Prøv avisen

Kritik: Danmark har Europas slappeste sprogpolitik

Det er i høj grad Dansk Sprognævn, Lise Bostrup og Den Danske Sprogkreds kritiserer for slaphed ved at indføre valgfrihed om skriftsproglige regler som staveformer og kommasætning og ved ikke tilstrækkelig aktivt at bekæmpe den kraftige påvirkning af sproget fra engelsk. Foto: Søren Sielemann/ritzau

Mens man i andre lande forsøger at sætte normer for sproget, har Dansk Sprognævn i mange år blot beskrevet udviklingen, lyder kritikken i ny bog, som sammenligner 10 europæiske lande. Ifølge sprognævnet er virkeligheden mere nuanceret

I Litauen kan en oplæser på tv få en bøde for at betone et ord på modersmålet forkert, og i Island gik det lokale sprognævn for nylig til kamp for, at det engelske ord ”Exit” ikke bør stå før det islandske ”Útgangur” ved udgangene i Reykjaviks internationale lufthavn. Disse eksempler repræsenterer én yderlighed i forhold til nationale forsøg på at styre og opstille normer for sprog. Den modsatte yderlighed er Danmark.

Sådan lyder konklusionen fra Lise Bostrup, der er cand.mag. i dansk og tysk, formand for Den Danske Sprogkreds, der blev stiftet i august, og forfatter til bogen ”Er dit modersmål okay?”, der udkommer i morgen. Blandt bidragyderne til bogen er danske og udenlandske sprogfolk med særlig viden om sprogpolitik og sprogdebat i 10 europæiske lande. Det er på baggrund af dette, at Lise Bostrup udpeger den danske sprogpolitik som den slappeste af dem alle.

”Jeg ønsker ikke at gå så langt i normativ retning, som man for eksempel gør i Island, hvor det på 30 år er lykkedes at udrydde alle danske låneord. Men jeg synes, det er et problem, at dansk sprogpolitik er blevet rent deskriptiv. Alt regnes for lige godt. Flere valgmuligheder tillades, for så vil svage sprogbrugere lettere kunne undgå at begå fejl,” siger hun og giver et velkendt eksempel:

”Hvis flertallet i Danmark tror, at en bjørnetjeneste betyder en stor tjeneste, fordi de ikke kender til den kontekst, udtrykket stammer fra, så optages dette som korrekt i ordbogen med en anmærkning om, at ældre sprogbrugere bruger udtrykket i den modsatte betydning. Men i Rusland, Frankrig og alle de andre lande tillades kun den betydning, der hænger sammen med La Fontaines fabel.”

Ifølge Lise Bostrup har Danmark ikke altid haft den nuværende berøringsangst over for at indføre sproglige normer fra oven. For eksempel var det ikke befolkningens vanskeligheder med at skrive navneord med stort og dobbelt-a, som førte til, at retskrivningsreformen i 1948 ændrede til små begyndelsesbogstaver og bolle-å. Det var derimod et bevidst politisk ønske efter Anden Verdenskrig om at styre det danske sprog længere væk fra tysk og tættere på de andre nordiske sprog.

”Men siden er alle vi, der har studeret sprog på universitetet, blevet vaccineret med den forståelse, at man slet ikke kan normere et sprog. Og derfor bliver alle debattører, der kritiserer denne herskende danske opfattelse, gjort til grin som krakilere,” siger Lise Bostrup.

Det er i høj grad Dansk Sprognævn, Lise Bostrup og Den Danske Sprogkreds kritiserer for slaphed ved at indføre valgfrihed om skriftsproglige regler som staveformer og kommasætning og ved ikke tilstrækkelig aktivt at bekæmpe den kraftige påvirkning af sproget fra engelsk.

Men ifølge Dansk Sprognævns formand, Anne Holmen, der er professor og leder af center for internationalisering og parallelsproglighed på Københavns Universitetet, er den danske linje ikke udtryk for, at sproget røgtes slapt, men blotfornuftigt.

”Det er rigtigt, at i forhold til for eksempel de andre nordiske lande er vi i Danmark på nogle områder præget af mere laissez faire. Vi regulerer mindre, lader sproglige markedskræfter råde og overlader til for eksempel universiteter og læreruddannelsessteder selv at udfærdige deres sprogpolitik. Men det kan diskuteres, om det udgør et problem,” siger Anne Holmen, der mener, at Dansk Sprognævn spiller en vigtig rolle i forhold til at rådgive om sprog:

”Vores opfattelse er ikke, at det hele er ligegyldigt. Men vi anser det for vigtigere at øge danskernes sproglige bevidsthed og at sikre, at den mest hensigtsmæssige sprogbrug vælges, frem for at man skulle prøve at forhindre dobbeltformer eller engelske låneord.”

Ifølge Dansk Sprognævns direktør, Sabine Kirchmeier, er de europæiske lande ikke så enkle at placere på en skala fra ”strammere” til ”slappere”, som Lise Bostrup gør. Hun peger på, at Danmark, Tyskland og Italien er de tre eneste lande i Europa, der ikke har en sproglov. Men ser man på dobbeltformer – altså eksempler på, at man kan vælge mellem to stavemåder – er der flere af dem på fransk end på dansk, og svenske og norske kommaregler er mere lempelige end de danske.

”Fremstillingen af, at vi i Danmark skulle skille os helt ud fra de andre lande, passer ikke. Det er meget mere nuanceret. I Norge må man stort set selv sammensætte sin stavemåde. Og når vi i Dansk Sprognævns rådgivning besvarer 6000 spørgsmål om året fra borgere, er vores svar præcis lige så normative som hos de tilsvarende rådgivninger i de andre nordiske lande: Vi anbefaler altid én udtryksmåde, som vi finder mest passende. For eksempel hvilken brug af ordet bjørnetjeneste, der kan anbefales i forhold til, hvem man kommunikerer med,” siger hun.