Kristeligt Dagblads specialmedie vinder hæderspris

Danske Mediers hæderspris gik i går til Kristeligt Dagblads fagmedie Kirke.dk

Det digitale fagmedie Kirke.dk blev i september sidste år lanceret af Kristeligt Dagblad og kan allerede nu bryste sig af at være prisvindende. Det står klart, efter Danske Medier i går uddelte deres hæderspris for specialmedier – den prestigefyldte Anders Bording-prisen.

”Det er et vigtigt skulderklap til redaktionen, men også til den satsning, som Kirke.dk er fra Kristeligt Dagblads side. Prisen gives til et medie, der i særlig grad har formået at ramme sin målgruppe, og det er også den fornemmelse, som vi selv har haft. Vi er hurtigt lykkedes med at få fodfæste blandt ansatte og folkevalgte i dansk kirkeliv, og det er prisen en anerkendelse af,” siger Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk.

Specialmediet henvender sig til mennesker, der arbejder med kirkeliv, og ifølge juryen vandt Kirke.dk prisen ”for i god samklang med husets andre medier at skabe et toprelevant, digitalt nichemedie med nødvendigt indhold til en klart defineret målgruppe”.

Kirke.dk var nomineret til Anders Bording-prisen sammen med Tandlægeforeningens og Ergoterapeutforeningens medlemsblade.