Et lille parti som Kristendemokraterne med blot et enkelt mandat i Folketinget får ikke mange chancer for at fortælle offentligheden om sin politik. En af de få er årets sommergruppemøde, som ”gruppen” - folketingsmedlem Jens Rohde - holdt fredag og lørdag, dog sammen med partiformand Isabella Arendt og resten af hovedbestyrelsen.
Lørdag middag præsenterede de to partitopfolk fem punkter, som de vil prioritere i efteråret. De udmærker sig ved at spille lige ind i det, der forventes at blive de store politiske temaer eller allerede er det - flygtninge, klima, overførselsindkomster, mangel på arbejdskraft og støtte til medier.
Det umiddelbart mest kontroversielle forslag er, at man vil give permanent opholdstilladelse til de næsten 1000 afghanere, der har arbejdet for Danmark, og som er blevet evakueret fra Kabul. Kristendemokraterne er ellers med i den evakueringsaftale, som et bredt flertal indgik den 11. august, der ville give op til 200 afghanere en midlertidig opholdstilladelse på to år. Jens Rohde forklarer, at han hele tiden har argumenteret for, at de skulle have permanent ophold her i landet, men det krævede ingen andre partier, end ikke Enhedslisten eller De Radikale.
Kristendemokraterne får med andre ord lige nu markeret sig som Folketingets mest yderligtgående parti i udlændingepolitikken. Det kan have appel til vælgere, som er trætte af den meget stramme udlændingepolitik, og som har særlig sympati for de afghanske flygtninge. Dem er der faktisk mange af. En meningsmåling fra Voxmeter viste for nylig, at 6 ud af 10 danskere er parate til at give de afghanske tolke permanent opholdstilladelse.
En ting, Jens Rohde og Isabella Arendt kan vide sig sikre på, er imidlertid, at det ikke kommer til at ske. Hverken regeringen eller de øvrige borgerlige partier vil fraskrive sig muligheden for at sende 1000 afghanere retur til Afghanistan, hvis Taleban igen skulle blive sat fra bestillingen og erstattet af et nyt og mere tolerant styre. Hvor lille sandsynligheden for det end er.
Så selvom Kristendemokraterne med sit forslag har plantet sig selv midt i det, der kan blive en af efterårets mest ophedede diskussioner, har det samtidig bragt sig helt ud i periferien af debatten. Det ene kristendemokratiske mandat er hverken afgørende for regeringen eller de øvrige borgerlige partier, og uden andre allierede forsvinder muligheden for indflydelse.
Det samme kan man sige om de øvrige forslag fra partiet – måske med en enkelt eller to undtagelser.
Det mest overraskende er et forslag om at bruge en halv milliard kroner på forskning i kernekraft. Danmark opgav atomkraften som energikilde helt tilbage i midten af 1980’erne, men nu argumenterer Kristendemokraterne for, at klimakrisen gør det nødvendigt at genbesøge energikilden. Teknologien er blevet udviklet meget siden den store atomkraftkatastrofe i Tjernobyl i Ukraine i 1986, og man vil kunne producere atomkraft langt sikrere på mindre anlæg i dag, lyder det.
Det kan der argumenteres videnskabeligt for, men politisk ligner det en blindgyde. Selvom Danmark får svært ved at nå sine klimamål for 2030, vil regeringen og dens støttepartier insistere på at betræde stort set alle andre veje end netop atomkraften, også selv om de andre veje måtte være væsentligt dyrere og mindre sikre. Kristendemokraterne får under ingen omstændigheder sat en halv milliard kroner af på finansloven for 2022 – igen, fordi partiet står fuldstændig uden allierede.
Et tredje forslag går på, at danske medier skal have 10 milliarder kroner i støtte hvert år i stedet for de cirka 6 milliarder kroner, de får nu. Det er en gammel mærkesag for Jens Rohde, som måtte opgive den som medlem af De Radikale, men nu er det blevet Kristendemokraternes mærkesag. I analysen af mediernes problem kan partiet sagtens finde meningsfæller. Der er bred enighed om, at techgiganterne suger reklamekroner ud af de danske medier, og at det svækker public service herhjemme. Men at indføre en egentlig medieskat på selvangivelsen, der skal skaffe 10 milliarder kroner til danske medier, har lange udsigter. Så hårdt mange politikere end kritiserer de sociale medier, bruger de dem flittigere end nogensinde og nyder åbenlyst at have nyhedskanaler uden irriterende journalister til at stille irriterende spørgsmål.
Endelig nævner Kristendemokraterne to andre forslag, hvor partiet får en smule nemmere ved at finde allierede. Det gælder et om at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser, integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, som også venstrefløjen ønsker. Og det gælder ønsket om at hæve grænsen for topskat og øge udbuddet af arbejdskraft ved et højere beskæftigelsesfradrag. Det vil have en vis genklang hos nogle af de borgerlige partier.
Isabella Arendt forklarer, at man spiller ud med forslag, der rammer ind i efterårets politiske dagsorden, og så er håbet at komme med i flere politiske forlig, som man også har gjort i foråret, for eksempel om udviklingsbistanden.
Problemet kan blive, at partiet i de konkrete forslag har lagt sig meget langt fra det, der ventes at blive omdrejningspunkterne for regeringen, dens støttepartier og de største oppositionspartier. Og dermed, at Kristendemokraterne på samme tid har spillet sig ind i efterårets store politiske temaer – og ud igen.