Prøv avisen

Kristne indvandrere overgår snart antallet af muslimske

Indvandringsmønstret ændrer sig, og det vil påvirke danskernes forestilling om folk udefra, mener eksperter

Mens indvandringen siden 1970'erne og op gennem 1990'erne var domineret af mennesker fra den muslimske verden, kommer de fleste indvandrere i dag fra kristne lande.

Tilstrømningen er så stor, at der om ganske få år vil være flere herboende kristne indvandrere end muslimske indvandrere.

Det vurderer Brian Arly Jacobsen, religionssociolog ved Københavns Universitet med speciale i migration.

Han har analyseret antallet af kristne og muslimske indvandrere og efterkommere i Danmark på baggrund af befolkningsundersøgelser og nye tal fra Danmarks Statistik.

Mens der for 10 år siden var 30 procent flere muslimske indvandrere end kristne i Danmark, er tallet i dag snævret ind til syv procent. Det svarer til, at der i dag er 244.000 muslimske over for 227.000 kristne indvandrere og efterkommere.

- Fortsætter den tendens, vil der sandsynligvis ikke gå fem år, før kristne indvandrere overgår antallet af muslimer i Danmark, siger han til Kristeligt Dagblad.

Fri bevægelighed i EU og behov for arbejdskraft trækker kristne østeuropæere til Danmark, og EU's udvidelse, senest med Kroatien, medfører stigende indvandring af kristne.

Og udviklingen er kommet for at blive ifølge Mogens Mogensen, ph.d. og konsulent med speciale i religions- og kulturmøde.

- Vi skal forvente langt flere indvandrere med en kristen baggrund, eftersom folk i hele det europæiske nærområde kommer fra en kristen kultur, siger han.

Mogens Mogensen og Brian Arly Jacobsen er enige om, at det ændrede mønster vil påvirke danskernes forestilling om indvandrere.

- Det vil nuancere billedet af, hvad en indvandrer er i religiøs og kulturel henseende. Mange danskere sætter lighedstegn mellem kategorien indvandrer og en dårligt uddannet muslim fra Tyrkiet eller Pakistan, siger Brian Arly Jacobsen.

- Men gennemgår man samtlige indvandrere, vil billedet være mindre entydigt. Mange fra for eksempel Østeuropa har håndværksmæssig baggrund, og en stor del har videregående uddannelser, siger han.