Kristent gymnasium åbner med spinkelt elevgrundlag

Nyt gymnasium i hovedstaden med kristen profil har ved skolestart i morgen kun én klasse og et elevtal under de 20, som er Undervisningsministeriets minimum for tilskud. Det er langtfra rentabelt, men rektor og bestyrelsesformand tror på, at eleverne kommer hen ad vejen

Hovedstadens Kristne Gymnasium har adresse i københavnerforstaden Vanløse og ud over rektoren er der, trods et spinkelt elevgrundlag, ansat seks deltidsansatte gymnasielærere.
Hovedstadens Kristne Gymnasium har adresse i københavnerforstaden Vanløse og ud over rektoren er der, trods et spinkelt elevgrundlag, ansat seks deltidsansatte gymnasielærere. Foto: Adam Garff/arkivfoto.

Op til den allerførste skoledag i morgen har Hovedstadens Kristne Gymnasium vist en reklamevideo, der slår fast, at der er mere end 10.000 gymnasieelever i hovedstaden, og nu kommer der et tilbud til dem, der ønsker et gymnasium med et kristent værdigrundlag og et højt fagligt niveau.

Men selvom det nye gymnasietilbud henvender sig til mange, har så få elever indtil videre taget imod tilbuddet, at gymnasiet lige knap opfylder Undervisningsministeriets mindstekrav for statstilskud, som er, at der 60 dage efter skolestart skal være 20 elever.

”Vi har 18-20 elever. Lige nu er der 18 tilmeldt, men vi har nogle flere i støbeskeen. Vores tanke var ellers, at vi skulle starte med to 1.g-klasser, men nu får vi kun én,” siger rektor Sigbjørn Sørensen, som alligevel har tiltro til, at gymnasiet nok skal overleve.

”Vi har haft nogle forhåbninger om i anden ansøgningsrunde at få nogle af de traditionelt mange, som ikke fik deres første prioritet opfyldt. Men i år har de store, populære bygymnasier udvidet, så færre er kommet ud i anden runde. Vi tror, at dette spiller ind, kombineret med at vi generelt har lidt mindre ungdomsårgange. Det betyder så, at vi har et lille første hold til at skabe en tradition og et fællesskab omkring. Det kan på en måde være rart nok, men vi havde hellere haft to klasser,” siger Sigbjørn Sørensen.

Hovedstadens Kristne Gymnasium har adresse i københavnerforstaden Vanløse og ud over rektoren er der, trods det spinkle elevgrundlag, ansat seks deltidsansatte gymnasielærere. På gymnasie- niveau er det nemlig en forudsætning, at fagene varetages af undervisere, der specifikt har uddannet sig inden for faget. At ambitionen om to klasser og omkring 50 elever langtfra er opfyldt, overrasker Karsten Suhr, formand for foreningen Danmarks Private Skoler – Grundskoler og Gymnasier. Han havde personligt forventet, at der ville være større interesse for et gymnasium, der profilerer sig lidt i stil med Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, som traditionelt ligger meget højt på de landsdækkende gymnasierang- lister.

”Jeg tror, Hovedstadens Kristne Gymnasium har fat i den rigtige ende, men et nyt gymnasium skal altid løbes i gang. Det er altid svært det første år, når man skal markedsføre et undervisningstilbud, som endnu ikke eksisterer og for eksempel ikke har noget konkret at fremvise på gymnasiernes besøgsdage,” siger Karsten Suhr.

Det seneste private gymnasium, der åbnede i hovedstadsområdet, var Høje- Taastrup Private Gymnasium, som ifølge rektor Crilles Bacher havde 30-40 elever ved starten i august 2014, og som i dag har cirka 120 elever.

”Jeg har været med til at starte en del gymnasier, og min erfaring er, at det altid er svært i begyndelsen, og at man på længere sigt er nødt til at have to spor, hvis økonomien skal hænge sammen. Hvis ikke man har elever til to 1.g-klasser, kan det være en 1.g- og en 1.hf-klasse. Jeg tror, jeg vil sige, at det at begynde med 18 elever – og også hvis man når op på 20 inden de 60 dage – er risikabelt, men i andre tilfælde er det gået alligevel,” siger Crilles Bacher.

Ifølge Eik Dahl Bidstrup, bestyrelsesformand for Hovedstadens Kristne Gymnasium og borgmester (V) i Drag-ør Kommune, er finansieringen så meget i orden og baglandet så tålmodigt og velvilligt indstillet, at gymnasiet ikke behøver lukke foreløbig. Heller ikke hvis det mislykkes at opnå statstilskud.

”18 elever til skolestart er spinkelt og en del mindre, end vi havde håbet på. Det ser ud til, at uddannelse i dag betyder så meget for unge og deres forældre, at der er stor forsigtighed over for at gå med i noget nyt. Men jeg er stadig fortrøstningsfuld i forhold til, at vi i løbet af nogle år får etableret os med to spor,” siger bestyrelsesformanden, som oplyser, at der på nuværende tidspunkt er 14-15 elever skrevet op til skoleåret 2019/2020.