Prøv avisen

Kristendemokraterne forpassede chancen – tager de en ny?

”Når først aftenens skuffelse har lagt sig, er det fremgangen (Kristendemokraterne fik over dobbelt så mange stemmer som i 2015, red.), vi vil huske," udtaler Isabella Arendt om valgresultatet onsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Isabella-effekten sendte ikke Kristendemokraterne i Folketinget. Kristendemokraterne bør nu overveje at tage en pause fra landspolitik, siger eks-formand

De satte alt på ét bræt, men endte med at tabe det hele på gulvet.

Kristendemokraterne var 191 stemmer fra det vestjyske kredsmandat, som partiet havde lagt utallige mandetimer og ressourcer i at hive hjem gennem fire ugers valgkamp.

Kristian Andersen, partiets spidskandidat i Vestjylland, ville formentlig have trukket Isabella Arendt og Marianne Karlsmose med sig i Folketinget gennem to tillægsmandater – og alt i alt så valgaftenen længe ud til at blive et comeback til Kristendemokraterne efter 14 års ufrivillig pause fra landspolitik.

I stedet løb det hele ud i sandet. Og spørgsmålet er nu, om Kristendemokraterne forpassede chancen, da den var der.

Folketingsvalget anno 2019 står i al fald tilbage som en valgkamp, der på mange måder passede godt til Kristendemokraternes profil. Det var børnenes og klimaets valg, som S-formand Mette Frederiksen konstaterede natten til torsdag. Læg dertil udlændingeområdet, hvor den yderste højrefløjs stramninger blev fravalgt til fordel for en mere midtsøgende linje. Så har man tre emner, hvor Kristendemokraterne så ud til at være i trit med tidsånden.

Tilbage står et parti, som må overveje, om kampen var det hele værd. Det mener Marianne Karlsmose, spidskandidat i Sydjylland og tidligere partiformand.

”Der er nogle ting, vi er nødt til at overveje efter det, vi oplevede i går,” siger hun dagen derpå og uddyber:

”Vi lægger så mange kræfter i det her. Når det så igen viser sig, at det ikke lykkedes, må vi spørge os selv, om kampen for det gode liv skal kæmpes i et politisk parti, der er repræsenteret i Folketinget.”

Hvad mener du med det?

”Jeg mener, at det ikke er nogen given ting, at vi igen skal ud og samle vælgererklæringer. Vi skal overveje, om det er landspolitik, vi skal satse på, eller om vi skal derfra i et stykke tid,” siger Marianne Karlsmose.

Hun slår dog fast, at partiet stadig har en eksistensberettigelse, men lufter tanken om, at det er i regionerne og kommunerne, at Kristendemokraterne i de kommende år skal bruge sine kræfter.

Isabella Arendt, der har taget det politiske Danmark med storm i de sidste fire uger, talte på valgaftenen om en ”enorm skuffelse”:

”Vi skal kigge os selv efter i alle revner og kanter og se på, hvorfor det ikke lykkedes. Det har vi heldigvis god tid til at se på nu.”

Den konstituerede kristendemokratiske formand mener dog, at partiet trods alt kan tage noget med sig fra nederlaget.

”Når først aftenens skuffelse har lagt sig, er det fremgangen (Kristendemokraterne fik over dobbelt så mange stemmer som i 2015, red.), vi vil huske”.

”Jeg er i modsætning til Klaus Riskær Pedersen ikke ved at opløse mit eget parti. Sådan er vi ikke. Kristendemokraterne har eksisteret i snart 50 år, og det bliver vi ved med at gøre,” siger Isabella Arendt.

Til oktober ser hun ud til at blive valgt til ny formand på partiets årsmøde, mens Stig Grenov trækker sig. Han erkender, at der udover skuffelsen også er et pengemæssigt aspekt af valgnederlaget, som skal løses.

”Ingen penge har vi nok af, og nogle har vi lånt. Der er en økonomisk side af det her, som vi skal have rettet til.”

Men ifølge Stig Grenov er det ikke tid til at give op.

”Vi er nødt til at gå ud og tænke på, hvor mange tusinde mennesker der har sat deres kryds ved Kristendemokraterne, fordi de troede på os. Dem skylder vi at arbejde videre for,” siger han.

Michael Kristiansen, politisk kommentator og forhenværende spindoktor for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), vurderer, at partiet har grund til at kæmpe videre.

”Jeg kan godt forstå, hvis skuffelsen er fuldstændig monumental dagen derpå. Der findes næsten ikke noget værre i politik end det, Kristendemokraterne oplevede på valgaftenen.”

”Men lad os spole tiden en måned baglæns: Ingen i det her land havde på nogen måde forestillet sig, at de kom i nærheden af spærregrænsen. Men ud af det blå kom Isabella Arendt, og hun har flyttet Kristendemokraterne fra nærmest ingenting til at være tæt på,” siger Michael Kristiansen.

Ifølge ham har Isabella Arendt givet Kristendemokraterne et politisk fundament, som partiet ikke har haft siden 2005. Yngre vælgere er sandsynligvis kommet til i løbet af de sidste fire uger, og Isabella Arendt er i stand til at støve fordomme om antiabort-holdninger af sig i en anden grad end eksempelvis eks-formænd som Per Ørum Jørgensen og Stig Grenov.

Spørgsmålet er dog, hvor længe ’Isabella-effekten’ kan holdes i kog. Her kan Kristendemokraternes held være, at en svær parlamentarisk situation gør, at Mette Frederiksen (S) ikke kan regne med fire sikre år som statsminister.

”Det er slet ikke sikkert, at der går fire år inden næste folketingsvalg. Det kan vise sig at blive partiets chance, at Isabella Arendt kan få endnu et valg, mens hun stadig er et slags frisk pust,” siger Michael Kristiansen.

Bodil Kornbek, tidligere partiformand, der ikke kunne hive Kristendemokraterne over spærregrænsen i 2007, tror på, at partiet hiver op i sig selv nok en gang.

”Kristendemokraterne har gennem rigtig mange år vist, at de kan rejse sig og samle de nødvendige vælgererklæringer. Der er et frivilligt engagement i det parti, som ikke forsvinder, når nedturene melder sig,” siger Bodil Kornbek, der i dag er valgt ind i Lyngby-Taarbæks kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet.

Om femte gang i så fald vil vise sig at være lykkens gang – Kristendemokraterne har nu uden held prøvet at komme i Folketinget ved valg i 2007, 2011, 2015 og 2019 – vil tiden vise.

Vi er nødt til at gå ud og tænke på, hvor mange tusinde mennesker der har sat deres kryds ved Kristendemokraterne, fordi de troede på os. Dem skylder vi at arbejde videre for

Stig Grenov