Kristendemokrater vil i tæt kontakt med Venstre og Konservative

Alle der henvender sig til offentlige myndigheder skal kunne mærke, at Danmark hviler på kristne værdier. Det sagde formanden Isabella Arendt, da Kristendemokraterne i weekenden holdt landsmøde

”Vikaren fra himlen” blev på weekendens landsmøde valgt til formand uden modkandidater. (arkivfoto fra folketingsvalget 2019)
”Vikaren fra himlen” blev på weekendens landsmøde valgt til formand uden modkandidater. (arkivfoto fra folketingsvalget 2019). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hvad vil det sige at være et borgerligt parti i 2020? Det spørgsmål vil Isabella Arendt gerne i dialog med Venstre og Det Konservative Folkeparti om. I weekenden holdt hun sin første tale som valgt formand for partiet, og i den rettede hun en direkte appel til Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen(K):

”Tag os med som samarbejdspartner allerede nu”, sagde hun og uddyber til Kristeligt Dagblad, at hun finder det vigtigt, at de tre partier lærer hinanden bedre at kende.

Ved folketingsvalget i juni 2019 var det lige ved og næsten for Kristendemokraterne. Partiet var knap 200 stemmer fra at få valgt et kredsmandat i Vestjylland, men endte ligesom ved valgene i 2011 og 2015 uden for Folketinget. Kristendemokraterne er allerede nu opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg, men formanden vil altså gerne inden da i tæt kontakt med de to borgerlige partier.

Skal det ses som et udtryk for, at Kristendemokraterne er rykket til højre?

”Nej, det synes jeg ikke. Vi er et borgerligt midterparti, der peger på en borgerlig regering, det er der ikke noget nyt i,” siger Isabella Arendt.

Hun afviser ikke, at partiet også vil gå i dialog med de andre borgerlige partier i Folketinget, men i første omgang reagerer hun på en opfordring, som Søren Pape Poulsen (K) kom med i sommer, og hvad Venstre angår, handler det om Jakob Ellemann-Jensens rolle som statsministerkandidat.

Kristendemokraterne vil blandt andet gerne have Venstre og Konservative til at interessere sig mere for Danmark udenfor de store byer.

”Vi mener, det må være en borgerlig værdi at sikre mennesker gode muligheder for at kunne bo i hele landet. Det handler både om at bevare de små skoler og om at sikre infrastruktur. Vi må sammen tage ansvar for, at landet ikke bliver skævvredet,” siger Isabella Arendt.

Hun slår samtidig til lyd for, at alle, der henvender sig til offentlige myndigheder, skal kunne mærke, at Danmark hviler på kristne værdier.

”Uanset om man kommer som arbejdsløs, flygtning, eller fordi man er blevet syg, så skal man mødes med næstekærlighed og værdighed,” siger hun og tilføjer, at mange fortæller hende, at det ikke altid sker i dag.

Isabella Arendt, der i forbindelse med den tidligere formand Stig Grenovs sygdom ved folketingsvalget 2019 blev kaldt ”vikaren fra himlen”, blev på landsmødet valgt til formand uden modkandidater. Alligevel var der i baglandet kritiske røster. To tidligere folketingskandidater, Gert Broxgaard og Anne Grønlund, udsendte i forbindelse med landsmødet en pressemeddelelse, hvori de kritiserede ledelsen for ikke at have meldt tilstrækkeligt ud om, hvordan man deltager som delegeret eller stiller op til hovedbestyrelsen. Desuden kritiserer Anne Grønlund i Dagbladet Ringkøbing-Skjern Isabella Arendt for at være enerådig.

Isabella Arendt erklærer sig uforstående over for kritikken, som hun kalder ”strittende i alle retninger”.

Niels Chresten Andersen, der sidder i partiets hovedbestyrelse, garanterer over for Kristeligt Dagblad, at der ikke er noget i partiet, der går igennem, blot fordi Isabella Arendt mener det. Og at alle regler i forbindelse med landsmødet er blevet overholdt.

”Vi er et gennemdemokratisk parti,” fastslår han.

Kristendemokraterne har 50-årsjubilæum i år. Partiet, der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti, blev stiftet som direkte reaktion på vedtagelsen af loven om legalisering af billedpornografi i 1969 og indførelsen af abort på social indikation i 1970.

Fire nye medlemmer blev i forbindelse med landsmødet valgt til hovedbestyrelsen. Det er Simon Skals, Andreas Kjeldsen, Enok Linde og Iver Poulsen.