Prøv avisen

Kritik: Debat om dannelse er blevet slagmark i stedet for samtale

Foto: Polfoto/Bearbejdet af Ole Munk

Ifølge ny bog er uddannelsesområdet præget af permanent kamp mellem to parter, som er ophørt med at være selvkritiske. Vi skal genoplive dydsetikken, mener forfatteren, rektor Stefan Hermann

Igennem de seneste årtier har den offentlige og politiske debat om uddannelse udviklet sig fra at være noget, parterne kunne skændes bravt om, men så alligevel fandt et kompromis om, til at være en permanent og uforsonlig kamp. En skyttegravskamp, som udkæmpes over nogenlunde de samme frontlinjer, uanset om den foregår i en daginstitution, på en skole, på et gymnasium eller på et universitet. Og en kamp som er svær at bringe til våbenhvile, for på begge sider af skyttegravene er viljen til selvkritik og nysgerrigheden efter at vide, hvad modparten egentlig mener, hørt op. Det er kampen om dannelsen i Danmark. Men måden, den udkæmpes på i øjeblikket, er temmelig udannet.

Det er budskabet i bogen ”Hvor står kampen om dannelsen?”, som udkommer i dag. Bogen er skrevet af Stefan Hermann, som er rektor ved professionshøjskolen Metropol i København. Han gør sig ikke illusioner om, at alle kan blive enige om alt. Men han argumenterer for, at uenigheden befinder sig på et intellektuelt lavt niveau, fordi parterne taler forbi hinanden. Og manglen på begavet uenighed er ifølge rektoren direkte til skade for elever og studerende.

”Samfundets pres af forventninger og krav til uddannelserne er blevet langt større end tidligere. Det er påfaldende, at selvom debatten om uddannelse også tidligere blev anset for vigtig, så foregik den i et fredeligt tempo og ofte i et lukket rum, hvor parterne kunne tale sig til rette. I dag kommer der en permanent strøm af nyheder, ny viden, nye undersøgelser og nye udmeldinger i pressen og på sociale medier. Det hele er ude i offentligheden, og der er ikke nogen, der lige tager en weekend til at tænke tingene igennem, inden de kommunikerer. Vi har fået den permanente reform og den permanente protest,” siger han.

Det tydeligste billede på denne konflikt så vi, da Danmarks Lærerforening anført af Anders Bondo Christensen i 2013 stødte sammen med kommunerne repræsenteret af Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) og staten repræsenteret af daværende finansminister Bjarne Cory-don (S). Formelt skulle de tale om lærernes arbejdstid, men der var kun ganske lidt samtale, til gengæld var der en masse signalgivning og konfliktoptrapning rettet mod pressen og borgerne.

Ved den slags arbejdskampe har man traditionelt placeret de stridende parter med arbejdsgiverne til højre og lønmodtagerne til venstre. Men hvis man skal forstå den dannelseskamp, som ifølge Stefan Hermann afspejler den væsentligste politiske konflikt i det moderne samfund overhovedet, skal man gøre sig klart, at den ikke handler om højre mod venstre. Det er snarere en modsætning, som sociologer har betegnet som en modsætning mellem teknokrati og populisme. Men især det sidstnævnte ord er så negativt ladet, at det måske ikke er det rette at sætte på dem, der selv blot føler, de repræsenterer civilsamfundet, nær- demokratiet og de velprøvede måder at gøre tingene på.

”Min påstand er, at den her modsætning er langt stærkere end den fordelingspolitiske eller modsætninger mellem by og land. Det er en modsætning, hvor konfliktlinjen af den ene side beskrives som kampen mellem dem, som er deroppe og tænker i tal og konkurrence, fjernt fra hverdagen, mens den anden side er dem, som har sjælen med, har ejerskabet, kender traditionen og befinder sig i det nære,” forklarer Stefan Hermann.

I sin bog benævner han de to positioner den politisk-administrative og den pædagogisk-konservative pol, og selvom en tidligere finansminister og en lærerforeningsformand kunne være symboler på dem, består de hver især af et broget persongalleri.

Og det er netop en pointe, at kampen om dannelse ikke bare er sort mod hvid, rød mod blå eller Corydon mod Bondo. Det er en gennemgribende modsætning i forståelse af, hvad samfundets problemer er, og hvordan uddannelsessystemet bedst medvirker til at løse dem.

”På den ene side har vi en evidensdagsorden, som jagter svar. Vi skal anerkende, at den er god til at stille spørgsmål. For eksempel om der er bestemte typer didaktik, som er bedre til at skabe ro i timen end andre. Men selvom det er et godt spørgsmål, er det ikke sikkert, at svaret er entydigt. Problemet er, at den politisk-administrative side har en tendes til at jagte en dagsorden, som alle skal underkaste sig. Problemet med den modsatte position er til gengæld, at den nærmest nægter, at spørgsmålet overhovedet må stilles, og at der kan gives svar,” siger Stefan Hermann.

