Han har ikke sat ord på det før. Men hvis Morten Messerschmidt virkelig fik magt, som han har agt, og Dansk Folkeparti en dag skulle finde vej til regeringskontorerne, er prioriteten klar.
”Så vil jeg være kultur- og kirkeminister.”
Han har selv foreslået at mødes på Dyrehavsbakken nord for København. Blandt tombola-boder, radiobiler og restauranter med navne som Bondestuen og Staldknægten.
Vi skal ”tale om folkelighed, kultur og dannelse”, skrev han i en sms inden snakken med Kristeligt Dagblad.
Det har været en vild måned for Morten Messerschmidt.
Af alle dagblade lagde han i Politiken an til en værdipolitisk offensiv med kristendommen i centrum få dage inden et sommergruppemøde, som Dansk Folkeparti red ind til på ryggen af dårlige meningsmålinger. Offentligheden spærrede øjnene op. Det samme gjorde DF-toppen, og pludselig trådte Søren Espersen tilbage og overlod næstformandsposten til Morten Messerschmidt.
Nu står han her så.
På Bakkens Hvile i nystrøget skjorte og med en fadøl i hånden, klar til at føre arven fra tidehvervspræsterne Søren Krarup og Jesper Langballe videre. Og til forskel fra før med en mere magtfuld platform at gøre det fra.
”Misforstå mig ikke: Interviewet med Politiken har sat en meget, meget relevant debat i gang,” siger Morten Messerschmidt.
Desværre kørte den lidt af sporet og fortabte sig i en diskussion om det verdslige og gejstlige domæne; om sammenblandingen af politik og religion, mener Morten Messerschmidt.
”Mit større ærinde – og det gjaldt også Politiken-interviewet – er at fortælle, at man politisk er nødt til at fokusere langt mere på roden i vores tilværelse. Der har jeg så peget på kristendommen som en af grundkomponenterne i dansk kultur,” siger Morten Messerschmidt.
For ham er fremhævningen af kristendommens kulturhistoriske betydning kun en flig af en større og bredere mission, som DF med ham som næstformand har sendt sig selv ud på: At kurere danskernes kollektive dannelsestab og befri os fra identitetspolitikkens og 1968-generationens frisættende bånd.
”Det, der kitter vores identitet og samfund sammen, bliver underprioriteret af alle kulturbærende institutioner, lige fra folkeskolen til Det Kongelige Teater og Danmarks Radio. De er optaget af at tale danskhed ned og vil gøre alting så svævende og internationalt som muligt. Det er et kæmpe problem.”
Hvordan vil I gøre op med det?
”De kulturbærende institutioner – folkeskolen, de store museer og DR – skal have en stærkere forankring i at formidle dansk kultur og dannelseskulturen. Det er foruroligende, så lidt danmarkshistorien fylder på DR – det samme er formidlingen, hvor en smart skuespiller fortæller om det på en poppet måde. Hvor er ’Før søndagen’ blevet af? Hvor er de danske børneudsendelser blevet af? Jeg så ’Sonja fra Saxogade’ og ’Emil fra Lønneberg’. Nu er der amerikanske børneprogrammer med dåselatter og synkronoversættelser,” siger han.
”Det er grundtvigiansk barnelærdom, at du ikke kan tvinge nogen til at tro. Men jeg vil have, at unge efter 10 års skole kender til Brorson, Kingo, B.S. Ingemann, Martin A. Hansen og Kaj Munk.”
Den konkrete vej – den, der leder tilbage til Sonja fra Saxogade og Brorson – vender vi tilbage til.
Morten Messerschmidt er en gaffel i en verden af suppe. Han passer ikke ind.
Han elsker opera, går med panamahat og folder sig ud i nålestribede jakkesæt. Han taler altmodisch og har engang udtalt, at han afskyr, når folk ikke kender forskel på transitive og intransitive verber.
Det gør han stadig.
