Søren Pape Poulsen (K) har endnu ikke meldt sig på banen som et borgerligt bud på en statsministerkandidat, selvom hans parti konsekvent ligger side om side med Venstre og Jakob Ellemann-Jensen i meningsmålingerne.
Men hvis den konservative leder tager springet, vil Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, modtage meldingen med et smil. Det fortæller hun forud for partiets landsmøde, der afholdes i Middelfart i denne weekend.
”Det er ikke mit job at udråbe ham som kandidat, men hvis han skulle nå frem til, at han gerne vil være statsministerkandidat, så er det helt sikkert en beslutning, vi vil forholde os meget positivt til,” siger hun.
Hun gør det dog klart, at partiet endnu ikke har taget endelig stilling til, hvem man vil pege på som statsminister, hvis partiet formår at klatre op over spærregrænsen for første gang siden 2001.
”Vi vil gerne have en borgerlig statsminister i Danmark, men vi har ikke sat navn på endnu,” siger hun.
Men der er bedre stemning omkring Pape end Ellemann hos Kristendemokraterne?
”Ja. Vi oplever, at Søren Pape viser større villighed til at indtænke os som en del af et borgerligt parlamentarisk grundlag.”
Hvad afgør, hvem I ender med at pege på?
”Vi stiller ingen ultimative krav, så det bliver en samlet vurdering på to parametre. For det første på det konkrete indhold. Hvor vurderer vi, at vi kan få mest af vores politik igennem? Og for det andet, om vi bliver inviteret med om bordet og anset som en god kollegial spiller.”
Hun fremhæver klima- og familiepolitikken som områder, hvor de to partier overlapper.
”I landbrugsforhandlingerne var vi enige med De Konservative i, at der skulle være bindende klimamål. I spørgsmålet om øremærket barsel står vi også sammen med De Konservative og siger, at barsel er en rettighed til børn.”
Det er anden gang, at Isabella Arendt skal møde det kristendemokratiske bagland som partiformand, efter at hun officielt overtog efter Stig Grenov ved landsmødet i 2019. Det store gennembrud kom dog allerede et par måneder forinden, da hun efter få timers folketingsvalgkamp blev sat i spidsen for partiet.
Selvom det ellers længe så sådan ud, fik hun akkurat ikke hevet partiet op over spærregrænsen. Men politik er en uforudsigelig branche, og det viste sig med al tydelighed, da den tidligere radikale profil Jens Rohde i foråret meldte sig under fanerne. Med sig havde han en fast plads i Folketinget, og det betyder, at Kristendemokraterne nu deltager på lige fod med de andre partier, når der forhandles i ministerierne og debatteres i folketingssalen.
De forøgede handlemuligheder blev især synlige under sidste uges åbningsdebat i Folketinget, hvor partiet ikke gik med i blå bloks fælles vedtagelsestekst. Formuleringerne om udlændingepolitikken var slet og ret for kradsbørstige.
Få dage tidligere skete der noget lignende, da partiet ikke gik med i blå bloks fælles udspil til landbrugsforhandlingerne. Et af punkterne gik nemlig på, at den grønne omstilling af landbruget skulle finansieres ved at genindføre deltagerbetaling på danskuddannelse til udenlandske studerende.
”Det giver ikke mening at hive udlændingepolitik ind i et landbrugsudspil. Jeg ved ikke, om Venstre og Konservative er enige med eller bange for Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men det er et noget ensidigt fokus,” siger hun.
De to eksempler viser, at Kristendemokraterne har fået en stærkere stemme og en større politisk platform. Men de illustrerer også, at partiet står mutters alene i den blå familie i udlændingepolitikken. For eksempel vil partiet fjerne 24-årsreglen og hæve ydelserne for de fattigste børnefamilier, hvor mange har udenlandsk baggrund.
Kan I støtte en regering, der sænker ydelserne og beholder 24-årsreglen?
”Det kan vi ende med at blive nødt til. Vi er tvunget til at acceptere det til enhver tid siddende flertal, selvom vi mener, at de tager fejl. Det er mandaternes logik.”
På hvilke politiske områder ser du et fælles borgerligt projekt, der også inkluderer jer?
”Det kunne være på frihedsdagsordenen, hvor vi også har et stærkt fokus på friplejehjem, hjemmepasning og friskoler. Vores demokrati trænger til, at vi bestemmer mere selv og mere lokalt. Vi ser det også som vores opgave at trække det borgerlige Danmark i en grønnere retning.”