Kristendemokraterne holder landsmøde: ”Danmark er blevet et land, der lukker sig om sig selv”

Frihed var nøgleordet, da Kristendemokraternes formand Isabella Arendt i dag talte ved partiets landsmøde i Middelfart. Her lød det, at partiet lige nu foretrækker Søren Pape Poulsen (K) som den borgerlige fløjs statsministerkandidat

”Når KD (Kristendemokraterne red.) skal pege på en statsministerkandidat efter næste valg, så vil det altid være på dén, hvor vi får mest kristendemokratisk politik igennem. Lige nu peger pilen på Pape,” sagde Isabella Arendt.
”Når KD (Kristendemokraterne red.) skal pege på en statsministerkandidat efter næste valg, så vil det altid være på dén, hvor vi får mest kristendemokratisk politik igennem. Lige nu peger pilen på Pape,” sagde Isabella Arendt. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

Kristendemokraterne vil kæmpe for at frisætte borgerne, kærligheden og velfærdsstaten, hvis partiet lykkes med at blive valgt til Folketinget for første gang siden 2001.

Det var budskabet, da partiets formand Isabella Arendt i dag talte ved partiets landsmøde i Middelfart.

”Hele demokratiets fundament bygger på, at man som borger er herre i eget liv og selv er i stand til at træffe beslutningerne lokalt. Det er udtryk for den ypperste form for arrogance, når staten har som standardindstilling at vide bedre om vores egne behov og ønsker, end vi selv gør,” lød det fra Isabella Arendt, der blandt andet er træt af politikere, der blandet sig i, hvordan hverdagen på landets folkeskoler skal se ud.

”Det bedste, vi kan gøre for skolerne fra politisk side, er at blande os uden om. Giv nu skolerne frihed til at bestemme selv. Ikke i to kommuner. Ikke kun i tre år. Men i alle kommuner for al fremtid,” lød det fra Isabella Arendt.

Hun pegede også på jobcentrene, plejehjemmene, kommunerne, regionerne og psykiatrien som steder i velfærdsstaten, hvor staten fylder for meget.

I den forbindelse roste hun Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, der også for nyligt brugte sin landsmødetale på at sætte fokus på mere frihed i velfærden.

”Derfor blev jeg så glad, da Jakob Ellemann i sidste weekend satte frihed som tema for Venstre og som udgangspunkt for det borgerlige samarbejde,” lød det fra Arendt, inden hun sendte en stikpille til Venstre-formanden.

”Det kan derfor undre, at Venstre har brugt den efterfølgende uge på at lave familiepolitik sammen med Enhedslisten og de andre røde partier, hvor familiens frihed begrænses.”

Her sigtede hun til, at Kristendemokraterne i går – modsat Venstre – forlod forhandlinger om mere øremærket barsel til fædre sammen med De Konservative.

Blandt andet på den baggrund slog hun fast, at Kristendemokraterne for tiden foretrækker De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som de borgerlige partiers bud på en statsminister.

”Når KD (Kristendemokraterne red.) skal pege på en statsministerkandidat efter næste valg, så vil det altid være på dén, hvor vi får mest kristendemokratisk politik igennem. Lige nu peger pilen på Pape,” sagde hun.

De største klapsalver fra salen kom, da Isabella Arendt mod slutningen af talen sagde, at Danmark ”har brug for at sætte os selv fri fra et misforstået, kulturelt mindreværdskompleks.”

”Danmark er blevet et land, der lukker sig om sig selv. Det hyldes af nogle som beskyttelse af danskerne - eller beskyttelse af vores kristne værdier og kultur. Danske, kristne værdier er ikke skrøbelige idéer, som fordufter i vinden, så snart den mindste blæst rammer dem. Danske, kristne værdier er stærke, stolte egetræer med rødder århundreder tilbage. På dem har vi bygget et stærkt, stolt land.”

Herefter slog hun fast, at partiet vil af med 24-års reglen.

”Alle danskere skal kunne forelske sig ude i den store verden og tage ægtefælle og børn med til Danmark og leve her i deres eget land.”