”Det er da vildt irriterende, hvis folk bytter rundt på ’i’ og ’æ’ i ’ligger’ og ’lægger’. Sproget er smukt, så det skal behandles med respekt,” siger Morten Messerschmidt.
Samtidig elsker han Dyrehavsbakken med sine all you can eat-menuer og frituremad, bakkesangerinder (han er selv kæreste med en) og Pjerrot. Man er på nippet til at kunne sætte ham i bås og ramme – indtil han fortæller, at han er kørt herop i en elbil.
Sådan er det med Morten Messerschmidt.
I 2006 var han ”tindrende ligeglad med, hvad der står i Bibelen”, sagde han til Ud&Se, og dertil liberalist. Nu går han til højmesse hver søndag og er stærkt nationalkonservativ.
Kan du forstå, hvis nogle har svært ved at tro på det, du siger, at du mener?
”Nej. Jeg ville omvendt være bange for en type, det mente det samme som 20- og 40-årig. Det er nemt at være ung og ideologisk og føle en helt masse. Men livet er en modningsproces, og det kræver indsigt og tid at vide og opleve noget.”
Du følte for meget og vidste for lidt som ung?
”Ja,” ler han.
”Det tror jeg gælder for mange mennesker.”
Morten Messerschmidt kigger sig omkring. Et midaldrende par slentrer forbi med en barnevogn og hilser.
”Den bedste meningsmåling, man overhovedet kan få, er en formiddag på Dyrehavsbakken,” siger han.
Han kommer her hver dag sommeren over, renser radiobiler om morgenen og serverer fadøl i Bakkens Hvile om aftenen, mens kæresten, Dot Wessmann, optræder. Nok er her dansk, indvender Kristeligt Dagblad, men stedet er også stærkt rundet af jødiske gøglere, italienske pantomimer og Pjerrot, der er en fransk figur.
Og her er også madboder, der sælger falafel?
”Dyrehavsbakken har en folkelighed og en 450 år lang historie, og jeg tror, at den spiller en rolle i mange danskeres hjerter. Det er noget af det, der er med til at give os identitet, og mange ville nok blive irriteret, hvis her lå et Disneyland i stedet.”
”Skal der så være falafel? Det har jeg egentlig ikke en holdning til – det er der jo i resten af samfundet.”
Han insisterer på, at der ikke er en modsætning mellem at elske Dyrehavsbakkens (lav)kultur og samtidig rase over, at de fleste unge menneskers tunger slår krøller, hvis man spørger dem, hvem B.S. Ingemann var.
”Jeg er vild med begge dele, ligesom jeg er vild med opera og Flemming ’Bamse’ Jørgensen. For tiden diskuterer man, om der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i operaen. Det er der ikke. Det samme gælder Dyrehavsbakken. Men det er ærgerligt at sige, at man kun hører til det ene sted. Dansk kulturpolitik skal være møntet på, at flest muligt kan åbne deres sind for både fin- og folkekultur.”
Morten Messerschmidt ser sig selv som værdikriger.
Debatten om Danmarks nationalret er for ham vigtigere end det med småt i finansloven. En god kronik kan lige så vel som ulighedsindekser og minimumsnormeringer være med til at forme samfundet.
Det forstod Anders Fogh Rasmussen (V), da han i 2003 sagde, at ”kulturkampen afgør Danmarks fremtid” og blæste til en værdikamp, der skulle vække de sløve danskere fra socialdemokratismens etik og kulturradikalisternes meningstyranni.
Kulturkampen afgør stadig Danmarks fremtid, mener Morten Messerschmidt. Han opsummerer det nogenlunde sådan her: De nationalt sindede har spillet andenviolin i den offentlige debat siden ungdomsoprøret i 1968, hvis tanker har forpestet institutionerne og defineret tidsånden sidenhen.
Det skal der laves om på.
”Det er velkendt, at hovedparten af folkeskolelærerne er meget, meget venstreorienterede. Det kan man se på den litteratur, der bliver læst. Væsentlig mere Rifbjerg og Herman Bang end Martin A. Hansen.”
