Prøv avisen

Kritik: De Radikale opfører sig uhørt med nazi-antydning

Den radikale leder, Morten Østergaard, bliver mødt med heftig kritik for i fleres øjne at antyde, at en mulig alliance mellem S, SF og DF har nazistiske træk. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den radikale leder Morten Østergaard kalder et samarbejde mellem S, SF og DF for ”et rødbrunt kabinet”. Udtalelsen trækker tråde til nazismen og er langt over grænsen, mener iagttagere

Morten Østergaard er for alvor kommet i modvind.

Den radikale leder bliver mødt med heftig kritik for i fleres øjne at antyde, at en mulig alliance mellem S, SF og DF har nazistiske træk. I forgårs udtalte han i dagbladet Børsen, at ”et rødbrunt kabinet, der med en social-demokratisk regering med SF og Dansk Folkeparti som grundlag – skulle de være i stand til at øge muligheden for at investere i fællesskabet? Det har jeg svært ved at se”. En kritik, han senere gentog i Deadline på DR 2.

Men den radikale leder er gået over stregen, lyder kritikken nu fra flere sider. Brun er den farve, det nazistiske partis SA-tropper brugte i Tyskland i 1930’erne, så når man i en politisk sammenhæng taler om farven brun, er der ingen tvivl om, hvad det henviser til, siger historiker ved Aarhus Universitet Michael Böss, der finder udtalelsen ”uhørt”.

”Det er meget groft sagt og faktisk uhørt i dansk politik de sidste mange år. Debatten er skarp, men ikke siden Nyrups tid har nogen rigtig forsøgt at udskamme Dansk Folkeparti på den måde,” siger Michael Böss og drager paralleller til den politiske debat i Sverige.

”Det er en skærpelse af tonen herhjemme, som minder om den, man kender i Sverige. Forskellen er bare, at Sverigedemokraterne udspringer af et nynazistisk parti, hvilket ikke er tilfældet for Dansk Folkeparti. Morten Østergaard må være en meget presset mand.”

Kristeligt Dagblad har kontaktet Morten Østergaard for at få uddybet formuleringen ”et rødbrunt kabinet”, men dette har ikke været muligt. I en sms-kommentar svarer den radikale leder, at ”det der forener partierne er noget meget venstreorienteret økonomisk politik og en højreorienteret udlændingepolitik. Det handler ikke om fortiden, det handler om fremtiden. Længere er den ikke.”

Den køber man dog ikke helt hos SF, hvor formand Pia Olsen Dyhr finder udtalelsen langt over stregen.

”Jeg synes, Morten Østergaard gør noget vanvittigt ufint. Han putter mærkater på folk i stedet for at diskutere politikken. Manden er jo tydeligvis desperat,” siger Pia Olsen Dyhr og understreger, at den radikale leder skylder en forklaring.

”Når det så er sagt, kommer vi stadig til at samarbejde med De Radikale. Men der er ingen tvivl om, at vi er to vidt forskellige partier, som blandt andet ser helt forskelligt på økonomisk omfordeling,” siger hun.

Morten Østergaards udtalelse om ”et rødbrunt kabinet” kommer efter, at Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, har meldt ud, at hun vil bryde med 25 års tradition for regeringssamarbejde med De Radikale, og samtidig har åbnet for et tættere samarbejde med Dansk Folkeparti.

Derfor er Morten Østergaard også særdeles presset, mener politisk kommentator David Trads. Udtalelsen er ”taktisk uklog, forkert og meget, meget grov”, siger han.

”For det er en anklage, der på en eller anden måde insinuerer, at socialdemokraterne og folkesocialisterne er fascister. Det ligger i det at være brun. Det er vildt at sige, når man tænker på Socialdemokratiets historie, og når nogle af dem, der blev SF’s ledere, var meget aktive i modstandskampen.”

David Trads tror ikke på, at Morten Østergaard udelukkende refererede til Dansk Folkeparti med sin udtalelse, som kan skabe yderligere afstand mellem på den ene side Socialdemokratiet og SF og på den anden side De Radikale.

”Hvis man nu er meget venlig ved Morten Øster- gaard, kan man godt tolke det, som om han kun henviste til DF. Men da han taler om en alliance, virker det unægtelig, som om han taler om dem alle sammen. Den her grove måde at tale på, tror jeg, han vil fortryde, når han tænker sig lidt om og kommer ud af granatchokket på grund af Mette Frederiksens melding,” siger David Trads.

Venstres nestor, Bertel Haarder, greb efter udtalelsen til tasterne på Facebook. Her skriver han, at udtalelsen er ”det dummeste, der er sagt, siden Nyrup sagde til DF: ’Stuerene, det bliver I aldrig!’,” med henvisning til den tidligere socialdemokratiske statsministers ord ved Folketingets åbningstale i 1999.

”Man skal aldrig spille nazi-kortet. Det er dumt, og det falder kun tilbage på en selv. Jeg håber og tror dog også, han har fortrudt, så jeg synes ikke, han skal høre mere for det. Der er heldigvis ikke langt til tilgivelsen i Danmark. Men hvis han insisterer på at holde fast i det, så tror jeg, vi er mange, der vil tage afstand fra det,” siger Bertel Haarder.