Prøv avisen

Kristendomskundskab er blevet et kompetencefag

Der er kommet så stærkt fokus på de helt eksakte kompetencer, faget kristendomskundskab skal give eleverne, at den bredere dannelse, som ligger ud over pensum, men som bygger på nysgerrighed og opstår i mødet mellem underviser og elever, ofte må vige pladsen, mener lærerstuderende. Foto: Sonny Munk Carlsen

Ifølge prisvindende projekt fra professionshøjskolen UC Nordjylland vil ændrede mål for kristendomsfaget få stor betydning for undervisningen i faget

I en kristendomskundskabstime på en skole i Aalborg stødte den lærerstuderende Marie Rytter Møller på en elev, som var stærkt optaget af at få noget mere at vide om nadveren, fordi hun syntes, det var et særligt spændende emne inden for kristendommen.

Men det lå i baghovedet på underviseren, at de konkrete kompetencemål for netop denne time i dette fag handlede om mange aspekter af tro, men ikke lige nadveren. Så emnet blev forholdsvis hurtigt forladt igen.

Denne lille hverdagsepisode bruger Marie Rytter Møller som eksempel på den udvikling, der efter hendes opfattelse er sket i kristendomskundskabsfaget.

Der er kommet så stærkt fokus på de helt eksakte kompetencer, undervisningen skal give eleverne, at den bredere dannelse, som ligger ud over pensum, men som bygger på nysgerrighed og opstår i mødet mellem underviser og elever, ofte må vige pladsen.

I forbindelse med sin læreruddannelse ved professionshøjskolen UC Nordjylland har hun beskrevet denne udvikling i projektet ”Kristendomskundskab som kompetencefag?”

Projektet får i morgen en af priserne til de tre bedste bachelorprojekter ved kåringen af årets bedste professionshøjskole-projekter. Prisoverrækkelsen er et samarbejde mellem professionshøjskolerne, fagbladet Folkeskolen og deres fælles videnshjemmeside Lærerprofession.dk.

Udgangspunktet for projektet er, at kristendomskundskab ligesom andre fag har fået nye, såkaldt forenklede fælles mål. Målene er skiftet fra at være læringsmål til kompetencemål.

Det betyder, at der skal arbejdes mere med, helt præcis hvad eleverne skal kunne, når de har haft den enkelte time. Dette har ifølge Marie Rytter Møller nogle fordele, men det er også med til at forandre faget.

”Ser man på selve det faglige indhold, er der ikke meget, som er forandret. Men der sker en forskydning i retning af det, som kan måles, det som kan bruges tværfagligt, og det, som man kan integrere it i. Undervisningen bliver mere anvendelsesorienteret, hvilket markerer et skridt væk fra den dannelsestænkning baseret på tanker af Grundtvig, Løgstrup og Paul Tillich, som før har været central i faget,” forklarer Marie Rytter Møller.

Hun uddyber, at hvis man ser kristendomskundskab som et dannelsesfag, er det historisk-kulturelle aspekt fremherskende. Det handler om en tradition, som har været med til at forme Danmark som land, og som gives videre.

”Dertil kommer et livsfilosofisk aspekt. Faget kan bruges til at give eleverne nogle indgange til at reflektere over godt og ondt, og hvorfor vi er her på jorden,” siger hun.

Når kristendomskundskab nu er blevet kompetencefag, betyder det ikke, at enhver dannelsestænkning eller spontant opstået filosoferen over tilværelsen er bandlyst.

Men den nye måde at opstille mål på flytter fokus over på, at eleverne skal have en viden, de kan bruge aktivt, og hvis brugbarhed helst skal stå umiddelbart klart. Målet om at inddrage it fylder ikke meget, og det er et mål i alle fag, men det fungerer som eksempel på forskydningen.

”Man burde måske overveje, om det er kristendomskundskabsfagets ansvar at give eleverne it-kompetencer. Min personlige erfaring har i hver faldt været, at en gennemgang af centrale episoder i Det Nye Testamente, som skulle præsenteres elektronisk, endte i tekniske overvejelser om, hvordan man uploader et billede. Det er, som om forholdet mellem indhold og præsentationsform bliver vendt på hovedet,” siger Marie Rytter Møller.

Der har i flere år raset en debat om kristendomsfaget i skolen og ikke mindst om læreruddannelsens obligatoriske område, som tidligere hed kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab, som var tæt på at blive helt afskaffet, men ved politisk indgriben vendte tilbage under navnet almen dannelse.

Fronterne står mellem en traditionel fløj orienteret mod grundtvigsk seminarie-dannelse og den mere kompetence- og anvendelsesorienterede linje, som anføres af blandt andre professor Jens Rasmussen fra DPU Aarhus Universitet.

Ifølge Marie Rytter Møller har begge sider haft en tilbøjelighed til at se meget kategorisk på sagen. Selv har hun forsøgt at placere sig på en mere nuanceret midterposition, men erkender, at hun er rundet af den dannelsesorienterede seminarietradition:

”For folk som Jens Rasmussen er der slet ikke noget problem. Kompetencer er en forudsætning for at kunne erhverve sig dannelse. Man skal kunne læse for at kunne læse klassikere. Men for den konkrete lærer er virkeligheden, at man er så presset på tiden i forhold til alt det, man skal nå, at der ikke er meget plads til omveje. Derfor er det i praksis den bredere dannelse, som må vige for de kompetencer, der står i målsætningerne og skal bruges til afgangsprøven.”