blev udsat for i Tyskland, når de tog afstand fra den nye tyske ideologi og dens mest skæbnesvangre udslag, selvforherligelse og racehad. At en tysk menighed her i landet fulgte de tyske nazister, fandt han aldeles uværdigt.

Hvad gjorde Kristeligt Dagblad? Man satte hele Christensens brev op i en stor, iøjnefaldende artikel og behandlede emnet i den redaktionelle rubrik Døgnet på forsiden. Under overskriften ”Ugræs” slog redaktøren fast, at man var ganske enig i pastor Christensens artikel om jødeforfølgelserne. Det var en skamplet på den tyske nation. Det kunne dog ikke undre, at den fængede også i tyske sind på den danske side af grænsen. Det var jo ikke første gang, at ”frø og ugræs var føget over hegnet”, tilføjede redaktøren. Ganske vist kunne man ikke tro, at dette nazistiske ugræs ville slå rod i danske sind, men faren var der, selvom man roligt kunne feje de hjemlige nazistiske smædeskriverier til side.

Redaktøren oplyste også, at Kristeligt Dagblad ofte modtog anonyme ”antisemitiske Uhumskheder”. Men trods dette vidste han, at det danske folk som helhed havde en dyb medfølelse med de tyske jøder. Kristeligt Dagblads indsamling til dem var et vidnesbyrd om dette, tilføjede han.

Jødiske reaktioner. Umiddelbart efter at avisen havde indledt indsamlingen ”Fra danske Kristne til Tyske Jøder”, udtrykte overrabbiner Max Friediger en hjertelig tak under synagogegudstjenesten. ” I vor dybe Sorg er det en Trøst,” hed det, at kristne kredse har følt trang til at hjælpe de forfulgte og ulykkelige. Det knyttede de kristne og jøderne sammen.

Repræsentantskabet for Det Mosaiske Troessamfund udsendte også en dybfølt tak, som ikke mindst gjaldt de københavnske præster, og Jødisk Kvindeforening sendte en tak til avisens redaktør for den storstilede hjælp til de forfulgte jøder.

Avisens bekæmpelse af antisemitismen og indsamlingen var faktisk et særsyn. I sine erindringer nævnte overrabbiner Marcus Melchior Kristeligt Dagblads moralske støtte og indsamling til de nødstedte jøder og mente med rette, at det var helt enestående i kristendommens historie. Ingen andre kristne lande havde foranstaltet noget lignende.

Under den tyske besættelse. I marts 1940 havde avisens indsamling til nødstedte tyske jøder rundet det enorme beløb 100.375 kroner. Men man havde stadig brug for penge, kilden var ved at løbe tør, skrev man, og endnu to dage før Tyskland besatte Danmark, offentliggjorde man listen over indkomne bidrag. Derefter var det naturligvis slut. Men samarbejdspolitikken betød, at aviserne i den første periode trods alt havde et vist spillerum. Disse årgange af Kristeligt Dagblad viser, at censuren ikke havde noget imod, at avisen oplyste om de nazistiske lederes – skamløse – taler mod jøder og om jødeforfølgelserne i Tyskland, Frankrig, Rumænien, Polen, Ungarn. Læserne blev således holdt orienteret om, hvordan den nazistiske antisemitisme fik stadig alvorligere følger.

Helt igennem antisemitisk Propaganda. Men der er også adskillige eksempler på, hvordan avisen indirekte og direkte kunne fastholde sin foragt for antisemitismen og loyalitet over for jøderne. I foråret 1940 udspilledes en teologisk strid om Det Gamle Testamentes beskrivelse af Gud. I den forbindelse skrev den teologiske professor Regin Prenter i en kronik, at vi i Danmark aldeles ikke ville følge ”Tyske Kristne”s forkastelse af Det gamle Testamente. Han mente også, at den almindeligt anvendte lærebog i kirkehistorie indeholdt sætninger, som lignede antisemitternes udtryksmåde (maj 1940).

I et forbløffende åbent sprog kunne avisen i en redaktionel artikel i september samme år slå fast, at vi i Danmark kun hæfter os lidt ved raceteorier. I stedet vurderer vi et menneske efter dets personlige kvaliteter. Netop nu, hvor verden er ved at sprænges til atomer af had, vil vi fastholde vor nordiske kristne egenart, skrev Kristeligt Dagblad.

I samme måned bragte man et overraskende referat af en synagogegudstjeneste, hvor overrabbiner Friediger havde hyldet kongen på dennes fødselsdag. Han fremhævede, at kongens ufravigelige mål var landets selvstændighed, lykke og frihed, at han altid har værdsat sine jødiske undersåtter, og at han i sin tid overværede synagogens jubilæum og bad sammen med dem til deres fælles Gud.

Endnu i marts 1942 kunne en anmelder feje Mallings sidste bog, ”Den brændende Tornebusk. Et Bidrag til Forstaaelse af Jødespørgsmålet”, til side med bemærkninger som ”helt igennem antisemitisk Propaganda (…) løgnagtige Træk (…) et ondskabsfuldt, fordrejet Billede af danske og udenlandske Jøders Indflydelse (...) man maa advare alle mod den.”

Avisen kunne også gengive et lidenskabeligt angreb af provst Johannes Nordentoft mod det ubehagelige nazistiske blad Kamptegnet, som han mente, at man kunne anvende racismeparagraffen imod. Året efter beskrev man ”det smukke Samarbejde mellem kristne og jøder, som nu gennem 150 år var udført i Selskabet til mosaisk Ungdoms Anbringelse ved Haandværk”.

Men efter august 1943 var det slut med avisens muligheder for at udtrykke de kendte synspunkter. Aktionen mod de danske jøder og biskop Fuglsang-Damgaards hyrdebrev kunne man selvsagt ikke kommentere. Tilmed måtte avisen finde sig i, at den tyske besættelsesmagt fik anbragt en officiel erklæring på forsiden efter jødeaktionen (den 3. oktober 1943). Ud fra en særpræget logik meddelte man, at de internerede danske soldater ville blive løsladt. De danske jøder var nemlig nu blevet ”udskilt af det offentlige Liv”. For de havde ved deres tyskfjendtlige ophidselsesvirksomhed, moralske og materielle støtte til terror-og sabotagehandlinger forgiftet atmosfæren og bidraget væsentligt til den øgede spænding.

Da de danske jøder, som havde været deporteret til Theresienstadt, kom tilbage med ”de hvide busser” i juni 1945, var det ganske i overensstemmelse med Kristeligt Dagblads linje siden 1933, at man i overskriften ikke skrev ”vi” eller ”danskerne”, men ”Kirken hilser Jøderne velkommen hjem!”.

Kilder: Kristeligt Dagblads avisarkiv.

Martin Schwarz Lausten: Jødesympati og jødehad i folkekirken. Forholdet mellem jøder og kristne i Danmark fra begyndelsen af det 20. årh. til 1948. Forlaget Anis, København 2007.

Forsiden af Mallings antisemitiske blad Dansk Folkefællesskab fra den 15. oktober 1936.
Forsiden af Mallings antisemitiske blad Dansk Folkefællesskab fra den 15. oktober 1936. Foto: arkivfoto