Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kristendemokraterne om kønsneutrale cpr-numre: De Radikale er farlige

Mand eller kvinde? Radikalt forslag om kønsneutrale pas og cpr-numre er farligt, mener Kristendemokraterne.

De Radikale leger Vorherre med forslag om kønsneutrale pas og cpr-numre, mener Kristendemokraternes formand Per Ørum Jørgensen

"Lad nu kvinder være kvinder, og lad mænd være mænd. Det er kun psykologerne, der får glæde af et kønsneutralt samfund".

Sådan lyder det fra Kristendemokraternes formand, Per Ørum Jørgensen, som reaktion på De Radikales forslag om kønsneutrale pas og cpr-numre.

Med forslaget ønsker De Radikale at imødekomme et ønske fra transseksuelle personer, der føler sig som et andet køn, men ikke har fået en kønsskifteoperation.

LÆS OGSÅ:Radikale ønsker kønsneutrale pas og cpr-numre

"Transpersoner føler ofte diskrimination, i forhold til hvordan de kan agere i samfundet. De bliver puttet ind i kasser, så enten er du mand, eller også er du kvinde", lyder det fra den radikale ligestillingsordfører, Sofie Carsten Nielsen.

Men ideen om kønsneutrale personer er stærkt problematisk, mener Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne.

"Det Radikale Venstre er uden sammenligning det farligste parti i Danmark med deres unaturlige og kunstige ideologi om et kønsneutralt samfund. Verden bliver ikke et bedre sted at leve i, når Vestager vil lege Vorherre", skriver Per Ørum Jørgensen i en pressemeddelelsen.

"Forskellen mellem kønnene giver livet dynamik, og det kan kun blive negativt for samfundet, når politikere vil ophæve den naturlige orden, som livet byder os", lyder det fra Per Ørum Jørgensen, som generelt langer ud efter De Radikales indspark i debatten om køn og ligestilling.

"Vi har set en ny lov om kønsneutrale ægteskaber, vi har set Manu Sareen skælde ud på Lego, fordi de laver lyserøde legoklodser, og nu senest vil de radikale, at jeg kan skifte navn fra Per til Pia uden videre. Galskaben må stoppe nu", siger Per Ørum Jørgensen.

I dag kræver loven desuden, at man skal have en erklæring fra Sexologisk Klinik, hvis man som mand ønsker et kvindenavn - eller omvendt. Også dette vil De Radikale have ændret.

Hos Venstre afvises dette af politisk ordfører Ellen Trane Nørby, som dog åbner for særlige cpr-numre til transseksuelle.

"Vi har liberaliseret navneloven ad flere omgange, da vi havde regeringsmagten, men vi mener sådan set fortsat, at der er god grund til, at der er forskel på drenge og pigenavne", siger Ellen Trane Nørby til dagbladet Politiken.