Kristian Thulesen Dahl forbliver formand og konsoliderer sin magt på DF-årsmøde

På trods af fløjkrig, lave meningsmålinger og usikkerhed om formandskabet lykkedes det Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl at klare skærene i Herning Kongrescenter

Kristian Thulesen Dahl er genvalgt som formand for Dansk Folkeparti og håber på at have "trukket en streg i sandet" og gjort op med intern splittelse i sit parti med valg af nye medlemmer af hovedbestyrelsen.
Kristian Thulesen Dahl er genvalgt som formand for Dansk Folkeparti og håber på at have "trukket en streg i sandet" og gjort op med intern splittelse i sit parti med valg af nye medlemmer af hovedbestyrelsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Der var gråvejr både udenfor og inde i Herning Kongrescenter, da Dansk Folkeparti bød velkommen til årsmøde. Partiet har døjet med de laveste meningsmålinger i årevis, en dom for dokumentfalsk til næstformand Morten Messerschmidt og fløjkrig.

Her til morgen blev endnu en møgsag føjet til læsset, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at DF-byrådsmedlem i Odder, John Rosenhøj, angiveligt har været involveret i en penibel sag om prostitution. John Rosenhøj meldte sig hurtigt, efter forhandling med partiledelsen, ud af Dansk Folkeparti oven på Ekstra Bladets artikel.

Op til mødet havde lokalformænd i de fire største danske byer sendt et brev til tidligere partiformand Pia Kjærsgaard, hvor de anmodede hende om at overtage formandsposten fra Kristian Thulesen Dahl. Det har den tidligere formand dog – foreløbigt - afvist.

Foreløbig beholder Dansk Folkeparti dog sin formand. Kristian Thulesen Dahl blev genvalgt uden kampvalg og til bragende, rytmiske klapsalver fra salen. 

Samtidig var der valg til hovedbestyrelsen. På valg var tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen, tidligere europaparlamentsmedlem Anders Vistisen og medlem af Region Nordjylland, journalist Erik Høgh-Sørensen. 

Valget til hovedbestyrelsen blev kulminationen på de interne stridigheder, partiet har kæmpet med siden valgnederlaget for to år siden. Martin Henriksen har kritiseret partiet for at have en for slap udlændingepolitik, der har været beskyldninger om lækager til pressen og illoyalitet fra medlemmer af hovedbestyrelsens side.

Kristian Thulsen Dahl slog i sin årsmødetale fast, at han ikke længere ville tolerere ”skærmydsler og skænderier” om interne forhold ude i offentligheden. Martin Henriksen gik i sin tale skarpt i rette med partiets stil, som han mente, var blevet alt for pæn.

I sidste ende ligner landsmødet dog en sejr for Kristian Thulesen Dahl. 

Stemningen var tjæretyk forud for valget til hovedbestyrelsen. De 40 minutter, der egentlig var afsat til fri debat forud for valget, blev sløjfet. Men en debat udeblev ikke: På scenen i teatersalen i Herning Kongrescenter tordnede de opstillede kandidater for deres kandidaturer.

Fra talerstolen beskyldte Anders Vistisen Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup for at have handlet illoyalt over for næstformand Morten Messerschmidt, da de vidnede mod ham i retssagen om dokumentfalsk. Pia Kjærsgaard rystede på hovedet og rakte tommelfingeren nedad under Martin Henriksens tale. 

Erik Høgh-Sørensen angreb i kraftige vendinger Anders Vistisen og EU-parlamentarikeren Peter Kofod og fortalte, at han vidste, hvem pressens kilder i partiet var. Det ville han dog ikke fortælle de delegerede.

Da resultaterne fra valget til hovedbestyrelsen kom ind, røg både Anders Vistisen og Erik Høgh-Sørensen ud. Martin Henriksen blev til gengæld genvalgt med det højeste stemmetal, og sammen med ham kom Jens Vornøe og Merete Dea Larsen ind. Anders Vistisen var kun to stemmer fra Merete Dea Larsen. 

De nyvalgte medlemmer havde fra talerstolen fremhævet behovet for forsoning. På den vis følger de linjen fra partiledelsen.

Både Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl har kaldt på samling i det pressede parti. 

”Vi trækker en streg i sandet denne weekend,” sagde Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen, mens Morten Messerschmidt på Facebook bekendtgjorde, at ”enten er du med os, ellers er du imod os.”

Kristian Thulesen Dahl opfordrede endvidere de kandidater til hovedbestyrelsen, der ikke blev valgt, til at tage nederlaget som ”mandfolk”. 

”Nu kigger vi frem mod kommunalvalget den 16. november,” sagde formanden, der – indtil videre – har trukket en streg i sandet.