Kristian Thulesen Dahls storhed og fald

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er gået fra at være en politiker med høj troværdighed til en position som kritiseret partileder. Hvorfor?

I løbet af fem år er Dansk Folkeparti gået fra at være det næststørste parti i Folketinget til at høre til gruppen af småpartier, og mange lurer nu på, om formand Kristian Thulesen Dahl snart er fortid på posten. Arkivfoto.
I løbet af fem år er Dansk Folkeparti gået fra at være det næststørste parti i Folketinget til at høre til gruppen af småpartier, og mange lurer nu på, om formand Kristian Thulesen Dahl snart er fortid på posten. Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Hvad der var årsag til Kristian Thulesen Dahls himmelflugt som formand for Dansk Folkeparti for nogle år siden, er paradoksalt nok blevet årsag til, at kritikken i dag regner ned over ham. Men det er ikke Kristian Thulesen Dahl, der har ændret sig. Det er de politiske konjunkturer, som i dag er så ganske anderledes.

Kristian Thulesen Dahl kender det politiske håndværk på Christiansborg som sin egen bukselomme, hvor han også har været beskæftiget mere end halvdelen af sit voksenliv. Han blev færdig som erhvervsjurist (cand.merc.jur.) i rollen som medlem af Folketinget i 1995, hvilket var samme år, som han også var med til at etablere Dansk Folkeparti. I 2012 blev han den anden partiformand efter Pia Kjærsgaard.

Mange havde frygtet, hvad der skulle ske med Dansk Folkeparti efter Pia Kjærsgaards overdragelse af partilederstafetten til Kristian Thulesen Dahl. I første omgang så øvelsen i imidlertid ud til at skulle lykkes fuldt ud. Dansk Folkeparti blev et Christiansborg-parti, der blev betragtet fuldstændig på lige fod med andre partier. Der var ikke så meget som en flig tilbage af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens forudsigelse fra 1999 om, at ”stuerene, det bliver I aldrig”. Med Kristian Thulesen Dahl i formandsstolen blev partiet netop fuldt ud dét.

Det gav i første omgang pote. Kristian Thulesen Dahl, der ikke mindst som mangeårig formand for Finansudvalget havde opbygget et ry for at stå for en saglig og pragmatisk linje, var i stand til at lokke vælgere over fra såvel Venstre som Socialdemokratiet. I forskellige målinger kom Kristian Thulesen ud som en af de mest troværdige partiledere. Der var ikke længere noget som helst odiøst i at være DF-vælger.

Toppunktet for Kristian Thulesen Dahl var folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti fik over 21 procent af stemmerne. I store dele af Sydjylland og Vestsjælland blev partiet det største parti. Det sved i Venstre. Meget tyder også på, at partiet blev det parti, der fik fat i flest vælgere i arbejderklassen, forstået som faglærte og ufaglærte arbejdere. Det sved i Socialdemokratiet.

På trods af successen i 2015 valgte Kristian Thulesen Dahl ikke at gå med i en regering med Venstre, selvom partiet var det største parti i blå blok. Kristian Thulesen Dahl mente sandsynligvis, at sporene fra Socialistisk Folkepartis deltagelse i Thorning-Schmidt-regeringen skræmte for meget.

I stedet blev Dansk Folkeparti støtteparti for Lars Løkke Rasmussen-regeringen og senere VLAK-regeringen, samtidig med, at partiet med Kristian Thulesen Dahl i spidsen flyttede sig tættere på Socialdemokratiet, hvis udlændingepolitiske kursskifte DF-lederen roste fra Folketingets talerstol.

Muligvis havde Kristian Thulesen Dahl en ambition om at placere Dansk Folkeparti i en position som det saglige, pragmatiske og uomgængelige midterparti, der kunne indtage den position, som Radikale Venstre havde i årtier før folketingsvalget i 2001.

Men Dansk Folkepartis forsøg på at indtage rollen som midterparti mislykkedes. Der blev slet ikke brug for partiets mandater, da partierne i rød blok vandt folketingsvalget i 2019 noget så eftertrykkeligt, mens Dansk Folkeparti blev reduceret til et parti med 8,7 procent af stemmerne.

Siden valget er det gået endnu mere tilbage for Dansk Folkeparti, som nu ligger til at få seks-syv procent af stemmerne i mange meningsmålinger. I løbet af fem år er Dansk Folkeparti gået fra at være det næststørste parti i Folketinget til at høre til gruppen af småpartier.

Hvordan har det kunnet gå så galt for Dansk Folkeparti, når partilederens stil er akkurat den samme som hidtil: saglig, pragmatisk og resultatsøgende. Årsagen er at finde i de radikalt ændrede konjunkturer i dansk politik.

For det første er Dansk Folkeparti kommet i alvorlig konkurrence med Nye Borgerlige, der har vokseværk i meningsmålingerne med tidligere DF-støtter som ballast. Mange ser i Pernille Vermund – Nye Borgerliges leder – en yngre udgave af Pia Kjærsgaard fra dengang, da hun som leder af Dansk Folkeparti gik op imod Christiansborg-konsensussen. En konsensus, som Kristian Thulesen Dahl i høj grad er blevet en del af.

For det andet har Socialdemokratiets udlændingepolitiske hamskifte i retning af en restriktiv udlændingepolitik givet mange af arbejdervælgerne i Dansk Folkeparti en grund til at vende tilbage til Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti er ikke længere ene om at have en restriktiv udlændingepolitik på hylderne.

For det tredje svier det stadig til Dansk Folkeparti, at partiet undlod at tage regeringsansvar i 2015. Ønsket om at indtage rollen som uomgængeligt midterparti har givet bagslag i en situation, hvor partiet flås for vælgere fra både højre og venstre side.

Summa summarum: Den saglige, pragmatiske midterstil, som førte Kristian Thulesen Dahl mod høj vælgertilslutning omkring 2015, er nøjagtig den samme stil, som underminerer Dansk Folkeparti i 2020. Tiderne er skiftet.

Peter Nedergaard er professor på institut for statskundskab ved Københavns Universitet.