FN-erklæring kritiseres for at ville fremme bestemt indvandringssyn

Det er en forældet tilgang til migration, når omstridt FN-erklæring appellerer til, at medlemsstater fremhæver migranters positive bidrag og afholder multikultuelle madfestivaler, siger professor og debattør. Vi bliver ikke forelsket i det multikulturelle samfund ved at spise humus og kebab, siger regeringsordfører

Den kontroversielle migrationspagt forventes vedtaget den 10.-11. december i Marrakech i Marokko, men allerede nu har USA, Australien og en række europæiske lande bebudet, at de ikke kan støtte erklæringen.
Den kontroversielle migrationspagt forventes vedtaget den 10.-11. december i Marrakech i Marokko, men allerede nu har USA, Australien og en række europæiske lande bebudet, at de ikke kan støtte erklæringen. Foto: Marcos Moreno/AP/Ritza Scanpix.

FN’s meget omdiskuterede migrationspagt har kastet nyt brænde under den mest centrale værdidebat i vor tid.

Det skyldes blandt andet formuleringer i erklæringen som denne:

”Vi må hjælpe migranter til at blive fuldgyldige medlemmer af vores samfund, fremhæve deres positive bidrag og fremme inklusion og social samhørighed.”

Den kontroversielle erklæring forventes vedtaget den 10.-11. december i Marrakesh i Marokko, men allerede nu har USA, Australien og en række europæiske lande bebudet, at de ikke kan støtte erklæringen.

Herhjemme ønsker Dansk Folkeparti, at den danske regering følger trop. Støttepartiet har således koblet erklæringen sammen med det paradigmeskifte i udlændingepolitikken, man i disse dage forhandler med regeringen om.

Og de kritiske toner kan professor emeritus Uffe Østergaard, der beskæftiger sig med europæisk idéhistorie, godt forstå:

”EU-landene er ikke de stormagter, de har været, så vi må beskytte os selv og følge vores egne interesser. Vi skal ikke bøje os for formuleringer om at promovere det multikulturelle. Det må vi sejle op imod. Europæiske lande bevæger sig imod en mere realistisk udlændingepolitik efter ønske fra befolkningerne, og jeg mener, at formuleringer som dem fra erklæringen er udtryk for en forældet tilgang til migration,” siger Uffe Østergaard.

Blandt de mest kontroversielle formuleringer fra migrationspagten er anbefalinger til FN-medlemslandene om at stoppe offentlig støtte til medier, der systematisk promoverer intolerance, fremmedhad, racisme eller andre former for diskrimination af migranter. Derudover er der undren over erklæringens tilskyndelse til at støtte multikulturelle sportsarrangementer og madfestivaler.

”FN skal ikke blande sig i vores ytrings- og pressefrihed og heller ikke fortælle os, hvad vi skal mene om det multikulturelle. Jeg frygter konsekvenserne af det. Betyder erklæringen for eksempel at Den Korte Avis – uanset hvad man mener om mediet – skal begrænses?,” siger Naser Khader, udlændingeordfører for De Konservative, med henvisning til den indvandringskritiske netavis, drevet af tidligere minister Karen Jespersen og hendes mand, politisk kommentator Ralf Pittelkow.

Naser Khader fortsætter:

”Folk bliver ikke forelsket i det multikulturelle samfund ved at deltage i flere arrangementer, hvor der er kebab, humus og mavedans.”

Spørger man den socialdemokratiske debattør Niels Jespersen kan erklæringer som denne ligefrem være med til at svække de internationale institutioners troværdighed:

”Mange af de internationale institutioner arbejder for noget, vi alle kan være enige om: At vi skal have styr på den legale indvandring og den illegale migration. Det er positivt. Men når man lægger denne ideologi og sprogbrug, der gennemsyrer institutionerne, ned over arbejdet, kan det give mange mennesker en oplevelse af, at EU og FN modarbejder befolkningerne. For hvem har egentlig besluttet, at EU og FN skal gå ind for det multikulturelle samfund? Det har vi ikke stemt om,” siger Niels Jespersen.

Han er sammen med debattør Mikkel Andersson aktuel med bogen ”Eksperimentet, der slog fejl. Status over 40 års dansk asylpolitik.”

Omvendt påpeger Søren Jessen-Petersen, tidligere vicehøjkommissær for Flygtningehøjkommissariatet UNHCR, at erklæringen er kommet i stand gennem forhandlingerne mellem alle FN’s 193 medlemslande.

”Jeg ser ikke kritikken som andet end symbolpolitik og som ret forudsigelig. Det er jo kun de populistiske kræfter, der har krævet et opgør med erklæringen, og jeg kan ikke se, hvorfor det er et problem, at man fremmer multikulturalismen i stedet for at sætte grænser mellem dem og os. Det er vores eget samfund, vi skader, hvis vi bliver ved med at grave grøfter,” siger Søren Jessen-Petersen.

Når de udskældte afsnit om multikultur og tolerance er kommet med i erklæringen, skyldes det et ønske fra udviklingslandene, siger seniorforsker Marion Panizzon fra universitet i Bern i Schweiz, som har fulgt arbejdet med erklæringen i flere år.

”Udviklingslandene ønskede noget i bytte for at forhandle om tilbagetagelse af migranter, og her har et af elementer så været, hvordan pressen skal skrive om migranter. Det var prisen for at få et underskrevet dokument. Det ønske handler om, at udviklingslandene ikke ønsker at blive set som lande, der sender problemer imod den rige del af verden i form af migranter og terrorister. Der har været et ønske om, at migrationen blev sat i et mere positivt lys,” siger Marion Panizzon.