Eksperter: Dansk narkopolitik havnet i blindgyde

Mens Højre i Norge vil afkriminalisere brugen af narkotika, så er den danske narkotikapolitik præget af fastlåste politiske positioner, mener professor og overlæge. Unge med misbrug har mere brug for omsorg end politiindsats, lyder det

Professor Mads Uffe Pedersen og overlæge Henrik Rindom mener, at debatten i Danmark om eksempelvis legalisering af cannabis er gået i hårdknude.
Professor Mads Uffe Pedersen og overlæge Henrik Rindom mener, at debatten i Danmark om eksempelvis legalisering af cannabis er gået i hårdknude. . Foto: Gras Grün/Unsplash.

Hvert år dør mindst 250 danskere af en overdosis på grund af stofmisbrug, og det tal har været stort set uændret i flere år. Samtidig har mindst 10 procent af de unge taget stoffer inden for den seneste måned, og trods politiets indsats tyder intet på, at problemet bliver mindre.

Mens den konservative norske regering har foreslået en omfattende reform, der efter portugisisk forbillede vil afkriminalisere brugen af stoffer, er den politiske debat om narkotika i Danmark på mange måder fanget i en blindgyde.

Det mener to af Danmarks førende eksperter på rusmiddelområdet, professor Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, og overlæge Henrik Rindom.

”Den danske debat handler meget om enten legalisering eller status quo. Men afkriminalisering er noget helt andet end legalisering. Det handler om, at for eksempel unge mennesker ikke får en plet på straffeattesten, hvis de bliver taget med hash til eget forbrug, men i stedet får tilbud om behandling,” siger Mads Uffe Pedersen.

Han henviser til, at debatten om stoffer er præget af fastlåste politiske positioner. Mens partier som Enhedslisten og Liberal Alliance taler for legalisering af cannabis, så afviser de fleste andre partier en legalisering.

Professoren har været med til at foreslå, at der nedsættes et udvalg, som kan inspirere til en fornyelse af den danske narkotikapolitik.

”Forbruget af stoffer har været konstant i mange år, selvom der sker ændringer i, hvilke stoffer, der indtages. Mange unge, der pågribes af politiet, får bøder, og det forværrer ofte deres i forvejen sårbare situation. De har mere brug for hjælp end politiindsats,” siger Mads Uffe Pedersen, som understreger, at han ikke er fortaler for en egentlig legalisering.

Professoren fortæller, at lovliggørelse af cannabis i den amerikanske delstat Colorado har givet en lang række problemer som cannabisturisme og en omfattende kommercialisering, så der i dag sælges cannabis i sodavand og slik.

Overlæge Henrik Rindom fra den private Novavi Stofrådgivningen har deltaget i debatten om unges stofmisbrug i mere end 30 år. Han mener, at den fastlåste debat i Danmark skyldes, at mange politikere har svært ved at sætte sig ind i, at stofmisbrug hænger tæt sammen med social mistrivsel.

”Jeg møder unge, der har det så dårligt, at vi burde skamme os. En stor del af befolkningen og mange politikere forstår ikke, hvad afhængighed er. Unge med misbrug bliver ikke mødt med den omsorg, de har brug for. I Portugal, hvor man har indført afkriminalisering og social støtte, er dødstallet meget lavere end i Danmark,” siger Henrik Rindom.

I 2016 døde 30 af en overdosis i Portugal ifølge Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug. Portugal har næsten dobbelt så mange indbyggere som Danmark.

Venstres retspolitiske ordfører Preben Bang Henriksen afviser, at den danske politik er fastlåst. Han peger på forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Desuden udleveres lægeordineret heroin til de mest udsatte stofmisbrugere.

”Jeg er forsvarsadvokat og kan ikke undgå at se, at den unges nedtur ofte er begyndt med et hashmisbrug. Der er ikke langt fra afkriminalisering til legalisering af hash. Venstre har ikke planer om at ændre politik på det område, men samtidig er vi ikke resistente over for argumenter. Hvis nogen kommer med et helt fantastisk resultat, vil vi kigge på det,” siger Preben Bang Henriksen.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt har opfordret justitsminister Nick Hækkerup (S) til at se på det norske forslag om afkriminalisering.

”Vi er ikke nået nogle vegne med de sidste mange års narkopolitik, og politiet bruger mange ressourcer. Det giver bedst mening at tilbyde den unge, der pågribes med et gram hash, hjælp frem for bøde. Men det er der foreløbig ikke flertal for,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Jeppe Bruus, men han oplyser til dagbladet Information, at partiet er modstander af afkriminalisering.