Der gik ikke mange minutter fra de første beretninger om mennesker, der stormede ud af indkøbscenteret Field’s på Amager tjekkede ind søndag aften, før historien var på tv.
Tændte man for de store danske tv-kanaler, var der jævnlige opdateringer fra reportere ude på stedet, klar med mikrofoner, og de gjorde deres for at få fat i øjenvidner, der kunne fortælle mere om, hvad der egentlig var sket – eller på daværende tidspunkt stadig var i gang med at ske.
På DR fik en reporter fat i et stærkt påvirket mandligt øjenvidne, der i detaljer kunne fortælle, hvordan han havde hjulpet en såret kvinde. Kvinden sad, ifølge vidnet, ved et andet, livløst skudoffer, som kvinden var i familie med. Under interviewet nævnte manden navnet på den kvinde, han havde hjulpet og anslog alderen på det livløse offer. På det tidspunkt havde politiet endnu ikke bekræftet, at der var dræbte.
Interviewet indgik i TV Avisen, og blev også lagt ud på DR's facebookside kort efter. Her var reaktionerne i kommentarsporet mange og kraftige.
”Uetisk” og ”usmageligt”, skrev flere.
”Stop det interview DR! Han har brug for at tale med en krisepsykolog, ikke en journalist,” skrev én, mens andre spurgte til mandens videregivelse af personlige oplysninger om ét af ofrene for skyderiet.
Interviewet var mandag fjernet fra DR’s hjemmeside. DR’s ledende redaktionschef Mads Damm beklagede over for fagbladet Journalisten, at der ikke var blevet klippet væk, før øjenvidnet delte de private oplysninger – men beklagede ikke dækningen og brugen af liveinterviews som sådan.
Maria Bendix Wittchen, ph.d. og studielektor i journalistik og presseetik ved Roskilde Universitet så interviewet med øjenvidnet, da det blev sendt live søndag og siger, at ”det virker rigtig fornuftigt”, at interviewet med manden nu er fjernet.
”Jeg er ikke chok-ekspert, men jeg sad som seer og tænkte, at manden virkede som om, han var i chok. Han talte lidt som om, der kørte en film i hans hovedet. Ifølge de presseetiske regler skal der tages særligt hensyn til vidner og ofre. Her var der tydeligt tale om et meget berørt vidne som omtalte ofre ,” siger hun.
Hun mener dog, det er uhensigtsmæssigt at ”slå på” den udsendte journalist, der var ude for at udføre en opgave bestemt fra DR’s redaktionslokaler.
”Når medierne rykker ud, har de det mål, at finde ud af, hvad der er sket, og hvad der sker lige nu. Og det er jo af hensyn til de mange danskere, som sidder klinet til skærmen for at få nogle flere oplysninger om, hvad der foregår. Og et øjenvidne er en legitim kilde. Men at bruge øjenvidner ’live’ er samtidig en udfordring, for man aner ikke, hvad de her mennesker siger.”
”Det er en redaktionel beslutning at sende interviewene live. Man kunne jo have gennemset dem først og vurderet, om der blev sagt for meget. Kilden sagde navnet på en såret person og den mulige alder på en angiveligt skudt person. Det er problematisk af hensyn til ofrene - og journalisten har heller ingen mulighed for at få bekræftet oplysningerne. Der kan medierne medvirke til unødig frygt, fordi der så kan sidde nogen og se det og tænke: ’Jeg kender én med dét navn eller den alder’.”
Thomas Pallesen, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har arbejdet som tv-journalist siden 1980’erne. Han finder det interessant, at der har været så stærke reaktioner på øjenvidneinterviewet.
”Man kan spørge: Er det public service? DR havde også et barn igennem i P1 Morgen, der gav sin oplevelse af det. Hvad er nytten i dét? Jeg kan se en potentiel nytte i, at det skaber et fællesskab, hvor de mennesker, der har været ude for det, fortæller det direkte til os andre, uden filter og mellemmand. Gennem de personlige beretninger får vi kæmpestor identifikation,” siger han.
”Der er en bagside, når man sender live, ja, og det er sort uheld for DR, at der bliver delt personlige oplysninger. Men man skal huske, at mange seere netop også sætter pris på, at der sendes live.”