”Ej, Bang er faktisk ikke så dårlig,” skynder han sig at indvende.
”Nationalmuseet vil ikke kalde det ’eskimo’ længere. Og Søfartsmuseet er bange for at krænke nogen med sømandstatoveringer fra 1800-tallet. Kort sagt er man mere optaget af at undgå at krænke nogen end af at formidle den historie, der på godt og ondt er vores.”
Det er blandt andet derfor, at skoleelever skal synge salmer og vide mere om Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, som han foreslog i interviewet med Politiken.
”Det giver ro og overskud i tilværelsen, hvis man accepterer, at nogle ting er givet; ens navn, ens sprog og ens nationalitet. Så står man stærkere i mødet med det fremmede, eller når man skal træffe et stort livsvalg. Den identitet skal folkeskolen og de bærende kulturinstitutioner give.”
Det ironiske er, at Dansk Folkeparti siden 2001 har haft flere helt unikke muligheder for at vende skuden. For helt konkret at opprioritere dansk børne-tv på DR og få Brorson tilbage på pensum. Alligevel begræder Morten Messerschmidt som et ekko af Søren Krarups udmeldinger fra 2000’erne, at det står værre til end nogensinde med dannelsen, kulturen og tidsånden.
Er Dansk Folkeparti egentlig ikke ved at tabe kulturkampen?
”Nej, vi er i gang med at tale den op.”
Hvis det står så slemt til, hvorfor gjorde I så ikke noget ved det, da I mellem 2015 og 2019 var Danmarks største borgerlige parti under VLAK-regeringen? Eller mellem 2001 og 2011?
”Fordi vi var omgivet af radikale partier, der ikke ville gøre noget ved det og er mere optaget af at beskytte et kunstigt armslængdeprincip, så Radikale Venstres håndlangere kan styre tingene på Danmarks Radio.”
Men det er ikke kun de andre partier på Christiansborgs skyld, forklarer Morten Messerschmidt. Han oplever en institutionel modvilje mod de borgerlige og nationalkonservative kulturtiltag, der rent faktisk vedtages på Christiansborg.
Og dét, mener han, er det helt store problem.
Dansk Folkeparti formåede faktisk at beskære DR’s budget med 20 procent ved medieforliget i 2018.
”Hvad gjorde Danmarks Radio efterfølgende? Nedlagde DR K, som ret beset var det eneste public service, de lavede," siger Morten Messerschmidt.
”Det understreger min pointe: Det er ikke nok at vinde kampene på Christiansborg, hvis dem, der i virkeligheden har magten til at udføre det, ikke er valgt af folket.”
Men du er ikke redaktør på DR og kan ikke bestemme, hvordan de laver programmerne?
”Selvfølgelig kan jeg det. Det er os politikere, der bestemmer.”
Hans konkrete forslag til at bekæmpe den institutionelle 1968’er-ånd er opsigtsvækkende.
”Jeg tænker, at man kunne lave en ordning, hvor identitetsrevolutionerende tiltag skal forelægges Christiansborg. Det er et kæmpestort problem, at armslængdeprincippet er synonymt med at føre radikal politik uden at have folkelig opbakning til det,” siger Morten Messerschmidt.
Identitetsrevolutionerende tiltag?
”Måske skal jeg finde et mere catchy begreb, men ja.”
Hvordan skal det lade sig gøre?
”Jamen, det er problematisk, hvis en institutleder eller museumsdirektør har ret til på vegne af hele folket at omskrive historien ved at ændre begreber eller sige undskyld for slaveriet. Det er forkert. Den slags ting, der virkelig handler om at forstå danmarkshistorien, skal være til debat og ikke overladt til få personer.”
I sådanne tilfælde skal Folketinget sætte ind?
”Ja. Det er ikke rimeligt at kompromittere virkeligheden, som den har været opfattet i ganske mange år, fordi en krænkelsesparat elite mener, at tiden er kommet til en revolution. Det burde man have en minister, der sikrer en debat om og et efterfølgende folketingsflertal for.”