Han uddyber, at mens for eksempel hospitaler i årevis har været vant til at hvile direkte på forskningsresultater, evidens, så har de fleste uddannelser en anden tradition. Men nu møder et evidensregime alle uddannelser, og der er efter Stefan Hermanns mening både ønskeligt og uundgåeligt.

”Men i den situation kan der ske to ting, som ikke er hensigtsmæssigt. Det ene er den ukritiske omfavnelse af al evidens, alle tal og resultater. Det andet er de korslagte armes protest. Vi skal prøve at undgå begge dele og i stedet udvikle en professionel kritik. Det vil sige, at vi accepterer, at der er brug for systematisk at tage tegn af elevers læreproces, men samtidig erkender alle de begrænsninger, der er i, hvad målingerne kan fortælle os,” siger Stefan Hermann og tilføjer:

”Det, jeg prøver at sige, er, at vi er nødt til at få mere viden og professionalisme ind i uddannelserne. Men samtidig kan vi ikke undslå os for at tale om dannelse. Bag det hele må være en tydeligere forståelse af formålet. Hvilke mennesker og hvilket samfund vil vi have ud af det? Uddannelsesverdenen skal ikke kun dække et behov, formuleret i et teknisk sprog med ord som læring og trivsel, men også opfylde nogle drømme, som bedst beskrives i dannelsessproget, som er mere filosofisk.”

Mens kompetencetænkning handler om, at den enkelte lærer noget, er der i dannelsestænkning altid en bestemt almenhed, som man dannes til. Her er en konkret udfordring, at vi har fået svært ved at blive enige om, hvad denne almenhed skal være. Tidligere har det været kristendommen og nationen eller den universalistiske almenhed. I dag peger Stefan Hermann på, at der især er tre typer almenheder, som uddannelsessystemet danner til, men de to poler og især den politisk-administrative er ikke særlig bevidst om, at det er det, den gør.

”Vi danner til arbejdslivet. Det er det store almene, som vi skal have alle ind i. Ikke kun som et arbejdsmarked, der kan skabe produktion, men også som en almenhed, hvor vi for eksempel kan modvirke radikalisering. Den mest dominerende almenhed i dag er dog demokratiet. Det er påfaldende, som der skrives henvisninger til demokratiet ind i formål for alt fra daginstitutioner til universiteter. Og den tredje almenhed er det, som er blevet betegnet ’personskabet’, altså den enkeltes ret til at udvikle sig til et unikt individ i fællesskabet,” forklarer han.

Men hvis dannelsesdebatten er blevet til en udannet skyttegravskrig, hvor parterne nægter at se nogen fornuft hos modparten og måske endda overser, at de almenheder, de vil danne til, ikke engang er så forskellige, hvordan får vi så kvalificeret debatten? Hurtige snuptagsløsninger har Stefan Hermann ikke, men han maner til selvbesindelse og nysgerrighed på begge sider.

”Den politisk-administrative side må anerkende, at new public management og lignende offentlige styrings- mekanismer stillede et godt spørgsmål, men langt hen ad vejen var et forkert svar. Og den pædagogisk-konservative side må tænke over, hvad der er gjort forkert hidtil. Man er nødt til at se på sig selv. Måske er det svært for dem, der er i det, men de nye, der træder ind i den politisk-administrative verden, må lade være med kun at være medarbejdere, men også anerkende professioner, idealer og meninger. Og den pædagogisk-konservative må anerkende, at demokrati ikke bare består i en leverance af frihed og ressourcer, men også et behov for at regere,” siger Stefan Hermann.

Og så giver han et bud på en ”tredje vej”, som måske kan forene det bedste fra de to nu så adskilte verdener. En løsning, som han henter i dyds-etikken, der især vægter begreber som flid, selvdisciplin, pligt, ordentlighed og oprigtighed. Altså dannelse som værdien af hårdt arbejde og hensyn til andre. Stefan Hermann bruger betegnelsen ”anstrengelsens poesi”.

”Vi har sendt dydsetikken på historiens mødding, fordi den blev anset for konservativ. Det bliver den stadig mange steder, men det er den, der egentlig er progressiv. Hvis vi vil en dannelsestænkning, er det dydsetikken, der er brug for. Dansk dannelsestænkning har i 30-40 år handlet om, at de opvoksende generationer skal rustes med noget, eller at de skal blive til sig selv på en anden måde. Det skal de ikke, de skal overskride sig selv, som dydsetikken fordrer,” siger han og tilføjer:

”I forhold til undervisning er alle nødt til at tænke mere i formål. Både dem, der synes, at formål er for meget sniksnak, og dem, der kun læser den del af formålserklæringerne, der handler om demokratisk dannelse og ser bort fra kundskaber og færdigheder. Og i forhold til undervisere er alle nødt til at tænke mere i professionalisme. Både dem, der ser dem som en medarbejderressource, der kan udnyttes, og dem, der vil gøre underviseren til en figur med total forkyndelsesfrihed.”