Regering foreslog tvang uden at spørge eksperter

Regeringen foreslog tvangstest i Vollsmose, uden at eksperter inden for etniske minoriteter og sundhed blev spurgt, om der fandtes bedre veje. Underligt, men ikke overraskende, mener Venstre

I Vollsmose ville sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bruge tvangsforanstaltninger til at bekæmpe corona. Det kom frem efter, at regeringen i mandags havde indkaldt Folketingets nye epidemiudvalg for at få opbakning til at indføre pligt til test og isolation for beboere i den fynske bydel.
I Vollsmose ville sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bruge tvangsforanstaltninger til at bekæmpe corona. Det kom frem efter, at regeringen i mandags havde indkaldt Folketingets nye epidemiudvalg for at få opbakning til at indføre pligt til test og isolation for beboere i den fynske bydel. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Tvang er det mest vidtgående redskab, regeringen kan tage i brug over for borgerne, og i mandags forsøgte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) netop at få lov at bruge tvangsforanstaltninger for at bekæmpe corona i bydelen Vollsmose i Odense, hvor smitten har været høj, og hvor befolkningen i vid udstrækning er af anden etnisk herkomst end dansk.

Men nu kritiserer flere eksperter, at regeringen greb til tvang uden først at spørge eksperter inden for sundhedsfremme blandt etniske minoriteter, om befolkningen kunne nås ad frivillighedens vej.

”Når man meget specifikt går efter at ramme en helt konkret bydel, der er karakteriseret af en høj koncentration af etniske minoriteter, med de største magtanvendelser, der endnu har været på tale inden for epidemiloven, burde man netop sørge for at få den rette ekspertise og rådgivning,” siger Christian Wejse, epidemiolog og lektor ved Aarhus Universitet.

Regeringen indkaldte i mandags Folketingets nye epidemiudvalg for at få opbakning til at indføre pligt til test og isolation for beboere i Vollsmose. Forslaget byggede på en indstilling fra den såkaldte epidemikommission, der består af repræsentanter fra blandt andet sundhedsmyndighederne, og som rådgiver regeringen om coronahåndteringen.

Kommissionen havde rådført sig med to eksterne eksperter i virologi og infektionsmedicin, henholdsvis professor Allan Randrup Thomsen og professor Jens Lundgren, der ifølge Berlingske begge afviser at have anbefalet tvangstiltag i Vollsmose. Derudover havde kommissionen ikke indhentet viden fra nogen med særlig ekspertise inden for sundhedsfremme blandt netop de borgere, den ønskede at nå, og det undrer Marie Nørredam, professor ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning ved Københavns Universitet.

”Tvang er en voldsom foranstaltning, som endnu ikke er taget i brug under pandemien i Danmark. Når det netop er så vidtgående, burde det ligge hele samfundet på sinde, at man har tænkt godt over, hvorvidt disse grupper kan nås på en anden måde, og der vil det være naturligt at række ud efter eksperter inden for migration og sundhed,” siger hun.

En sådan ekspertgruppe findes allerede i Sundhedsstyrelsen og har siden august rådgivet styrelsen om forebyggelse af covid-19 blandt etniske minoritetsgrupper. Marie Nørredam sidder med i gruppen. Men heller ikke den er blevet taget med på råd, hvad angår forslaget om tvangstest i Vollsmose.

Faktisk har der ikke været møde i gruppen siden den 14. januar, oplyser Ditte Bloch Noer, programchef i Mino Danmark, som også sidder med i Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe.

”Det er frustrerende at blive anerkendt som aktør, der har viden om målgruppen, men ikke blive inddraget, når man forsøger sig med så vidtgående et indgreb,” siger hun.

Morten Sodemann, overlæge og professor på Indvandrermedicinsk klinik i Odense, kalder forslaget om tvangstestning ”helt ude af proportioner”.

”Tvang hører til i samme værktøjskasse som vold, og er noget, man tyr til, når man har afprøvet alle former for dialog. Regeringen har simpelthen ikke noget begreb om, hvor lidt dialog der har været. De har ikke været ude og sætte sig på en taburet i Vollsmose for at forsøge at sætte sig ind i, hvad der egentlig er behov for derude. Jeg har ingen respekt for forslaget eller for præmissen om, at alle andre muligheder var udtømte,” siger Morten Sodemann.

Sundhedsordfører og medlem af Folketingets epidemiudvalg, Martin Geertsen (V), kalder forløbet omkring regeringens forslag om tvangsforanstaltninger i Vollsmose for ”fuldstændig syret”.

Regeringen kunne ”ikke svare på de mest elementære spørgsmål”, såsom, hvad der allerede var gjort for at få beboerne til at lade sig teste i Vollsmose.

”Ja, det virker meget underligt, at man ikke har inddraget kapaciteter, man selv har udpeget til at rådgive om de her spørgsmål, men det er intet chok for mig,” siger Martin Geertsen, som efterlyser en decideret strategi for forebyggelse af covid-19 i udsatte boligområder.

Sundhedsministeriet har over for Kristeligt Dagblad redegjort for, hvordan epidemikommissionen arbejder, men sundhedsminister Magnus Heunicke har ikke svaret på avisens konkrete spørgsmål om, hvilken ekspertise der blev inddraget i forbindelse med forslaget om tvang i Vollsmose. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra nogen af epidemiudvalgets syv socialdemokratiske medlemmer.