Det lyder som et stort opgør med armslængdeprincippet, der sætter forskningen, medierne og kunsten fri?
”Måske vi bare skal kalde armslængdeprincippet for bluff,” siger han.
”På Christiansborg kan vi vedtage gode opbyggelige ting forankret i eksempelvis kristendom og dansk kultur, mens dem, der skal formidle det, har deres eget politiske projekt uden noget folkeligt mandat. Hvis de har magten, siger det noget om afmagten på Christiansborg.”
Sådan ser visionen for Danmark ud, skulle Morten Messerschmidt og DF ende i regering.
Indtil videre har det lange udsigter. Partiet er i dyb krise og ligger på cirka syv procents opbakning i meningsmålingerne. For nuværende er Morten Messerschmidt ikke engang sit partis kulturordfører.
Et rungende regnvejr sætter ind, og dyrehavsbakkefolket søger læ i buffettelte og spillehaller. Vi rykker i læ, og en ting undrer Kristeligt Dagblads udsendte. Vi har snakket i snart en time, men Morten Messerschmidt har ikke nævnt Dansk Folkepartis sjæl, kampen mod indvandring, med et ord. Er Messerschmidt mere vred på Rifbjerg end på indvandringen?
”De to ting hænger sammen. Indvandring er en afledt effekt (af ånden fra Det Moderne Gennembrud i slutningen af 1800-tallet og 1968’erne, red.). Hvis ikke du synes, at dansk kultur er noget, har du ikke noget imod at sætte noget andet i stedet.”
Det skurrer lidt.
De fleste danskere kan selv huske eller er i skolen blevet fortalt, hvordan 1968’erne lærte os at kritisere autoriteter og satte spørgsmålstegn ved konservative og traditionelle familiemønstre. Manden skulle ikke længere være familiens overhoved, kvinderne skulle smide bh’en. Homoseksualitet og skilsmisser skulle accepteres.
Er mange af de idealer, 1968’erne hyldede, ikke det, I ofte kritiserer islamister for ikke at have forstået?
”Nej, det er det ikke. Da vi stemte imod ægteskab blandt to af samme køn, skete det ikke med henvisning til Bibelen. Vi havde en kulturel konservativ kritik af forslaget, til forskel fra islamisterne, der direkte blander politik og religion sammen.”
Men når DF kritiserer islamister for manglende autoritetskritik, manglende ligestilling og et patriarkalsk verdenssyn, er I så ikke med til indirekte at videreføre de 1968-idealer, du kritiserer så heftigt?
”Jeg kan godt forstå, at du sætter det op sådan. Men jeg er ikke enig i præmissen. 1968’ernes emancipation kunne lade sig gøre på grund af, at kristendommen sætter individet fri i både ret og ansvar.”
Så du hylder kristendommen for at give plads til frigørelsen, Det Moderne Gennembrud og siden 1968-idealerne, men kan ikke lide selve frigørelsen, Det Moderne Gennembrud og 1968-idealerne?
”Der er dele af frigørelsen, som er helt fornuftig. Jeg er selvsagt varm tilhænger af kvindernes valgret, for eksempel. Det samme mener jeg i forhold til homoseksuelles ret til at leve deres eget liv. Det vender sig i mig, når jeg hører, at der i Østeuropa tales om no-go-zoner for homoseksuelle. Det er helt skørt.”
Men hvor er det, at frigørelsen går for langt?
”Når man vil opløfte retten til at leve sit liv frit til at være en norm, der definerer hele samfundet,” siger Morten Messerschmidt.
”Eksempelvis går det for langt, når ægteskabsbegrebet gøres så bredt, at det kompromitterer dem, der mener, at det skal være et forhold mellem mand og kvinde. Ægteskabet er et verdsligt anliggende, men jeg vil gerne værne om det på den måde, det har været overleveret på i flere årtusinder.”