Prøv avisen

Kristendemokraternes skæbnevalg

Ikke mange tiltror Kristendemokraterne nogen chance for en plads i Folketinget efter valget i morgen. Alligevel er partiets parlamentariske leder, Per Ørum Jørgensen, optimist. – Foto: Marie Hald.

Der skal ifølge en række valgeksperter noget nær et mirakel til, hvis Kristendemokraterne ikke skal ryge ud af Folketinget ved valget i morgen. Partiets parlamentariske leder, Per Ørum Jørgensen, tror dog stadig på de nødvendige antal stemmer i Vestjylland

Folketingsvalget i morgen er ikke et spørgsmål om liv eller død for Kristendemokraterne. Det siger parlamentarisk leder Per Ørum Jørgensen på baggrund af meningsmålingernes dystre udsigter for partiet.

LÆS OGSÅ: ... og valgets vinder er: Forbrugeristisk Folkeparti

Sværest ser det ud at komme over den magiske spærregrænse på mindst to procent af stemmerne. Der er også den mulighed at få nok stemmer alene i Vestjylland sammen med Fælleslisten til et kredsmandat, men heller ikke det tildeler meningsmålingerne partiet.

Ifølge helt nye tal, som professor og valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har lavet for netavisen Altinget, skal Kristendemokraterne mere end fordoble sit stemmetal på landsplan inden i morgen for at få bare et enkelt kredsmandat.

Meningsmålingerne tyder ikke på, at de kommer ind. De skal helt op på cirka 20.000 stemmer i Vestjylland, og ved seneste valg fik de kun 9200 stemmer. Heraf fik Tove Videbæk de 7114, så mange vil Per Ørum Jørgensen næppe kunne trække, siger Altingets valganalytiker og journalist Niels Th. Dahl.

LÆS OGSÅ: Gruppepres skal få Kristendemokraterne i Folketinget

Risbjergs tal bygger på en fremskrivning af et kvalitetsvejet gennemsnit af alle meningsmålinger for de enkelte kredse. De viser, at de 0,7 procent af stemmerne på landsplan, som Kristendemokraterne står til i øjeblikket, skal hæves til 1,6 procent af stemmerne for at få nok stemmer i Vestjylland til bare et enkelt kredsmandat.

Selvom det er op ad bakke, tror Per Ørum Jørgensen på et mandat. I modsat fald giver han ikke op.

Hvis det utænkelige skulle ske, så vil vi begynde at se frem mod kommunalvalgkampen i 2013. Vi er partiet, der ikke vil dø.

Heller ikke Jørgen Elklit, professor og valgforsker fra Aarhus Universitet, spår partiet mange chancer for at få stemmer nok. Men hvad er så partiets fremtidsudsigter og muligheder?

Ud fra en analyse af valgresultatet kan de finde ud af, om de vil forsøge at samle kræfter til at samle underskrifter igen. Partiet havde stået stærkere, hvis det var opstået tidligere som i vores nabolande.

Valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er enig.

Men man skal aldrig erklære et parti død og begravet. Der er to knapper, man kan skrue på for at flytte sig: Partilederen og politikken. SF blev for eksempel løftet op i en helt anden liga med Villy Søvndal i front, og man kan finde en mærkesag, der kan flytte vælgere, som eksempelvis Liberal Alliance, der for et par år siden lå under Kristendemokraterne, siger han og peger på, at religion generelt fylder mere i dag, både på uddannelserne og i medierne.

Det burde give nogle fordele for partiet, men det har ikke givet det store afkast indtil nu, siger han.

Per Ørum Jørgensen mener, at partiet har formået at sætte religion på dagsordenen.

Hvis man søger på Per Ørum og Gud på Infomedia, får man rigtig mange citater fra den her valgkamp, siger han og peger på, at der i modsætning til ved sidste valg med Bodil Kornbek som formand ikke længere er strid om abortspørgsmålet.

Vi har fundet den rigtige vej med KD Classic.