Kristeligt Dagblad: Fra kirkeblad til eksistensavis

Kristeligt Dagblad overlevede kun med nød og næppe frem til sin 100-årsdag. Siden har avisen gennemgået flere revolutioner og står stærkere end nogensinde

De sidste ti år har Kristeligt Dagblad boet på Vimmelskaftet 47 i det indre København. I et lyst lokale med udsigt til Københavns Domkirke har avisens digitale redaktion til huse. Hele denne redaktion var endnu ikke skabt, da Kristeligt Dagblad rundede 100 år i 1996.
De sidste ti år har Kristeligt Dagblad boet på Vimmelskaftet 47 i det indre København. I et lyst lokale med udsigt til Københavns Domkirke har avisens digitale redaktion til huse. Hele denne redaktion var endnu ikke skabt, da Kristeligt Dagblad rundede 100 år i 1996. . Foto: Leif Tuxen.

Da Kristeligt Dagblad fyldte 100 år den 1. oktober 1996, fejrede avisen sig selv med en forside, hvor tallet ”100” stod i dannebrogsfarver. Forsiden af jubilæumstillægget rummede den dag et farve-illustreret hyldestdigt til avisen af Johannes Møllehave, men ellers var det meste af avisen, herunder samtlige redaktionelle fotos, holdt i sort-hvid, for farvetryk var dyrt dengang.

Jubilæumsavisen kunne ellers fortælle lidt af hvert om Kristeligt Dagblad, der netop var flyttet ind på adressen Rosengården 14 lige ved Nørreport, efter at have boet otte år på Fanøgade 15 på Østerbro. Læserne kunne kigge indenfor på redaktionen, der var billeder af samtlige 61 ansatte i huset — fra de yngste bude til den ansvarshavende chefredaktør, Erik Bjerager. Sidstnævnte besvarede desuden på en hel side i alt 26 spørgsmål om Kristeligt Dagblad. Herunder nummer 12: ”Hvem bestemmer, hvad der skal stå i Kristeligt Dagblad?”. Og nummer 19: ”Hvorfor kommer bladet ikke ud med avisbud tidligt om morgenen?”. Erik Bjerager svarede, at han bestemmer, selvom en del af ansvaret uddelegeres i dagligdagen, og at en avisbud-løsning ville koste for meget.

Nu er vi så nået til jubilæumsavisen ved 125-året. Siden 1990’erne har avisen fået mange flere farver, mere moderne layout, flere daglige avissider og en hel digital udgave af avisen. Såvel antallet af medarbejdere som avisens oplag er mere end fordoblet, og den morgenbud-løsning, som var for dyr i 1996, er i dag en realitet.

Meget er forandret, men en del er også det samme. Otte af de 61 ansatte fra 1996 er også ansatte i 2021. En annoncemedarbejder, en fotograf, en journalist, to redaktionssekretærer, to redaktører — og chefredaktøren selv.

”Siden 1996 er der sket en teknologisk revolution i den måde, man producerer aviser på. For eksempel var det dengang dyrt og krævende at trykke et farvefoto, og kvaliteten blev ikke altid den bedste, og hele den digitale måde, vi arbejder på i dag, er kommet til i løbet af de 25 år,” fortæller Erik Bjerager.

Kristeligt Dagblad og andre aviser bevægede sig ud af en tid, hvor artikler ikke blev skrevet på computer, men på skrivemaskine. En tid, hvor intern kommunikation i huset i Fanøgade foregik med rørpost. Først i det nye bladhus i Rosengården blev det hverdag at sende e-mails. Og avisens udseende blev år for år forandret en smule, så avisen var genkendelig for læserne, men fulgte med tiden og blev stadig flottere i trykket.

Men snart oprandt den stund, hvor diverse medieguruer begyndte at forudsige, at aviser snart slet ikke ville komme på tryk, fordi det er meget billigere og smartere at læse på en skærm.

Lidt tøvende blev Kristeligt Dagblad op gennem 2000’erne også digital, men det kom aldrig på tale at droppe den trykte avis, og chefredaktøren er heller ikke sikker på, at den dag kommer, hvor Kristeligt Dagblad kun kan læses online. Han tror på, at papiravisen har lige så lang en fremtid foran sig som papirbogen. Måske bliver avisen ikke ved med at komme med bud til læsernes postkasse hver morgen, men et rent elektronisk foretagende bliver den næppe heller.

”Digitaliseringen og internettets udbredelse har påvirket hele samfundet, og for aviserne har det at kunne lave elektronisk avis været en revolution, som kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten for 500 år siden. Det har forandret mediebilledet og været en stor udfordring for aviserne. Men på mange måder har Kristeligt Dagblad været bedre rustet end de fleste andre aviser til at møde denne udfordring,” siger Erik Bjerager.

Der var nemlig tre positioner, den trykte avis måtte opgive, da nyhedsformidlingen via internettet tog fart:

Muligheden for at være først med nyhederne.

Muligheden for med én avis at dække alle nyhedsbehov for alle eller langt de fleste af borgerne som en såkaldt omnibusavis.

Og muligheden for at tjene bunkevis af penge på trykte annoncer. Internettet tog det hele, men Kristeligt Dagblads held i uheld var, at avisen i forvejen ikke stod særlig stærkt på nogen af disse positioner.

”Derfor havde vi gode forudsætninger for at lave en avis, der ikke var nyhedsførende, men hvis kvalitet er at levere en anden vinkel på nyhedsstrømmen, og en avis, der er mindre afhængig af læsernes opmærksomhed over for annoncer og mere afhængig af sit journalistiske indhold,” forklarer Erik Bjerager.

Faktisk stod avisen overhovedet ikke stærkt, men var midt i 1990’erne så økonomisk presset, at den kun med nød og næppe overlevede til sin 100-årsdag.

Kristeligt har dagbladet været i alle årene, og kirkesiden lever stadig i bedste velgående. Men i nutiden er det kristelige ikke kun et spørgsmål om at formidle, hvad der rører sig i kirkelivet, men at bruge kristendommen som projektør på hele menneskelivet og se, hvad den kan sige til os, forklarer Erik Bjerager:

”Den vigtigste drivkraft for mennesker er søgen efter mening. Og denne søgen efter mening har vi valgt at gøre til et journalistisk pejlemærke.”

Hvis måden, avisen teknisk produceres på, er én revolution, og udbredelsen af nyheder over internettet er en anden, så har Kristeligt Dagblads tredje revolution de seneste 25 år nemlig været den forandring, som selve det journalistiske indhold har gennemgået. En udvikling, som Erik Bjerager betegner som en udvikling fra, at avisen blev skrevet som en traditionel omnibusavis tilsat en kirkeside, til at den i dag kan betegnes som en kultur- og eksistensavis.

”Grundlæggende er avisens indhold meget forandret. Fra slutningen af 1990’erne og frem blev vi stadig mere bevidste om at gøre den fælles menneskelige eksistens til et stofområde og rendyrke det i avisen. Vi tror på, at mennesker ikke kun søger faktuel information, men også store forklaringer. Mennesker søger inspiration og holdepunkter i etiske problemstillinger. Og mennesker interesserer sig for emner, som vedrører deres egne liv,” siger chefredaktøren og giver et aktuelt eksempel:

”Vi har lige haft en stor artikelserie i avisen om angst. Det er et tema, som berører virkelig mange mennesker, men som aldrig ville være blevet behandlet på denne måde for 20-25 år siden.”